Vi søger en imødekommende og effektiv administrativ medarbejder med evne til at binde alle de praktiske dele af dagligdagen sammen på vores adresse. En daglig dag, hvor du vil have stor kontakt med både interne og eksterne samarbejdspartnere. Vær med til at bidrage Du bliver en del af økonomikontoret, som er inddelt i fire teams: Data og Analyse, Budget, Regnskab og Administration og Service. Vi er klar til at byde dig velkommen i Administration og Service, et team på tre inklusiv dig, og hvor fagligheden og humøret er højt. Vi har et godt samarbejde, så selvom vi arbejder selvstændigt, så sørger vi for at hjælpe hinanden, så vi kommer i mål med teamets opgaver.
Fælles for kontoret er vores tætte og understøttende samarbejde både internt i styrelsen og med eksterne som fx vores leverandører. Du får altså en bred kontaktflade, hvor du kommunikerer med mange af vores kollegaer og samarbejdspartnere. Vi lægger vægt på godt samarbejde og den gode dialog.
Når du starter hos os, får du tilknyttet en sparringspartner, som sørger for din oplæring. Vi sikrer rammerne for din fortsatte faglige udvikling. I Skatteankestyrelsen understøtter vi generelt fleksible arbejdsvilkår, og rammerne for arbejdstilrettelæggelsen drøfter du med din leder med udgangspunkt i den samlede opgaveløsning.
Din hverdag Du skal være både administrativt og praktisk indstillet. Du arbejder omhyggeligt og med blik for detaljen. Din rolle vil være afgørende for, at dine kollegers hverdag forløber så smidig og effektiv som muligt. Dine arbejdsopgaver vil variere fra dag til dag, og overordnet set vil de bestå af en blanding af faste administrative opgaver og ad-hoc-opgaver.
Det kunne fx være:
- Løbende opfølgning og dialog med vores eksterne servicepartner om konkrete serviceopgaver som fx, rengøring
- Oprette sager i Bygningsstyrelsens Serviceportal og følge op på dem
- Indkøb og varebestilling
- Journalisering
- Varemodtagelse og fakturahåndtering
- Administration af alarmsystem
- Medvirke til at sikre, at lokaler fremstår præsentable og ordentlige
- Bistå med planlægning, indkøb og praktik i forbindelse med forskelligere interne arrangementer.
Du vil blive en værdsat kollega og medarbejder Som person kan du lide at have kontakt med mange mennesker og er god til at samarbejde. Du forstår at prioritere og planlægge dine opgaver og bevare overblikket i en omskiftelig hverdag, hvor du selv tager initiativet, når du ser et behov. Du har et positivt og imødekommende væsen og sætter en ære i at yde god service.
Din faglige baggrund er ikke så vigtig, men du skal have flair for og erfaring med de administrative opgaver, samt være praktisk anlagt.
Sidst, men ikke mindst har du et godt humør, og du sætter en ære i at bidrage til, at alle har en positiv oplevelse, når de henvender sig til dig.
Vidste du… … at Skatteankestyrelsen er en af landets største juridiske arbejdspladser, der dækker hele spektret af kompleksitet i skatteretten – lige fra ejendomsvurdering til transfer pricing og beskatning af lønmodtagere.
… at Skatteankestyrelsen er en uafhængig klagemyndighed. Det betyder, at når en borger eller virksomhed har fået en afgørelse fra fx Skattestyrelsen, som de ikke er enige i, så kan de klage til os. Det kan handle om hvilken skat eller moms, de skal betale. Vores vigtigste opgave er at hjælpe borgere og virksomheder med at få den korrekte afgørelse i deres sag inden for en rimelig sagsbehandlingstid. Hver dag går vi på arbejde for at sikre retssikkerhed, og det, synes vi, giver vores arbejde mening.
Kontakt og ansættelsesvilkår Upload din ansøgning, dit CV og eksamensbevis via linket ”Søg stillingen” senest den 6. maj kl. 12:00. Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte teamkoordinator Ditte Bachmann på telefonnummer 7237 8631.
Vi forventer at holde 1. samtaler den 11. maj og 2. samtaler den 21. maj. Vi kan anvende personligheds- og adfærdstest og evt. logisk test som dialogværktøj på 2. samtalen.
Der vil forud for ansættelsen blive indhentet referencer og straffeattest.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet.
Startdato er 1. august 2026 eller efter aftale.
Stillingen er på 20-25 timer om ugen. Det konkrete timeantal aftales ved ansættelse.
Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted er helt centralt i København ved Vesterport Station på adressen Ved Vesterport 6, 4. sal, 1612 København V.