Er du vores nye drengekorsleder?
Helsingør Domkirke er domkirke i landets største stift. Kirken er en central del af Helsingørs og Nordsjællands kirke- og koncertliv og arrangerer talrige særdeles velbesøgte koncerter. Nu ønsker vi at udvide aktiviteterne med et drengekor.
Jobbet:
Helsingør Domkirke har en lang tradition for drengekor. Koret blev nedlagt i 2020, men vi har arbejdet for at kunne genetablere koret under nye former. Og det kan vi nu, og derfor søger vi den rette leder til dette arbejde.
Der bliver tale om et stykke pionerarbejde, idet koret skal bygges op fra starten og føres frem til et stabilt kor med korskole. Som vores nye drengekorsleder vil du få stor indflydelse på, hvordan arbejdet skal gribes an, og vi kan garantere et fagligt og godt arbejdsmiljø som står klar til at bakke dig op.
I opstartsfasen skal der etableres gode samarbejds-kontakter med lokale skoler og kirker i hele provstiet, og skabes grundlag for at rekruttere egnede sangere til koret.
Du er:
Vi forestiller os en uddannet musiker/korleder fra et dansk musikkonservatorium eller tilsvarende, som brænder for at arbejde med unge stemmer og for at skabe et inspirerende musikalsk miljø, hvor glæde, nysgerrighed, respekt og anerkendelse går hånd i hånd med de musikalske resultater.
Det er vigtigt for os, at drengene hurtigt får sjove og givende koroplevelser sammen med andre drengekor. Du skal derfor være indstillet på at indgå i det landsdækkende drengekorsnetværk og være interesseret i at samarbejde med andre drengekor i hele landet. På lidt længere sigt forestiller vi os, at Helsingør Domkirkes Drengekor vil være i stand til at afholde selvstændige koncerter og selvfølgelig at blive en aktiv del af domkirkens øvrige liv herunder deltagelse i gudstjenester og koncerter.
Du har:
stor forståelse for den opgave, der venter
stort repertoirekendskab for aldersgruppen, både i det kirkelige og det verdslige repertoire, det klassiske og det rytmiske
en relevant uddannelse og erfaring i arbejdet med unge stemmer, gerne drengestemmer og med et klassisk udgangspunkt
gode samarbejdsevner, både overfor sangerne, forældrene, eksterne samarbejdspartnere og kollegaer
gode administrative evner
store musikalske evner og færdigheder indenfor sang, musikledelse og klaver
godt kendskab til den danske folkekirke
Som medarbejder i Helsingør Domkirke får du frihed til at arbejde med drengekor-projektet som du finder bedst under hensyntagen til kirkens øvrige aktiviteter. Du kan opbygge korskole og drengekor på den måde, du ønsker og i den rækkefølge, du ønsker. Som ansat vil du blive en del af et hold på to organister, en domkantor og ni professionelle sangere samt kirkens fem præster, to kordegne, tre kirketjenere og et aktivt menighedsråd.
Ferie og frihed afholdes fortrinsvist i forbindelse med skolernes ferier.
Stillingen ønskes besat pr. 15. april 2026 eller snarest derefter.
Timeantal: 19 timer pr. uge.
Ansættelsen af en korleder med eksamen som ”Kirkemusiker med Orgel og Korledelse” eller en korleder med PO-eksamen er omfattet af Overenskomst mellem By-, Land- og Kirkeministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010.
Korledere med en kandidat- eller bacheloruddannelse er omfattet af protokollat til akademikeroverenskomsten om overenskomstansættelse af DOKS-organister og faste lærere på kirkemusikskolerne indgået mellem Akademikerne og By-, Land- og Kirkeministeriet.
Aftalerne kan ses på www.folkekirkensintranet.dk
Årslønnen (fuld tid) for ansøgere med en kandidateksamen (DOKS) aftales i henhold til ny løn-AC-skalaen. Det vil sige en bruttoløn mellem 356.300,70 kr. – 434.159,97 kr. årligt (nutidskroner).
Der er knyttet rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt mellem 45.842,92 kr. – 71.200,18 kr. (nutidskroner). Indplacering og rådighedstillæg ydes efter anciennitet. Derudover kan der efter lokal forhandling ydes kvalifikations- og funktionstillæg.
Årslønnen for ansøgere med kirkemusiker-uddannelse i orgel og korledelse aftales i henhold til det aftalte basisløntrinssystem. Basistrin 1 udgør kr. 343.808,19 kr. årligt (fuld tid, nutidskroner) og basisløntrin 2 udgør kr. 361.226,00 kr. årligt (fuld tid, nutidskroner). Indplacering sker efter anciennitet.
Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt 29.104,64 kr. (nutidskroner).
Løn og rådighedstillæg kvoteres i overensstemmelse med stillingens ansættelsesbrøk (timetal).
Yderligere oplysninger om stillingen fås ved henvendelse til domorganist Else-Marie Kristoffersen tlf. 29 32 10 50
Ansøgning sendes senest mandag den 9. februar 2026 til formand for menighedsrådet Ulla Ringbæk på 7437fortrolig@sogn.dk