Bliv økonomisk sparringspartner for en af GEUS’ faglige afdelinger Har du erfaring fra arbejde inden for økonomi, regnskab eller projektadministration, eller er du en engageret nyuddannet inden for disse områder? Motiveres du af at skabe overblik, følge økonomien tæt og hjælpe ledere og projektansvarlige med at træffe gode økonomiske beslutninger? Så kan du blive vores nye afdelingscontroller i GEUS.
Vi søger en kontoruddannet medarbejder, som får et selvstændigt ansvar for den økonomiske understøttelse af en af GEUS’ faglige afdelinger. Det er lige meget om du er erfaren eller nyuddannet, så længe du er motiveret for arbejdet. Du bliver afdelingens faste kontaktperson i økonomiske spørgsmål og arbejder konkret med projektøkonomien i en portefølje af forsknings- og rådgivningsprojekter.
Om stillingen Du bliver en del af controllerteamet i afdelingen for Økonomi og Kontrakter. Du får som udgangspunkt ansvaret for én faglig afdeling og en række større projekter for eksempel EU-finansierede projekter. Som afdelingscontroller understøtter du den faglige afdeling med budgettering, opfølgning og afrapportering både for afdelingen som helhed og for dens projekter og aktiviteter.
Din vigtigste opgave er at skabe et sikkert og anvendeligt økonomisk overblik. Du følger afdelingens budget og prognoser, reagerer på afvigelser og rådgiver afdelingsledelsen om økonomiske prioriteringer. Samtidig følger du projekternes økonomi fra oprettelse og budget til fakturering, opfølgning og afsluttende regnskab. Du arbejder derfor både med den daglige økonomiadministration og med den løbende dialog om økonomi, kapacitet og forventet resultat.
Dine vigtigste opgaver:
- Være fast økonomisk sparringspartner for en faglig afdeling og understøtte afdelingsledelsen med budgetter, prognoser, opfølgning og økonomiske beslutningsgrundlag.
- Følge afdelingens projekter og aktiviteter, herunder oprette projekter, vedligeholde budgetter og følge op på forbrug, indtægter, bemanding og forventet resultat.
- Sikre den løbende økonomiadministration gennem blandt andet salgsfakturering, periodiseringer, konteringer, omposteringer og afstemning af projektregnskaber, for særligt EU-projekter.
- Udarbejde og kvalitetssikre økonomiske opfølgninger og afrapporteringer samt vejlede ledere og projektansvarlige om arbejdsgange, dokumentation, frister og bevillingsvilkår.
- Bidrage til fælles opgaver i controllerteamet og til udvikling af arbejdsgange, styringsmodeller og økonomisk rapportering på tværs af GEUS.
Hvem er du? Vi forestiller os, at du er kontoruddannet – gerne med speciale inden for økonomi eller offentlig administration – og du kan have flere års erfaring med økonomiopfølgning, regnskab, projektøkonomi eller anden økonomiadministration. Du kan også have praktisk erfaring fra din studietid. Det er en fordel hvis du har erfarig fra en statslig institution, et universitet, en kommune, en region eller en anden større organisation.
Du arbejder struktureret og omhyggeligt, og kan både holde styr på detaljerne samtidig med at du bevarer det samlede økonomiske overblik. Du tager ansvar for dine opgaver, følger op på aftaler og frister, og er tryg ved at tage dialogen med ledere og projektansvarlige, når økonomien udvikler sig anderledes end forventet.
Vi lægger særligt vægt på, at du har et sikkert økonomiadministrativt fundament, er rutineret i Excel og kan formidle økonomi klart til kolleger uden økonomibaggrund. Erfaring med budgetopfølgning, statslig økonomistyring, Navision Stat, IndFak, RejsUd eller eksternt finansierede projekter er en fordel, men ikke et krav.
Dine nye kolleger Afdeling for Økonomi og Kontrakter består af 11 dygtige og engagerede medarbejdere, heraf 5 i controllerenheden, der står for den samlede økonomistyring af omkring 500 projekter og aktiviteter. Vi understøtter forskning og rådgivning inden for primært klima- og miljødagsordener som rent drikkevand, oversvømmelser, tørke, lagring af CO₂, kortlægning af ressourcer og overvågning af indlandsisen i Grønland. Da GEUS også har faciliteter i Aarhus, kan der forekomme rejsetid i stillingen.
Du bliver en del af et fagligt miljø med tæt samarbejde, hjælpsomhed og en uformel omgangstone. I Økonomi og Kontrakter refererer du til teamlederen for økonomistyring.
Et arbejdsmiljø med fokus på faglig udvikling og trivsel Der er mange gode grunde til, at du skal vælge et arbejdsliv i GEUS.
Vi er en mangfoldig medarbejderskare på cirka 300 engagerede medarbejdere i GEUS. I GEUS er tillid og fleksibilitet nøgleord. Arbejdsmiljøet er levende, uformelt og internationalt. Vores arbejdsopgaver er alsidige, og der er god mulighed for, at du selv får indflydelse på udviklingen af din opgaveportefølje.
Vi prioriterer faglig udvikling, blandt andet ved at tilbyde adgang til kurser og anden efteruddannelse. Det sociale er også vigtigt i GEUS, og vi har for eksempel et rigt foreningsliv med personale- og kunstforening.
I GEUS prioriterer vi den enkelte medarbejders generelle trivsel højt. Vi prioriterer, at personaleledere er tæt på medarbejderne, og vi har fleksible arbejdstider, der muliggør, at du kan tilrettelægge dit liv, så der er plads til det, der betyder noget for dig. Hvis der er behov for en enkelt hjemmearbejdsdag, er der også mulighed for det.
Derudover har vi træningsfaciliteter med tilknyttet fysioterapi på arbejdspladsen.
Løn og ansættelsesforhold Løn og ansættelsesforhold sker i henhold til den relevante overenskomst.
Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle interesserede uanset køn, alder, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
Yderligere oplysninger Hvis du ønsker supplerende oplysninger, er du velkommen til at kontakte Teamleder i Økonomi og Kontrakter Anders Weise Frank på telefon 91 33 34 43 eller e-mail anfra@geus.dk
Er du interesseret? Er du interesseret i stillingen, hører vi gerne fra dig. Ansøgningen skal være vedlagt dit CV samt relevante eksamenspapirer på dansk eller på engelsk.
Ansøgningen sendes senest
onsdag den 9. september 2026. Vi forventer at afholde samtaler i uge 38 og 39 med henblik på tiltrædelse snarest muligt.
Ansøgninger eller andet materiale modtaget efter tidsfristen vil ikke blive taget i betragtning.