Danida Fellowship Centre søger en programmedarbejder til forvaltning af forskningssamarbejder mellem danske universiteter og universiteter i udviklings- og mellemindkomstlande
Har du lyst til at være med til at skabe optimale rammer for forvaltning af forskningssamarbejder mellem danske universiteter og universiteter i udvalgte udviklings- og vækstlande? Vil du være med til at sikre god administration af bevillinger, effektiv sagsbehandling og kvalificeret sekretariatsbetjening?
På vegne af Udenrigsministeriet (UM) forvalter Danida Fellowship Centre (DFC) støtten til forskningssamarbejder mellem danske universiteter og universiteter i udviklings- og mellemindkomstlande. Herunder administrerer DFC de årlige ansøgningsrunder til forskningssamarbejder, agerer sekretariatsfunktion for et rådgivende udvalg (Forskningsfagligt Udvalg, FFU) under UM samt implementerer understøttende aktiviteter i forhold til forskningsmiljøer, videndeling og formidling, og resultatmåling.
Du kan læse mere om forskningsstøtten på DFC’s hjemmeside her
Om stillingen:
Vi søger en fuldmægtig i 1 år, med mulighed for forlængelse, som skal have primært fokus på effektiv forvaltning af forskningsstøtten, sagsbehandling inden for den samlede projektportefølje og understøttelse af andre opgaver i teamet. Arbejdet foregår i et tæt samarbejde med andre i det samlede forskningsteam, og relevante aktører såsom UM samt universiteter i Danmark og i udvalgte samarbejdslande.
Væsentligste arbejdsopgaver:
• at bidrage til effektive arbejdsgange, bevillingsstyring, sagsbehandling, mm.
• at forvalte og opdatere retningslinjer for modtagernes administration af midler
• at være sagsbehandler på igangværende forskningssamarbejdsprojekter
at bidrage til andre opgaver i teamet, bl.a. tilskudsforvaltning, afrapporteringsopgaver, og kvalitetssikring af afrapporteringer fra forskningsprojekter
Hos DFC mener vi, at diversitet er en vigtig styrke. Den hjælper os med at forstå den multifacetterede målgruppe vi arbejder med, og bidrager til, at vi kan bryde vaner og tænke innovativt. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset alder, køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
Vi ved også, at der kan være mange veje til jobbet. For at kunne lykkes i stillingen forventer vi at du:
• har erfaring med god tilskudsforvaltning og bevillingsadministration
• er fleksibel og omstillingsparat
• arbejder selvstændigt og kan holde styr på mange opgaver sideløbende
• trives i en medledende organisation, hvor alle har del i ledelsesansvaret, og hvor du løbende bidrager til at udvikle organisationens rammer og roller
• har flair for at anvende IT løsninger
• er en god holdspiller, som værdsætter samarbejde og den gode stemning på et kontor, der rummer forskellige typer af medarbejdere og opgaver
• kommunikerer på højt niveau på dansk og engelsk, både mundtligt og skriftligt
• har en relevant kandidatgrad
• Erfaring fra forsknings-, uddannelses- og universitetsverdenen er et plus, men ikke en nødvendighed.
Om Danida Fellowship Centre (DFC)
DFC er en selvejende institution, der bidrager til bæredygtig udvikling ved at facilitere kapacitetsudvikling, læring, videndeling og netværk. Vi arbejder ud fra en ambition om medledelse omkring tilrettelæggelse af ansvar og opgaver. Udover forskningsmidlerne forvalter DFC udenrigsministeriets bevillinger til kapacitetsudvikling af Danidas partnerorganisationer gennem videreuddannelsesforløb samt kapacitetsudvikling af universiteter i udvalgte samarbejdslande.
DFC har et uformelt arbejdsmiljø med 50 fastansatte medarbejdere samt 10 studentermedarbejdere. Karakteristisk for centret er de mange forskelligartede opgaver, samt fokus på synergi og fælles initiativer på tværs af organisationen, som forudsætter initiativrighed, innovativ tænkning og gode samarbejdsevner.
DFC har hovedsæde i Holbæk, samt mødefaciliteter og et kollegie på Frederiksberg.
Praktisk omkring stillingen:
Arbejdsstedet er Tidemandsvej 1 i Holbæk, hvor alle medarbejdere er fysisk tilstede minimum 3 dage om ugen (tirsdag, onsdag og torsdag).
Der vil være mulighed for op til 2 hjemmearbejdsdage om ugen, forudsat at arbejdsopgaverne kan løses fra hjemmearbejdspladsen.
Arbejdstiden er i gennemsnit 37 timer om ugen med daglig arbejdstid efter aftale. Uden om mødebåndet i Holbæk er det muligt at tilrettelægge arbejdstiden fleksibelt efter aftale. Det er tilladt at arbejde fra toget, hvis du pendler.
Stillingen ønskes besat senest 1. juni 2026 og er i udgangspunktet tidsbegrænset til 1 år med mulighed for forlængelse.
Løn er i henhold til gældende overenskomst mellem vedkommendes faglige organisation og Staten.
Ansøgningsfrist: mandag den 6. april
Interviews forventes at finde sted i uge 16.
Ansøgning vedlagt CV uden billede sendes til job@dfcentre.dk. Skriv dit navn og ”Programmedarbejder” i mailens emnefelt. Ansøgninger som ikke sendes til denne mail vil ikke blive taget i betragtning.
Yderligere oplysninger kan fås på www.dfcentre.com eller ved henvendelse til souschef Kaspar Bro Larsen (3524 8466).
| Firma | DANIDA FELLOWSHIP CENTRE Følg |
| Kontaktperson | Kaspar Bro Larsen |
| Arbejdsadresse | Tidemandsvej |
| Postnr.: | 4300 |
| Kommune | Holbæk |
| Telefonnr. | 35248466 |
| kbl@dfcentre.dk | |
| Ansøgningsfrist | 06/04/2026 |