Det Kongelige Akademi - Arkitektur, Design, Konservering søger en postdoc til projektet
Universelt design i kulturarven med særligt fokus på fredede bygninger og landskabsarkitektoniske værker.
Universelt design i kulturarven er et partnerskab imellem Det Kongelige Akademi og Slots- og Kulturstyrelsen (SLKS) med støtte fra BEVICA, Vanførefonden og Realdania. Projektet har til formål at kvalificere og styrke integreringen af universelt design i den byggede kulturarv samtidig med, at fredningsværdier fastholdes. Det er målet at projektet kan kvalificere SLKS’ arbejde med universelt design.
Kulturarvsbegrebet defineres i projektet iht. bygningsfredningsloven, som er den lovmæssige ramme, SLKS agerer inden for. Kulturarvsbegrebet dækker således de fredede bygninger med tilhørende omgivelser, haver og landskabsarkitektoniske værker. Det er de værdimæssige afvejninger og prioritering af hensyn i forvaltningsarbejdet vedr. fredede bygninger, der er det forskningsmæssige omdrejningspunkt for arbejdet.
Om stillingen Postdoc’en er det primære element i partnerskabet
Universelt design i kulturarven og kandidatens opgave er, gennem forskning, formidling og i begrænset omfang administrativt arbejde, at bringe projektet fremad mod dets mål.
Arbejdet består konkret i udvikling af feltet igennem case-studier af bygningsværker – analyser af udfordringer og muligheder, eventuelt også løsningsforslag. Gennem løbende formidling af projektets resultater i SLKS og blandt øvrige relevante aktører skal projektet danne et kvalificeret grundlag for at udføre analyser, hvor fredningsværdier indgår som en særlig udfordring og mulighed i relation til universelt design.
Det forskningsmæssige fokus vil være krydsfeltet imellem universelt design og arkitektonisk praksis med særligt fokus på restaurering, brug og udvikling af fredede bygninger.
Dine opgaver vil blandt andet omfatte:
- Forskning inden for stillingens fokusområde i samarbejde med relevante eksterne institutioner, virksomheder og netværk nationalt og internationalt, såvel som med de øvrige forsknings- og udviklingsområder på Instituttet og Det Kongelige Akademi
- Tilrettelæggelse og værtskab for seminarer og workshops som platform for forskningsmæssigt udviklingsarbejde og formidling af forskningsresultater
- Tilrettelæggelse af skriftlige publikationer som led i forskningsmæssigt udviklingsarbejde og formidling af forskningsresultater
- Interviews og/eller workshops med personer med varierende funktionsevne om oplevelser med brugen af fredede bygninger
- Indsamling af eksempler på arkitektoniske tilgange til fremme af universelt design i kulturarv
Stillingen forankres på Institut for Arkitektur og Kultur på Det Kongelige Akademi samt i Center for Kulturarv i Slots- og Kulturstyrelsen og arbejdstiden fordeles imellem de to partnerorganisationer.
Det Kongelige Akademi tilbyder et kreativt, engageret, udviklende og visionært uddannelses- og forskningsmiljø. Postdoc’en indgår i satsningen for lige adgang og vilkår i det byggede miljø.
Hos Slots- og Kulturstyrelsen er Center for Kulturarv myndighed for de fredede bygninger og forvalter bygningsfredningsloven. Slots- og Kulturstyrelsen ejer desuden nogle af landets mest betydningsfulde ejendomme, samt varetager den udvendige drift og vedligeholdelse af bygningerne hos en række danske kulturinstitutioner.
Postdoc’en tilknyttes en projektansvarlig (PI) på Institut for Arkitektur og Kultur samt vidensressourcer indenfor såvel universelt design og kulturarv hos hhv. Center for Bæredygtig Bygningskultur og Cluster for Spatial Inclusion på Det Kongelige Akademi og i Slots- og Kulturstyrelsen. Partnerskabet omfatter en følgegruppe af involverede interessenter, der løbende engageres i projektets udvikling og dispositioner. Postdoc-kandidaten er selv med til at definere forskningens konkrete indhold i samarbejde med den projektansvarlige og følgegruppen.
Læs mere om Institut for Arkitektur og Kultur
her.
Læs mere om Center for Kulturarv
her.
Kvalifikationskrav Du har en relevant uddannelse på minimum kandidatniveau samt en ph.d.-grad eller videnskabelige kvalifikationer på ph.d.-niveau. Derudover forventer vi, at du:
- Har erfaringer med forskningsarbejde og videnskabelig publicering indenfor universelt design og/eller kulturarv
- Kan arbejde selvstændigt og varetage et projekt med mange interessenter, der løbende skal holdes opdaterede og inddrages i tilrettelæggelsen af forsknings- og udviklingsarbejdet
- Har stærke mundtlige og skriftlige kompetencer og trives med projektets væsentlige fokus på udadvendt formidling af forskningsresultaterne, herunder til fagets praksis
Løn og ansættelsesforhold Ansættelse og aflønning vil ske i henhold til overenskomsten for akademikere i staten mellem Finansministeriet og en række AC-organisationer. Der vil være mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg afhængig af dine kompetencer og erfaring.
Ansættelsen sker desuden i henhold til stillingsstrukturen på Det Kongelige Akademi. Du kan læse om stillingsstrukturen
her.
Stillingen er tidsbegrænset, med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på op til 37 timer, med start den 1. november 2026 eller snarest muligt derefter. Der vil være mulighed for at gennemføre projektet helt eller delvist som deltidsstilling ved siden af anden relevant beskæftigelse eller i kombination med undervisningsaktiviteter, der i en postdoc-ansættelse kan udgøre op til 40 % af arbejdstiden. Stillingen udløber uden yderligere varsel efter forskningsarbejde svarende til 2 år på fuldtid.
Ansøgningen Du skal sende en motiveret ansøgning, CV, uddannelsesdiplomer, dokumentation for ovennævnte kvalifikationer, beskrivelse af dine forskningsplaner samt en liste over dine publicerede arbejder og gerne eksemplarer af de arbejder, som du ønsker at fremhæve (maksimalt 5 arbejder). Endelig bør du vedlægge eventuelle tidligere postdocbedømmelser.
Du skal sende din ansøgning via linket ”Søg stillingen”
senest den 14. juni 2026. Ønsker du at fremsende bøger og lignende, kan de sendes inden ansøgningsfristens udløb til adressen:
Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering
Att. Sandra Vally Jørgensen
Philip de Langes Allé 10
1435 København K
Ansøgningsmateriale modtaget efter ansøgningsfristens udløb medtages ikke.
Du kan læse mere om ansøgningsprocessen
her.
Yderligere oplysninger Oplysninger om kvalifikationskrav, ansøgningsprocessen og e-rekrutteringssystemet kan fås ved henvendelse til HR-medarbejder, Sandra Vally Jørgensen, svj@kglakademi.dk tlf. 4170 1606.
Oplysninger om stillingens faglige indhold kan fås ved henvendelse til institutleder Arne Høi, ahoi@kglakademi.dk, tlf. 4170 1575.
Det Kongelige Akademi er en mangfoldig arbejdsplads, som anser diversitet for at være en styrke. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede og interesserede ansøgere til at søge stillingen.
Du kan finde mere information om Det Kongelige Akademi på
www.kglakademi.dk.