Sommerfugl til Christiansø

Pakkeløsning med fri logi og ø-liv med masser af sommerstemning.

Vi har brug for en sommerhjælper til at gøre rent i Christiansø Administrations faciliteter på Christiansø og Frederiksø, samt til at stå for billetsalg og opsyn med museerne i Lille Tårn og Store Tårn, samt på teltpladsen.

Om os

I Christiansø Administration har vi alle de funktioner, der ligger i en almindelig kommune. Vores opgave er at drive og vedligeholde de fredede bygninger og fæstningsværker, samt sikre forsyningen af el, varme og vand til beboer og besøgende på Christiansø. På Christiansø har vi, udover Lille Tårn og Store Tårn, både skole, bibliotek, administrationskontor og havnefoged.

Om stillingen

Stillingen er en tidsbegrænset fuldtidsstilling med gennemsnitlig 37 timer ugentligt op til 6 måneder fra april til oktober 2017. Perioden kan tilpasses efter aftale.
Det skal påregnes, at der kommer merarbejde i højsæsonen (uge 26-31), som kompenseres med tilsvarende mindre arbejde før/efter højsæsonen.
Eksempler på arbejdsopgaver er tilsyn med museerne i Lille Tårn og Store Tårn, herunder billetsalg til besøgende gæster, tilsyn og praktisk arbejde på teltpladsen, samt rengøring på toiletter, bade og andre offentlige faciliteter.
Der stilles frit logi til rådighed i hele ansættelsesperioden.

Om dig

Du har lyst til og mulighed for at rive et halvt år ud af kalenderen og give den en skalle på Christiansø. Du er for eksempel -in between- uddannelser eller job, eller du er i gang med en uddannelse, hvor du har mulighed for at tage en pause eller have fjernstudie i en periode.
Du er ansvarsbevidst, udadvendt, selvstændig og mødestabil, og ikke bange for at tage fat med gulvskrubben og vaskekluden. Erfaring med rengøring og/eller fra formidlings- eller servicejobs er en fordel, men ikke en forudsætning. Vi vil have tid til at lære dig op før højsæsonen starter.

Ansættelsesvilkår

Ansættelsen sker i henhold til gældende organisationsaftale for rengøringsassistenter, specialarbejdere og visse erhvervsuddannede m.fl. i staten mv. (3F) og fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer, Det Statslige område (OAO-S-Fællesoverenskomsten). Månedslønnen er 21.001,01 kr.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Kontakt og ansøgning:
Har du spørgsmål til stillingen og livet på Christiansø, er du meget velkommen til at kontakte Ejvind Jensen, Souschef for Christiansø Administration på tlf. 2022 5603.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte Birgit Jepsen, HR-konsulent ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på tlf. 7281 9183.

Ansøgningsfristen er den 6. april 2017. Vi forventer at gennemføre ansættelsessamtaler umiddelbart efter ansøgningsfristens udløb. Forventet ansættelsestidspunkt er hurtigst muligt derefter.

Din ansøgning bør indeholde:
- En beskrivelse af dine fagkompetencer med dokumentation og en beskrivelse af dine tidligere ansættelsesforhold og opgaver.
- Et par ord om dig selv og din motivation for at søge stillingen.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Vær opmærksom på at bilag skal oploades som pdf. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

Om Ertholmene
Ertholmene - Christiansø i daglig tale - er Danmarks østligste øgruppe beliggende 18 kilometer nordøst for Bornholm. To af øerne (Christiansø og Frederiksø) er beboede - af p.t. 90 fastboende. Øerne er ikke en del af den kommunale struktur, idet de ejes af staten og hører under Forsvarsministeriet, som har ansat en administrator til både at være chef for den samlede virksomhed og til at varetage en række myndighedsopgaver. Oprindeligt var øerne en fæstning og senere et fiskersamfund, men i dag er de først og fremmest en attraktion, der hver sommer besøges af ca. 45.000 turister. Det giver os, der bor her, en ganske betydelig værtsrolle. Hovedparten af de beboere, der har job, er håndværkere ansat under Christiansø Administration til at vedligeholde anlæg, de fredede bygninger, den unikke natur og de gamle fæstningsværker.

Man kan desuden orientere sig på øens hjemmeside: www.christiansoe.dk.

Virksomhed: 
Civile stillinger
Kontakt navn: 
Birgit Jepsen
Kontakt telefon: 
72819183
Kontakt email: 
FPS-BA-BSS03@FIIN.DK
Ansøgnings frist: 
06-04-2017