Vil du arbejde med data og samfundsbeskrivende erhvervsstatistik? Har du lyst til et job, hvor du er involveret i hele processen, lige fra indsamling og kvalitetssikring af data, til udarbejdelse af statistikken og formidling af de endelige resultater? Så har vi i kontoret Konjunkturstatistik en spændende stilling til dig!
Du må gerne være nyuddannet eller have kortere joberfaring – det vigtigste er, at du har evnerne og mod på at arbejde med data og statistik og har lyst til også at arbejde med selve kodningen af produktionssystemerne.
Jobindhold Kontoret Konjunkturstatistik offentliggør en række statistikker på erhvervsområdet med både månedlig, kvartalsvis og årlig frekvens. Du vil få ansvar for de månedlige
konjunkturbarometre for erhvervene samt for den månedlige
konkursstatistik.
Derudover kan du med tiden blive involveret i andre af kontorets statistikker og vil med sikkerhed også blive involveret i et stort nyt tværgående projekt i Danmarks Statistik, hvis primære formål er at omlægge produktionssystemerne til mere ensartede og moderne værktøjer.
Både konjunkturbarometrene og konkursstatistikken har allerede taget første skridt i denne retning, idet produktionen er omlagt fra SAS til R.
Kontoret består pt. af 16 medarbejdere, som er godt fordelt mht. uddannelsesbaggrund, faggrupper og erfaring.
Kvalifikationer Du vil blive grundigt oplært af en erfaren kollega, men vi forventer, at du (fx via din uddannelse) har erfaring med at arbejde med data og med en vis grad af kodning.
Det vil være en stor fordel, hvis du har erfaring med R, og du skal med tiden også erhverve dig Python-kompetencer.
Først og fremmest skal du have interesse for den proces, det er at producere statistik ud fra data, og også gerne for den viden og samfundsbeskrivelse som statistikkerne giver anledning til.
Vi forestiller os, at du har en kandidatgrad inden for samfunds- eller naturvidenskab.
Løn og ansættelse Løn og ansættelsesvilkår sker efter kvalifikationer i henhold til den relevante overenskomst. Der kan evt. forhandles kvalifikationstillæg til stillingen.
Ansættelsen finder som udgangspunkt sted som fuldmægtig efter den gældende overenskomst for akademikere indgået mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer.
Ansættelsen vil være på fuld tid og med ansættelse hurtigst muligt.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Søren Kühl Andersen på tlf. 22260436 eller e-mail
ska@dst.dk Send os din ansøgning, CV og kandidatbevis mv. ved at klikke på ”Søg stillingen” nedenfor.
Ansøgningsfristen er 10. maj 2026
Vi holder samtaler løbende.
Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
Kort om Danmarks StatistikDanmarks Statistik er en fagligt uafhængig institution og den nationale myndighed for officiel statistik i Danmark. Vores vision er at være den foretrukne kilde til troværdig viden om det danske samfund. Vi indsamler, bearbejder og offentliggør statistik og data om samfundsforhold. Danmarks Statistik har cirka 570 ansatte og er en familievenlig arbejdsplads med gode udviklingsmuligheder. Læs mere og se vores film om Danmarks Statistik
her