Afdelingschefer til Sourcingdivisionen ved Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse Vil du være med til at arbejde for Danmarks sikkerhed? Og vil du være chef for en ambitiøs afdeling, som bistår med anskaffelser til FMI/Forsvaret? Så kan du blive vores nye kollega.
Vi søger to nye afdelingschefer til Sourcingdivisionen ved Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI).
Om os Hos FMI er vi med til at passe på Danmark ved at støtte Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og Hjemmeværnet med materiel og it. Vores støtte består i indkøb og vedligehold af materiel og it, hvilket kan være alt fra kampfly og fregatter til servere og headsets. FMI er en af Danmarks største offentlige indkøbsorganisationer og administrerer mange milliarder kroner årligt. Pengene bliver brugt til at yde den bedst mulige støtte til bl.a. de udsendte styrker og operative enheder.
I FMI foretager vi de strategiske indkøb, der er en forudsætning for at varetage Danmarks sikkerhed i årene, som kommer. Grundlaget for vores anskaffelser skal selvfølgelig være i orden, og kompleksiteten er høj, når reglerne skal kombineres med vores markedskendskab, kommercielle fokus og ikke mindst de operative behov. Derfor har vi samlet vores juridiske, udbudsprocessuelle og kontraktuelle kompetencer i en Sourcingdivision. Divisionen består af ca. 180 medarbejdere fordelt på fire afdelinger.
Om stillingen Som vores kommende afdelingschef skal du stå i spidsen for ca. 60 medarbejdere fordelt på fire sektioner. Afdelingens kerneopgave er at bistå kapaciteterne Cyber, Luft, Maritim og Land med udbudsretlig støtte. Desuden bistår afdelingerne indsatserne omkring donationer til Ukraine samt FMI programmer, herunder DOT, jordbaseret luftforsvar, flådeprogrammet m.v. Hver afdeling har en sektion i Brabrand, der ligeledes har en sektionschef, som refererer til afdelingschefen.
Din direkte ledelsesopgave vil rette sig mod dine sektionschefer, men du har også et stort ansvar i at lede sammen med øvrige chefer i afdelingen og at deltage i forskellige fora på tværs i hele FMI.
Afdelingen har et tæt samarbejde med de øvrige sektioner og afdelinger i divisionen, som bl.a. har ansvaret for contract management, leverandørstyring, ESG, Quality Assurance, internationalt samarbejde, m.v. Afdelingerne har som et fokusområde at sikre sammenhæng mellem udbud og kontrakt- og leverandørstyring.
Dine opgaver som afdelingschef bliver blandt andet at: - Konsolidere samarbejdet mellem de øvrige afdelinger samt at understøtte udviklingen af den udbudsstrategiske styring;
- Effektivisere processer inden for udbudslovgivningens rammer så vi fortsat kan følge det stigende operative behov;
- Sikre klarhed om roller og ansvar samt retning og prioritering af afdelingens opgaveløsning både indadtil og udadtil;
- Bidrage til et konstruktivt samarbejde omkring ledelsen af den samlede division sammen med Sourcingdirektøren, som du refererer til, og de øvrige chefer i divisionen;
- Omsætte den overordnede strategiske retning for FMI og for divisionen til konkrete, håndterbare indsatser på afdelingsniveau.
Om dig Vi forestiller os, at du har en lang videregående uddannelse samt en relevant erhvervserfaring, som gør dig i stand til at agere kommercielt i en udbudsretlig kontekst. Du har flere års ledelseserfaring, herunder også erfaring med ledelse via ledere.
Som person har du helhedsforståelse samt gode samarbejds- og planlægningsevner foruden analytisk sans. Det er vigtigt, at du evner at samle chefer og medarbejdere i en fælles retning.
I Sourcingdivisionen vægter vi trivsel meget højt, og vi stræber efter at have en attraktiv arbejdsplads med glade kollegaer. Det er derfor vigtigt, at du er garant for et godt arbejdsmiljø som grundlag for et godt samarbejde.
Endelig er det vigtigt, at du kan begå dig i et politisk miljø, og at du har kendskab til politisk betjening. Hvis du har juridisk baggrund og erfaring, vil dette også være et plus.
Ansættelsesvilkår Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten og fastsættes som udgangspunkt på åremål. Den endelige lønpakke vil afhænge af din baggrund og dine kvalifikationer, men stillingen er indplaceret i løngruppe 1. Derudover er der mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer.
Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiver finansieret pension.
Hvis du i forvejen er tjenestemand, er der mulighed for, at ansættelsen kan ske som tjenestemand i lønramme 37 efter en konkret vurdering. Ansøgningen skal stiles til Kongen, medmindre du allerede er indplaceret i lønramme 37.
Ansættelsesområdet er Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner.
Stillingen er ledig til besættelse hurtigst muligt.
Dit daglige tjenestested er Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse i Ballerup.
Som ansat under Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne i hele din ansættelsesperiode.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chef for Sourcingdivisionen, Bolette Bisp Justesen på mail:
fmi-sd-ch@mil.dk eller telefon 40337839.
Hvis du har spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 2941 7033.
Ansøgningsfristen er den 25. juni 2026. 1. Samtaler afholdes løbende.
Du kan søge stillingen via nedenstående link.
Forsvarsministeriets ministerområde er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.