Ejendomsservicetekniker/specialarbejder til Etablissement- og Terrænkommandoen i Ballerup Har du gode praktiske færdigheder, og vil du være en del af en udvikling i Forsvaret, inden for etablissementsdrift og Facility management? Så har vi lige nu en spændende stilling i Ballerup og de tilhørende etablissementer.
Om os Etablissement- og Terrænkommandoen har hovedkontor i Hjørring, men har medarbejdere på tjenestesteder i hele landet.
Vi leverer og udvikler de fysiske rammer for de militære operative enheder og de øvrige myndigheder under Forsvarsministeriet. Vi sikrer varme og vand, udfører bygningsvedligeholdelse og mindre reparationer, driftsopgaver på vore skyde- og øvelsesterræner, og meget, meget mere.
Mange af opgaverne løses af vores 28 etablissementspartnerelementer, der er fordelt på de største tjenestesteder i hele landet. Her håndteres alt fra brugerhenvendelser og indkøb til arrangementsstøtte og bygningsvedligehold.
Tidligere har mange af disse opgaver været udført af en ekstern leverandør, men vi har hjemtaget flere af arbejdsopgaverne, for at understøtte hverdagen i Forsvaret og det operative behov langt bedre.
Derfor har vi også i løbet af de sidste år sagt velkommen til mange nye kollegaer, som alle skal bidrage til at skabe bedre fysiske rammer i hele Forsvaret. Det er store forandringer, og det bliver en travl og spændende periode. Vi har derfor brug for dygtige og engagerede kolleger, som har en god indstilling til service, og synes det er spændende at være med til at bygge en ny organisation op.
Om stillingen Du bliver en af Etablissement- og Terrænkommandoens lokale repræsentant på etablissementerne i Ballerup. Du får en central rolle i den daglige drift og er den primære kontaktperson for brugerne. Du opbygger et lokalkendskab til etablissementerne, og med en praktisk tilgang sikrer du, at faciliteterne fungerer optimalt og understøtter Forsvarets operative behov.
Dine opgaver omfatter blandt andet:
- Daglige driftsopgaver - sikre stabil drift af bygninger og faciliteter
- Affaldshåndtering - korrekt sortering og bortskaffelse
- Simpelt bygningsvedligehold - mindre reparationer og løbende vedligehold
- Fejl- og mangeludbedring - identificere og løse problemer hurtigt
- Mindre flytteopgaver - intern flyttehjælp og praktisk support
- Let arealpleje - udendørs vedligehold i mindre omfang
- Eskortering/håndværkervagt - ledsagelse af eksterne håndværkere i områder med adgangskrav
Derudover vil du:
- Assistere ved varemodtagelse og sikre korrekt håndtering af bestilte drifts- og vedligeholdelsesopgaver
- Føre tilsyn med leverandørers arbejde og deltage i inspektioner og kvalitetssikring
- Bidrage til en stabil og serviceorienteret drift, hvor du er med til at skabe gode rammer for Forsvarets medarbejdere
Om dig Vi søger en kollega, der enten er uddannet ejendomsservicetekniker eller har solid erfaring med tilsvarende opgaver inden for drift, vedligehold og tekniske installationer. Du trives i en praktisk rolle, hvor du både løser opgaver selvstændigt og samarbejder tæt med kolleger og brugere.
Vi søger en kollega, som:
- Har erfaring med vedligehold af bygninger og tekniske installationer
- Er tryg ved IT‑værktøjer som mailsystemer og digitale registreringssystemer
- Kommunikerer klart og imødekommende på dansk - både mundtligt og skriftligt
- Er udadvendt, serviceminded og god til at skabe relationer på tværs af brugergrupper
- Har en struktureret tilgang og kan bevare overblikket i en hverdag med mange forskellige opgaver
- Arbejder selvstændigt, tager ansvar og følger opgaverne helt til dørs
- Har et naturligt fokus på kvalitet og finder praktiske, effektive løsninger
Det er en fordel, hvis du har erfaring fra en drifts- eller serviceorganisation, men det vigtigste er, at du har det rette mindset og lysten til at bidrage til en velfungerende hverdag for Forsvarets medarbejdere.
Det er et krav, at du har kørekort B.
Ansættelsesvilkår Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og Organisationsaftale for rengøringsassistenter, sanitører, specialarbejdere og visse erhvervsuddannede m.fl. i staten mv. (3F).
Basislønnen som uddannet ejendomsserviceteknikker er 28.727,55
kr. pr. måned. Har du ikke en relevant faglig uddannelse, sker ansættelsen som specialarbejder med en basisløn på 26.060,75 kr. pr. måned.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Ballerup.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Jan A. Olsen på telefon 2172 1059 eller Lars Jehl på telefon 2364 5278.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Stinne Strøjr Hansen på telefon 2023 9031 eller HR-konsulent Louise Goul Avnegaard på telefon 3266 5838 eller via mail
PKOM-LGA@mil.dk.
Ansøgningsfristen er den 27. juli 2026 og samtaler forventes afholdt løbende. Stillingen er til besættelse hurtigst muligt.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af svendebrev. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Etablissement- og Terrænkommandoen Etablissement- og Terrænkommandoen (ETK) støtter og servicerer militære og civile myndigheder under Forsvarsministeriet. Vores opgave er at levere og udvikle attraktive fysiske rammer, som er nødvendige for deres daglige virke.
Vi bygger nyt, vedligeholder, driver kantiner og gør rent på tjenestesteder i hele landet.
Vi har på vegne af Forsvarsministeriets koncern ansvaret for det grønne område, der blandt andet omfatter miljø, energi og naturpleje.
Vores hovedkontor er i Hjørring, men vi har medarbejdere i hele landet. Vi er i alt 1600 ansatte, der tæller både civilt og militært ansatte. Vi er en organisation baseret på stærke fagfællesskaber, og vi prioriterer det tværgående samarbejde højt.
- Vi har ansvaret for over 600 lokationer spredt ud over hele Danmark.
- Vi administrer over 6000 bygninger og forvalter øvelsesområder, der samlet set er på størrelse med Mors.
- Vi bygger og vedligeholder i år for knap en milliard og er blandt andet bygherre på store projekter som campus til de nye F35-kampfly.