Institut for Militære Operationer søger en engageret administrativ medarbejder, der skaber struktur, overblik og fremdrift i vores daglige arbejde.Om os Institut for Militære Operationer er Forsvarets videnscenter inden for militære operationer. Instituttet består af fire centre: Center for Værnsfælles Operationer, Center for Landmilitære Operationer, Center for Maritime Operationer samt Center for Luft- og Rumoperationer.
Militære Operationer har 115 faste medarbejdere, hvoraf størstedelen er militære. Derudover har vi en række civile forskere – både danske og internationale. Vi er desuden i gang med at opbygge en reservekadre på op til 25 reserveofficerer, som skal støtte dele af vores uddannelsesaktiviteter.
Vores kerneopgave er at uddanne officerer fra Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet, der effektivt kan planlægge og gennemføre operationer på taktisk og operativt niveau. Uddannelserne er praksisnære, digitalt understøttede og baseret på både egen og national/international forskning.
Vi samarbejder med de øvrige institutter og stabe på Forsvarsakademiet samt med Forsvarets øvrige myndigheder for at sikre, at vores aktiviteter er relevante og målrettet Forsvarets behov. Samtidig bidrager vi med videns produktion, faglige input og formidling inden for militære operationer.
For at understøtte vores operative og uddannelsesmæssige output, søger vi nu en medarbejder til vores interne administration.
Om stillingen Stillingen består overordnet af to delelementer.
Den første del er generel administrativ støtte til hele instituttet, hvor du som administrativ medarbejder får du en central rolle i at sikre effektiv håndtering af instituttets administrative processer samt understøtte ledelsen i bemandings- og personalerelaterede opgaver. Denne del af opgave løses fra Svanemøllens Kaserne.
Den anden del er en specifik administrativ opgave, i at støtte opbygningen og forvaltningen af Militære Operationer reservekadre ved Center for Landmilitære Operationer i forhold til, at støtte administrationen af Center for Landmilitære Operationer reserveofficersuddannelser. Der vil derfor være behov for, at arbejde fra Frederiksberg Slot hver anden uge om måneden i forbindelse med administrativ støtte til Center for Landmilitære Operationer.
Din indsats vil have direkte betydning for både medarbejdernes trivsel og instituttets samlede kapacitet og effektivitet.
Du bliver en del af et team, hvor grundighed, overblik og fleksibilitet er afgørende, og hvor vi med godt humør hjælper hinanden i opgaveløsningen.
Stillingen giver fleksibilitet i tilrettelæggelsen af arbejdsdagen, herunder mulighed for hjemmearbejde. Der er desuden muligheder for kompetenceudvikling gennem kurser, intern vidensdeling og deltagelse i projekter alt afhængig af dit nuværende kompetenceniveau samt ambitioner.
Om dig Du har en kontoruddannelse og erfaring med administration og sagsbehandling, gerne fra en offentlig myndighed.
Du arbejder struktureret, selvstændigt, prioriterer effektivt og bevarer overblikket. Du er proaktiv og kommer selvstændigt med forslag til forbedring af vores administrative processer.
Vi lægger vægt på, at du:
- har erfaring med personaleadministration
- arbejder selvstændigt og samtidig indgår i et team
- har erfaring med SAP, DeMars og rapportudtræk herunder erfaring med tids- og rejseadministration
- kommunikerer klart og professionelt – både skriftligt og mundtligt, herunder gode engelskkundskaber, idet en del af vores medarbejdere ikke taler dansk
- kan opbygge relationer på tværs af organisationen – ikke bare i instituttet, men også til Forsvarsakademiets øvrige enheder og vores eksterne samarbejdspartnere
- er imødekommende, serviceminded og fleksibel i din tilgang til opgaver
- er løsningsorienteret og træffer velbegrundede beslutninger
Du vil også skulle bidrage til planlægning og gennemførelse af arrangementer såsom møder, seminarer og kontaktbesøg.
Ansættelsesvilkår Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i København.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte næstkommanderende ved Institut for Militære Operationer, Major Peter Grandahl på telefon 7281 7702 eller på mail:
FAK-IMO-NK@MIL.DK.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Aldijana Henic på telefon 32665299.
Ansøgningsfristen er den 1. maj 2026 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf. Stillingen er til besættelse hurtigst muligst.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarsakademiet Forsvarsakademiet (FAK) bidrager til Forsvarets opgaveløsning ved at levere relevante og tidssvarende uddannelser samt forskning og rådgivning til Forsvarets medarbejdere og myndigheder. Dertil støtter FAK koncernen med kursusadministration samt vejledning i pædagogik og digitale læringsformer.
FAK består af tjenestesteder i henholdsvis København, Varde, Slagelse, Karup og Frederikshavn og udbyder grund- og videreuddannelserne, herunder sergent- og officersuddannelser, inkl. sprogofficersuddannelsen, Den Militære Akademiuddannelse samt Master i Militære Studier. Derudover udbyder FAK en lang række efteruddannelser, der bidrager til, at Forsvarets medarbejdere og reserven kan løse deres opgaver effektivt og professionelt gennem hele karrieren.
FAK gennemfører forskning og udvikling indenfor de tre militære kerneområder; militære operationer, militær strategi og militær ledelse samt tilknyttede områder som krigshistorie, kulturforståelse og militær teknologi. FAK indgår i samarbejder med både danske og udenlandske forsknings- og uddannelsesinstitutioner og bidrager til udvikling af NATO's doktriner og forskningsprojekter. Vidensproduktionen understøtter uddannelserne, men anvendes og formidles også bredt til gavn for Forsvaret, nationale og internationale samarbejdspartnere samt samfundet som helhed. Læs mere på fak.dk.