Skatteministeriet søger dygtige sekretærer

Som sekretær i Skatteministeriets Implementeringscenter for Told vil du få en bred vifte af opgaver og en dynamisk hverdag. Vores arbejde har stort offentligt og politisk fokus, og du vil opleve den politiske verden på tæt hold.  
  
I Skatteministeriet arbejder vi med store tal, store linjer og store ambitioner. Vi tager hver dag ansvar for den store indflydelse, vores arbejde har på danskernes liv. Som medarbejder i Skatteministeriet er du med til at skabe fundamentet for finansieringen af Danmark. Her får du stort ansvar og faglige udfordringer med format.  
 
Om stillingen 
Implementeringscenter for Told (ICT) i Skatteministeriets departement er netop blevet oprettet og skal udmønte EU's nye toldforordning. Der skal bl.a. etableres nye forretningsprocesser, og toldprocesserne skal håndteres elektronisk og ensartet på tværs af EU's toldmyndigheder. Vi har nu behov for proaktive og servicemindede sekretærer til at understøtte os i dette arbejde i ICT og i chefgruppen.  
 
Du vil referere til kontorchefen, fungere som blæksprutte og yde support til ledelse og medarbejdere. Dine opgaver vil bl.a. være: 
 
    •      Ledelsesbetjening af chefgruppen og support af fagkontorer (sagsoprettelse, journalisering, håndtering af post,
           scanning af forelæggelser, kopiering, mødebooking og –servicering, korrekturlæsning samt diverse ad hoc
           opgaver) 
    •      HR support (indkalde til jobsamtaler, mødebooking og –servicering, sikre opfølgning på prøvetidssamtaler mv.) 
    •      Brugeroprettelser af nye medarbejdere i forskellige it-systemer 
    •      Indkøb af eksterne services (rejser, hotelophold og øvrige indkøb på Statens Indkøb og SKI) 
    •      Bistå sekretariatet med opdatering af leverandør- og kontraktstyringsdokumenter samt tidsstyring i
           programmet 
    •      Styringsopgaver (fakturering, overvågning af tidsregistrering og udarbejdelse af ledelsesinformation om
           tidsregistrering)  
    •      Planlægning af møder og større interne arrangementer 
    •      Evt. udviklingsopgaver. 
 
ICT er en del af Skatteministeriet og vil på sigt fungere som en mere selvstændig enhed. Det er ambitionen, at der vil være 100 medarbejdere i ICT i løbet af 2017. 
 
Om dig 
Du er kontoruddannet, har en høj faglighed og erfaring med lignende opgaver fx fra det offentlige. Du skal være stærk i brugen af Office-pakken, og det vil være en fordel, hvis du har erfaring med journaliserings- og sagsbehandlingssystemet F2.  
 
Vi forventer, at du er fleksibel og kan arbejde i et til tider hektisk miljø og samtidig bevare overblikket og det gode humør. Som person er du serviceminded og proaktiv og har øje for, hvordan du kan hjælpe bedst muligt. Du er pligtopfyldende og følger naturligt op på dine opgaver i det daglige arbejde. Du arbejder selvstændigt, kan koordinere egne opgaver, og du kan indgå i et team med de øvrige sekretærer i Skatteministeriet, hvor I hjælper hinanden, når der er behov for det.  
 
Du kommer til at være en del af Økonomi- og sekretariatskontoret i ICT, men vil også kunne sparre og indgå i et samarbejde med Skatteministeriets sekretærteam, som består af 12 sekretærer. 
 
Om at arbejde i Skatteministeriet 
Skatteministeriet arbejder med indflydelse på alle danskeres liv og på al offentlig finansiering. Og med stor indflydelse følger stort ansvar. Vores arbejde skal leve op til de højeste faglige standarder, og vi skal være både dybt fagligt specialiseret og have blik for hele samfundets behov. 
 
I Skatteministeriet hjælper vi hinanden og samarbejder i hele koncernen om at løfte kvaliteten i alt, hvad vi gør. Høje ambitioner og fælles mål om integritet og transparens er kernen i vores arbejde. Vi har et stort fokus på ledelse og på udvikling af alle ansatte, professionelt såvel som menneskeligt. I ministeriet har vi en uformel og uhøjtidelig omgangstone, og vores daglige sparring, medarbejdere imellem, er en forudsætning for, at vi kan skabe gode løsninger, der fungerer i dag og er forberedt til i morgen.  
 
Ansøgning og ansættelse 
Ansøgning med CV og evt. eksamenspapirer bedes sendt via nedenstående link senest den 25. januar 2017. Har du spørgsmål til stillingerne, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Aleksander Bjerrum på telefonnummer 7237 6293. 
 
Tiltrædelse 1. marts 2017 eller snarest muligt og ansættelse efter gældende overenskomst. Arbejdsstedet er indtil videre Weidekampsgade 14A, 2300 København S. I løbet af 2017 vil ICT indgå i en ny styrelse, Udviklingsstyrelsen.  
 
Skatteministeriet opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
 
Læs mere om ansættelse i Skatteministeriet på skm.dk/job. 
 

Virksomhed: 
Skatteministeriet
Kontakt navn: 
Bjerrum Aleksander
Kontakt telefon: 
72376293
Ansøgnings frist: 
25-01-2017