Brænder du for at udvikle den strategiske styring inden for økonomi og it i staten? Kan du lede store og ambitiøse transitioner, som er komplekse og går på tværs af dagsordener og organisationer? Ønsker du at være en del af et velfungerende kontor med en stor mangfoldighed og høj faglighed? Så er du måske vores nye chef for transitioner.
Om stillingen Som chef for transitioner får du bl.a. til opgave at sætte retningen for og koordinere de tværgående transitioner forbundet med, at statslige institutioner overgår til de fællesstatslige digitale løsninger. Du vil få en række medarbejdere fra Økonomistyrelsens fagkontorer i faglig reference efter behov og kompetencer. Antallet af medarbejdere har dermed ikke en fast størrelse men sammensættes løbende.
Som chef for transitioner får du en central rolle i at repræsentere Økonomistyrelsen overfor eksterne kunder og interessenter. Det er derfor vigtigt, at du kan navigere i et krydsfelt af interessenter, stå for den faglige ledelse af skiftende medarbejdere og eksterne leverandører samt sikre løbende fremdrift.
Arbejdet med større transitioner forankres hos en vicedirektør, og du vil ifm. arbejdet med transitioner referere fagligt til vicedirektøren. Du vil samtidig skulle indgå i et tæt samarbejde med kontorchefer og nøglemedarbejdere i relevante fagkontorer i Økonomistyrelsen. Du vil blive ansat i kontoret for Økonomistyring og Implementering, hvor du også vil kunne indgå i andre relevante opgaver.
Om dig Vi søger en ambitiøs og dygtig lederprofil med en del års erfaring, som har erfaring med at drive store projekter, gerne i centraladministrationen. Og så forventer vi, at du kan genkende flere af nedenstående karakteristika om dig selv:
- Har erfaring med at faglig ledelse i store projekter og digitale transformationer.
- Har et højt ambitionsniveau på egne og projektets vegne og vil tage ansvar for at opbygge stærke faglige kompetencer.
- Har flair for at forstå og håndtere interessenters udfordringer fra både et teoretisk og praktisk perspektiv og identificere pragmatiske løsninger.
- Har lyst til at være en del af en kultur, hvor vi arbejder aktivt med udvikling og feedback, og hvor det bedste argument (fagligt og praktisk) er i højsædet, uafhængigt af anciennitet og titel.
- Har relevant uddannelsesbaggrund, fx cand.scient.pol, cand.oecon, cand.polit eller lignende uddannelser.
Om os Du bliver en del af et kontor bestående af 27 medarbejdere. Kontoret er kendetegnet ved, at vi vil hinanden, har en høj faglighed og er ambitiøse på egne og vores brugeres vegne. Vi er en blanding af erfarne specialister og relativt nyuddannede generalister med forskellige uddannelsesbaggrunde.
I Økonomistyrelsen er vi ca. 400 medarbejdere, og som del af Finansministeriets koncern arbejder vi for en effektiv og sammenhængende stat. Vores kerneopgave er at tænke på tværs og levere fælles løsninger, der gør det nemmere for de statslige institutioner at fokusere på deres kerneopgaver.
Vores løsninger anvendes bredt, og vi er med til at forme, hvordan hele staten drives. Vi arbejder med processerne end-to-end og har indflydelse hele vejen fra idé til implementering. Vi samarbejder i stærke fagmiljøer på tværs af økonomi, løn, HR, indkøb og digitalisering, og vi går op i at udvikle det fulde potentiale i vores medarbejdere. Hos os vil du opleve hurtigt at få spændende opgaver og et stort ansvar. Du kan læse mere om os på vores hjemmeside oes.dk.
Hos os betyder tilstedeværelse sammen med vores kollegaer meget, og vi mener, at samarbejde og videndeling på tværs af styrelsen er afgørende for et godt arbejdsmiljø. Samtidig vil vi gerne sikre fleksibilitet for vores medarbejdere, og hjemmearbejde kan løbende aftales mellem chef og medarbejder, når det er foreneligt med opgavevaretagelsen.
Ansættelsesvilkår Du ansættes efter overenskomst for akademikere i staten og vil blive indplaceret som chefkonsulent på baggrund af dine kvalifikationer
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode. Du vil i forbindelse med ansættelsen blive bedt om at fremsende en privat straffeattest, som du rekvirerer via www.politi.dk, eller ved fysisk fremmøde på din lokale politistation. Vi fortæller mere om dette undervejs i ansættelsesforløbet.
Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, pt. Finansministeriets departement, Statens Administration, Statens It, Økonomistyrelsen samt Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.
Arbejdsstedet er Landgreven 4, 1017 København K.
Flere oplysninger Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Andreas Ferdinand Hansen på telefon 2485 5918 eller e-mail andhan@oes.dk.
Ansøgning Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg stillingen” senest den 30. april 2026.
Vi forventer at holde samtaler løbende og håber at kunne byde vores nye kollega velkommen hurtigst muligt.
Økonomistyrelsen ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.