Vil du stå i spidsen for en kapacitet i Danmarkshistoriens største forsvarsinvestering? Program Jordbaseret Luftforsvar gennemfører Danmarks største materielanskaffelse. Vi etablerer fire nye jordbaserede luftforsvarssystemer, der skal beskytte Danmark i årtier frem.
Vi søger nu en chef for et af de fire kapacitetscentre, der etableres i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse – en chef med teknisk indsigt, strategisk overblik og gennemslagskraft til at opbygge, drive og videreudvikle en kompleks militær kapacitet.
Hvis du motiveres af ansvar, tempo og reelt beslutningsrum, og hvis “Celeriter Praesto” – hurtigst muligt – er en tilgang, du kan stå på mål for, er dette en sjælden mulighed.
Om Program Jordbaseret Luftforsvar Programmet er organiseret i otte hovedområder: Human Resources, Operationer, Materiel & Logistik, Etablissement, Uddannelse & Træning, Interoperabilitet, Sikkerhed og Systemanskaffelse. Et programkontor understøtter planlægning, koordinering og økonomistyring.
Du bliver ansat i området Materiel & Logistik, hvor vi etablerer det tekniske og logistiske fundament under de nye kapaciteter. Vi opbygger kapacitetscentre, udvikler direktiver, etablerer vedligeholdelses- og forsyningsstrukturer og sikrer overgangen til stabil, sikker og dokumenteret drift.
Materiel- og logistikorganisationen er i vækst og forventes at omfatte 25–30 medarbejdere inden for det kommende år. Som kapacitetscenterchef får du afgørende indflydelse på struktur, arbejdsprocesser og kultur.
Om stillingen Som Kapacitetscentermanager har du det samlede kapacitetsansvar for ét jordbaseret luftforsvarssystem.
Kapacitetsansvaret omfatter hele materiellets livscyklus: Anskaffelse, implementering, drift, videreudvikling og senere udfasning.
Du er systemansvarlig og øverste faglige myndighed inden for kapaciteten. Det indebærer ansvar for:
- Driftsklarhed og teknisk integritet
- Materiel- og våbensikkerhed
- Konfigurationsstyring og dokumentation
- Forsynings- og lagerstruktur
- Økonomi og prioritering
Du leder et kapacitetscenter med 6–8 medarbejdere og har ansvar for både opgaveløsning, prioritering og faglig udvikling.
Hovedopgaver:
- Overordnet kapacitetsansvar “fra vugge til grav”
- Personale- og opgaveledelse af kapacitetscentret
- Planlægning og gennemførelse af anskaffelses- og modifikationsaktiviteter
- Systemansvar, inkl. sikkerhed, konfigurations- og lagerstyring
- Budgetansvar og økonomisk prioritering
- Udarbejdelse af vedligeholdelses- og forsyningsdirektiver
- Etablering og videreudvikling af drifts- og vedligeholdelseskapacitet
- Supply chain- og behovsstyring i samarbejde med Buying Centers
- Faglig dialog med operative brugere og industrielle leverandører
- Udarbejdelse af analyser og beslutningsoplæg på strategisk niveau.
Du arbejder tæt sammen med systemingeniører, tekniske sagsbehandlere, programledelse og operative enheder. Du sikrer, at kapacitetscentret fremstår som en samlet, erfaren og professionel enhed.
Der må forventes mindre rejseaktivitet nationalt og internationalt.
Hvorfor stillingen er unik:
- Du får det samlede ansvar for en kritisk national forsvarskapacitet
- Du kombinerer teknisk, økonomisk og organisatorisk ledelse
- Du opbygger en kapacitet fra grunden
- Du arbejder med avancerede militære systemer i international kontekst
- Du træffer beslutninger med direkte operativ og strategisk betydning
- Du er med til at skrive Danmarkshistorie
Det er en rolle med betydelig kompleksitet, høj frihedsgrad og reelt mandat.
Om dig Du har en akademisk baggrund eksempelvis som ingeniør og solid erfaring med komplekse materielsystemer eller teknisk ledelse.
Erfaring fra luftforsvar er ikke et krav. Systemforståelse og ledelsesmæssig tyngde er afgørende.
Vi lægger vægt på, at du:
- Har erfaring med teknisk ledelse, systemansvar eller kapacitetsopbygning
- Kan navigere i komplekse tekniske og organisatoriske sammenhænge
- Arbejder struktureret og analytisk
- Trives i krydsfeltet mellem teknik, drift og økonomi
- Skaber retning og sammenhæng i en voksende organisation
- Kommunikerer klart og præcist på dansk og engelsk
Vi tilbyder- En ledende nøglerolle i opbygningen af Danmarks nye luftforsvar
- Et teknisk miljø med højt fagligt niveau
- Betydelig indflydelse på struktur og arbejdsgange
- Fleksible arbejdsvilkår
- Gode muligheder for faglig og ledelsesmæssig udvikling
Ansættelsesvilkår Stillingen er slået op, både som militært og civilt
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Ballerup
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Chef Rune Pilgaard Nielsen, på telefon 2539 2819 eller Major Bjørn Boesen, på telefon 5089 7219.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Mia Backhausen på telefon 3266 5574.
Ansøgningsfristen er den 30. marts 2026 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf. Stillingen er til besættelse snarest muligt.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse: Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet.
FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for. Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.