Kan du navigere i spændingsfeltet mellem det politiske system, strategi og drift? Vi søger en AC-generalist, der kan arbejde både med helheden og den enkelte brik, og som trives i en vekselvirkning mellem strategisk sparring og praktisk eksekvering, når vi understøtter organisationen. Stillingen som AC-generalist i Direktionssekretariatet giver dig en unik mulighed for at komme helt tæt på beslutningerne og få indblik i hele organisationens maskinrum. Du bliver en central aktør i de processer, der former styrelsens retning, og du får gode muligheder for at udvikle dig fagligt og udvide din forståelse af både den strategiske og den driftsnære del af organisationen.
Du får et tæt samarbejde med den øverste ledelse, forretningen og dine kollegaer i Direktionssekretariatet. Du får særligt et tæt samarbejde med dine tre AC-generalist kollegaer, hvor I i fællesskab sikrer et kvalificeret og strategisk beslutningsgrundlag til ledelsen.
Det betyder, at du har blik for, at Færdselsstyrelsen er en politisk styret organisation, og du skal derfor kunne agere og navigere inden for den til tider omskiftelige politiske retning, der er sat for styrelsens arbejde. Samtidig forstår du værdien af interessenthåndtering og ved hvilke tråde, du skal trække i med den helt rette timing.
De skarpe præstationer, notater og strategiske oplæg, du udarbejder, trækker dels på de tekniske og fagligt stærke input, du modtager og henter fra forretningen, og de kompetencer, fagligheder og bidrag, du får og efterspørger fra dine kolleger i Direktionssekretariatet. Du skal derfor kunne omsætte kompliceret materiale til letforståelige oplæg, der taler ind i den strategiske retning for styrelsen.
Der vil derudover være mulighed for på forskellig vis at blive inddraget i nogle af de strategisk vigtige projekter, styrelsen løbende igangsætter for at udvikle og forbedre styrelsens myndighedsområde, herunder projekter om digital transformation, som er en af styrelsens fokusområder i disse år.
Du vil primært være tilknyttet én af de fire direktionsmedlemmer, og løse opgaver herfor, men det er vigtigt, at du formår at arbejde på tværs sammen med dine kollegaer og have blik for den samlede direktions og styrelses behov.
Om dig Din profil kan se ud på mange måder. Det er vigtigt for os, at du er klar til at indgå i samarbejde med et fagligt stærkt team, og at du har evnen til strategisk at lede både opad og bredt ud i organisationen samtidig med, at du formår at indarbejde input fra dine kollegaer og sparre med dem. Vi ser i øvrigt gerne, at du:
- har en relevant videregående uddannelse
- har erfaring fra en lignende stilling
- er relationsskabende og har blik for at arbejde på tværs af fagligheder
- arbejder struktureret og målrettet med opgaverne både på den korte og lange bane
- er god til at planlægge og koordinere din og andres arbejdsindsats
- har et godt overblik
- tør tage ansvar og rådgive for at spille andre gode
- har stærke formidlingsevner på skrift og i tale og med et blik for modtageren, så du kan formidle komplekse problemstillinger på en kortfattet og letforståelig måde
- trives med til tider korte deadlines
Direktionssekretariatet Vi er 20 kolleger i sekretariatet, der arbejder med presse og kommunikation, ministerbetjening, strategiarbejde, organisationsudvikling og generel understøttelse af direktionen og den øvrige ledelse i tæt samspil med forretningen og den øvrige stab.
Vi er et fagligt stærkt og ambitiøst team, som passer på hinanden, har højt til loftet og en uhøjtidelig omgangstone. Vi har fokus på faglighed, fællesskab og arbejdsglæde og ser vores forskelligheder som en styrke – og ser iøvrigt os selv som limen, der binder vores organisation sammen.
Færdselsstyrelsen Færdselsstyrelsen er en styrelse under Transportministeriet.
Vi er godt 600 medarbejdere, som hver dag arbejder for at skabe de bedste rammer for sikker og bæredygtig færdsel på vejene. Vi har ansvaret for tilsyn og regulering på vejtransportområdet i Danmark og for køreprøveafvikling og -administration.
Løn og ansættelsesforhold Stillingen er en fast stilling på fuld tid. Stillingen er til besættelse den 1. maj 2026 eller snarest derefter og med arbejdssted i Ribe.
Ansættelse sker efter Cirkulære om overenskomst for akademikere i staten (AC overenskomsten). Der vil derudover være mulighed for forhandling af tillæg efter kvalifikationer.
Lønindplacering sker i henhold til Medarbejder- og kompetencestyrelsens lønoversigt pr. 1. november 2025. For indplacering på AC-overenskomsten se side 31 og nederst side 32.
Færdselsstyrelsen er en pendlervenlig arbejdsplads med fokus på fleksibilitet og et arbejdsliv i balance. Vi tilbyder derfor også udstyr til en hjemmearbejdsplads.
Yderligere information Du kan få mere at vide om stillingen hos teamleder for Direktionssekretariatet, Signe Klintgaard Korać på 21 16 76 27.
Ansøgning Hvis du er interesseret i stillingen, beder vi dig sende ansøgning sammen med cv og anden relevant dokumentation elektronisk via stillingsopslaget på fstyr.dk senest den 1. marts 2026. Vi forventer at gennemføre samtaler til første runde den 9. marts 2026 og 12. marts 2026 til anden runde.
Du kan blive bedt om at forberede en case til samtalen.
Der bliver indhentet reference som led i ansættelsesprocessen.
Færdselsstyrelsen ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle, uanset personlig baggrund, til at søge.