Afdelingslæge eller overlæge i infektionsmedicin, Sjællands Universitetshospital Roskilde.
Vi søger yderligere en speciallæge til vores nuværende hold af infektionsmedicinere ved Medicinsk Afdeling, Sjællands Universitetshospital, Roskilde. Du vil blive en del af det infektionsmedicinske team, som varetager udredning og behandling af komplicerede infektioner ambulant samt under indlæggelse.
Stillingen kan besættes fra den 1. februar 2023 eller snarest muligt derefter. Der er ingen udetjeneste forbundet med stillingen.
Det infektionsmedicinske speciale i afdelingen
Aktuelt er ansat 7 speciallæger hvoraf en har primær funktion i Diagnostisk Center. Afdelingen har endvidere årligt to hoveduddannelsesforløb i infektionsmedicin for læger som er midtvejs i deres speciallægeuddannelse.
Det ene af afdelingens sengeafsnit har primært specialiserede infektions - og lungemedicinske patienter, som er overflyttet til specialistbehandling fra regionens øvrige sygehuse eller via Akutmodtagelse og ambulatorium. Akutmodtagelsen på Sjællands Universitetshospital Roskilde modtager kun patienter indlagt via 112 fra Roskilde Kommune.
Infektionsmedicinsk afdeling har regionsfunktion og dækker hele det infektionsmedicinske spektrum hvorfor speciallægen vil kunne fastholde og videreudvikle specialistkompetencer indenfor udredning og behandling af den komplekse infektionsmedicinske patient.
De ambulante funktioner omfatter en hepatitis-enhed, som drives i samarbejde med gastroenterologerne på Sjællands Universitetshospital Køge, samt enhed for mykobakterier, som varetages i fællesskab med afdelingens lungemedicinere. Der er et stort og velfungerende hiv ambulatorium. Endvidere er der ambulant opfølgning af alle patienter der har været indlagt med infektioner i fx hjerne og rygsøjle.
Vi tilbyder
Du vil indgå i det eksisterende infektionsmedicinske speciallægeteam med kliniske funktion i specialets ambulatorier og sengeafsnit, hvor fordelingen af funktionstid vil kunne aftales efter interesse og kvalifikationer. Du vil få mulighed for at sammensætte et ambulatorieprogram, svarende til dit interesseområde.
I det infektionsmedicinske team lægger vi vægt på godt samarbejde, både internt i lægegruppen, tværfagligt med de andre faggrupper, samt udadtil på sygehuset og i regionen. Afdelingen prioriterer det højt, at den enkelte speciallæge har mulighed for at dyrke specialinteresser og efteruddannelse, og fortsætte med eventuelle forskningsinteresser. Afdelingens infektionsmedicinere har eksempelvis været involveret i flere nationale og internationale fora, har arbejdet i Ukraine for WHO, Røde Kors og i Sierra Leone for Læger uden Grænser.
Du vil indgå i den intern medicinske og infektionsmedicinske døgndækkende specialevagt. Vagthyppigheden udgør ca. 5 vagter per måned. Vagterne er tilrettelagt som beredskabsvagt.
Medicinsk Afdeling
Afdelingen har regionsfunktion indenfor lungemedicin, infektionsmedicin og nefrologi og modtager akutte og elektive patienter i disse specialer samt akutte patienter inden for det intern medicinske hovedområde. Afdelingen varetager primært specialiserede funktioner inden for de tre grenspecialer, mens indlagte patienter med almene, ikke – specialiserede lidelser overvejende håndteres på regionens øvrige sygehuse. I Medicinsk Afdeling har vi 3 sengeafsnit med i alt 57 senge og en omfattende ambulant produktion med ca. 50.000 årlige konsultationer.
Under Medicinsk Afdeling hører også Medicinsk Diagnostisk Center og dialyseafsnittene i Roskilde og i Nykøbing Falster og per 15. november hæmodialyseafsnit på Køge Sygehus.
Specialerne har et godt samarbejde og en du vil som speciallæge opleve en inkluderende stemning i personalegruppen hvor der er et behageligt lægefagligt og tværfagligt samarbejde.
Forskning
Medicinsk Afdeling har et veletableret og voksende forskningsmiljø med 2 forskningslektorer, et klinisk professorat i lungemedicin og 5 ph.d.-studerende. Den infektionsmedicinske forskning på afdelingen har udviklet sig hastigt de seneste år med oprettelse af et forskningslektorat, og herudover er 2 infektionsmedicinske speciallæger nu delvist frikøbt til forskning. Infektionsmedicinsk har der været initieret original forskning i blandt andet CNS-infektioner, HIV-patienters knoglemetabolisme, og omfattende deltagelse i nationale Covid-studier. Afdelingen har en velfungerende Klinisk Forskningsenhed, hvor den infektionsmedicinske forskning udgør en betydelig andel.
Undervisning
Sjællands Universitetshospital har samarbejde med Københavns Universitet. Medicinsk Afdeling varetager klinisk undervisning af lægestuderende for 3. semester bachelor og 3. semester kandidat iht. aftale med Københavns Universitet. Afdelingen har, udover forskningslektoraterne, fem kliniske lektorater – herunder to i infektionsmedicin.
Den lægelige videreuddannelse er et højt prioriteret område og omfatter uddannelse for læger i
- Introduktionsstillinger
- Hoveduddannelse i almen medicin
- Hoveduddannelse i fem medicinske specialer, herunder lungemedicin
Afdelingens lægelige stab pr. 01.01.23
I Roskilde er der aktuelt 20 overlæger og 6 afdelingslæger med speciallægeanerkendelser i henholdsvis allergologi, infektionsmedicin, lungemedicin, nefrologi og almen medicin. Afdelingen har herudover fire 1. reservelæger og 16 reservelæger.
I Næstved er der 4 lungemedicinske overlæger, 2 afdelingslæger, 2 hoveduddannelseslæger og yderligere 4 læger.
Kvalifikationer
Vi søger en speciallæge i infektionsmedicin, som har interesse for og evne til at videreudvikle specialet. Foruden faglige kompetencer søger vi en speciallæge med gode personlige egenskaber med evne til at samarbejde og kommunikere konstruktivt; både med kolleger og på tværs af faggrænser. Det vil være en fordel, hvis du har interesse for forskning og ønske om at bidrage til udvidelse af afdelingens forskningsprofil.
Ved ansættelse som overlæge forventer vi at dine kliniske kompetencer er fuldt udviklede, at du er med til at tage ansvar for at skabe en motiverende arbejdskultur på afdelingen, og at du varetager ledelsen af et nærmere defineret ansvarsområde i afdelingen.
Sjællands Universitetshospital anvender en vurdering af de syv lægeroller i den faglige bedømmelse. Ansøger bedes i ansøgningen - med bedst mulig dokumentation - forholde sig konkret og systematisk til de syv lægeroller.
Ansættelse som overlæge kræver godkendelse, både jf. den faglige bedømmelse, og efter Danske Regioners krav om 5 års anciennitet som speciallæge.
Læs mere her om dine karrieremuligheder inden for netop dit speciale og hør, hvorfor andre af dine kolleger allerede har valgt Region Sjælland på Det Gode Lægeliv
Om os
Den 1. januar 2024 fusionerede Sjællands Universitetshospital (SUH) med Nykøbing F. Sygehus (NFS). Som et af Danmarks største akutsygehuse driver og udvikler vi sygehusene i Køge, Roskilde og Nykøbing F. Vi har aktivitet på alle regionens sygehuse, og vi betjener alle regionens patienter med specialiserede sundhedsydelser samt tilbyder sundhedsydelser inden for 32 forskellige lægelige specialer.
Som Danmarks seneste universitetshospital søger vi at omdefinere tilgangen til, hvordan sundhedsfaglige ydelser leveres i regionen. Vi stræber efter at sikre lige sundhedstilbud for alle. Med øget fokus på uddannelse, forskning og innovation arbejder vi ud fra tankesættet om at bygge bro over afstande, etablere tværfaglige fællesskaber og bringe specialiseret behandling tættere på borgerne.
Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F. her
Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Køge og Roskilde her
Se video om Sjællands Universitetshospital her