Kan du se dig selv som administrativt bindeled mellem klinikken og ledelsen? Trives du i en kompleks organisation med forskelligartede opgaver? Så er du måske vores nye kollega.
Om stillingen og opgaverne
Planlægning og Aktivitet på Aarhus Universitetshospital søger én ny kollega per 1. maj 2026.
I Planlægning og Aktivitet er der 7 fuldmægtige/specialkonsulenter som primært arbejder med planlægning, procesledelse og sagsbehandling. Planlægning og Aktivitet ledes af en chefkonsulent, og er en enhed i Økonomi og Planlægning, som udgør en del af den samlede Hospitalsstab på Aarhus Universitetshospital.
Enheden varetager en bred vifte af opgaver, der spænder fra ad hoc sagsbehandling til varetagelse af specialistfunktioner. Vi organiserer arbejdet efter opgaven, og vi stræber efter at være fleksible og arbejde på tværs af såvel faggrupper som organisation, fordi opgaven ofte kræver det. Vores målsætning er at sikre tværgående støtte og support til ledelsen, klinikken og Region Midtjylland til gavn for patienterne. Det gælder både i forbindelse med udarbejdelsen af analyser og beslutningsoplæg, men også i forbindelse med proces- og projektledelse af tværgående tiltag på hospitalsniveau.
I stillingen vil du blandt andet skulle varetage opgaver i relation til forskningsområdet og samarbejdet med Aarhus Universitet. Opgaverne er tværgående og indeholder tæt samarbejde med sundhedsfagligt personale og sparring med andre administrative enheder på AUH og i Region Midtjylland. Du vil også skulle varetage en bredere vifte af planlægningsopgaver, som bl.a. kan dreje sig om at understøtte implementering af Sundhedsreformen på AUH. I nogle opgaver vil du være ene sagsbehandler, mens andre løses i fællesskab. I enheden bestræber vi os altid på at have fælles opgavekendskab, da vi sparrer meget med hinanden.
Din Profil
Vi forestiller os, at du har en samfundsvidenskabelig uddannelse på kandidatniveau. Du skal være god til at se sammenhænge, som har betydning for hospitalets og afdelingernes kliniske opgaver samt forsknings-og uddannelsesopgaver. Samtidig er det vigtigt, at du kan begå dig i en kompleks og stor organisation, er god til at styre opgaver i mål samt kan prioritere information og levere præcis og struktureret kommunikation.
Din profil og kvalifikationer betyder mere end relevant erhvervserfaring. Du kan således både være nyuddannet eller have relevant erfaring fra tidligere ansættelser.
Vi forventer, at du
- har en nysgerrig og analytisk tilgang til at løse opgaver, som ofte er komplekse og kræver samarbejde på tværs af fagligheder og organisation
- er åben for nye idéer og finder det naturligt at søge inspiration i og uden for organisationen og involvere kollegaer og samarbejdspartnere i opgaveløsningen
- er ansvarsbevidst og vedholdende i forhold til at få opgaverne løst
- er en stærk formidler både mundtligt og skriftligt
- har kompetencer ift. projektledelse og procesfacilitering
Vi tilbyder
En stilling, hvor du bliver en del af en enhed med et højt fagligt niveau og faglig stolthed. Vi tilstræber et godt samarbejde, har en god og uformel omgangstone og giver plads til forskellighed.
Løn-og ansættelsesvilkår
Der er tale om en fast stilling på 37 timer ugentligt, som ønskes besat per 1. maj 2026. Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst.
Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om både AUH og Økonomi og Planlægning kan findes her: https://www.fagperson.auh.dk/afdelinger/hospitalsstaben/okonomi-og-planlagning/
Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at rette henvendelse til leder af Planlægning og Aktivitet, Ellen Bro Jeppesen på tlf. nr. 3071 5463 eller elljep@rm.dk
Har stillingsopslaget vakt din interesse, er du velkommen til at søge stillingen.
Ansøgningsfristen er den 10. marts 2026. Samtaler forventes afholdt den 17. marts 2026.
Generelt om Planlægning og Aktivitet
Enheden udgør en del af afdelingen Økonomi og Planlægning- og løser en bred vifte af tværgående opgaver, som handler om at understøtte AUH som det bidragende hospital og implementering af Sundhedsreformen.
Planlægningsteamet varetager således opgaver vedrørende forskning og AUH’s tætte samarbejde med Aarhus Universitet og de andre sundhedsfaglige forskningsinstitutioner i Aarhus, herunder både den lægefaglige forskning og forskning inden for de sundhedsvidenskabelige professioner. På samme vis løses også en række opgaver i relation til Sundhedsstyrelsens specialeplan, herunder udvikling og opfølgning på AUHs’ godkendelser i specialeplanen.
Der varetages desuden sagsbehandling af en række strategiske udviklingspuljer på AUH, værende; De særlige udviklingsområder, AUH’s strategiske pulje, som bl.a. understøtter transformation og omlægning af patientforløb og Personlig Medicin Puljen.
Teamet varetager også AUH’s sekretariatsbetjening af Sundhedsråd Aarhus samt dialogmøder med regionens direktion.
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.