Vil du være med til at sikre den tekniske drift på Det Kongelige Teater? Slots- og Kulturstyrelsen drifter, vedligeholder og restaurerer en række af statens slotte, haver og kulturejendomme, herunder Det Kongelige Teaters ejendomme.
Vi har brug for en dygtig og moden driftstekniker, der sammen med de øvrige kolleger, kan varetage den daglige drift af de tekniske installationer på Det Kongelige Teaters ejendomme.
Om jobbet
Som driftstekniker bliver du en del af teknikergruppen i Operaen. I det daglige kommer du til at servicere mange af ejendommens tekniske basisinstallationer, og det er derfor vigtigt, at du har en god teknisk forståelse og et åbent sind overfor nye opgaver og problemstillinger.
Arbejdsopgaver
• Deltage i den daglige drift og vedligehold af Det Kongelige Teaters tekniske basisinstallationer
• Lede mindre projektopgaver
• Føre tilsyn med forebyggende vedligehold, som er outsourcet til eksterne leverandører
• Kvalitetssikring af ydelser i forbindelse med reparationer- og vedligeholdelsesopgaver
Du vil komme til at samarbejde med en lang række eksterne leverandører og have en del kontakt med vores brugere.
Om dig
Det er ikke en forudsætning, at du har uddannelse som elektriker men klart et plus, men der er forventning til at du har en god bred teknisk forståelse specielt inden for el og bygningsautomatik.
Derudover lægger vi vægt på at du
• har gode kundskaber eller interesse for alle aspekter indenfor ejendomsdrift
• kan arbejde, og fejlfinde selvstændigt, ikke mindst når du har vagten
• er fortrolig med IT – især Outlook og DALUX, som vi anvender i det daglige arbejde
• har kendskab til CTS-anlæg
• er samarbejdsorienteret og løser opgaver med en positiv, hjælpsom og respektfuld
holdning til kunder, leverandører og kolleger
• har lyst til at deltage i opgaver, der ligger uden for dit fag
Vi forventer ligeledes, at du er udadvendt med en god portion livskraft, og en positiv indgangsvinkel til livet.
Der er gode muligheder for medbestemmelse, og vi ser gerne at du er med til at udvikle vores område generelt.
Vi tilbyder
Det Kongelige Teater består af Operaen, Skuespilhuset, Gamle Scene og Balletskolen. Da Gamle Scene er fredet, og Operaen og Skuespilhuset har et meget højt teknisk niveau, giver det særlige udfordringer med hensyn til drift og vedligehold. Som driftstekniker på Det Kongelige Teater for SLKS vil du komme til at indgå i et driftsteam på 13 driftsteknikere og referere til driftschefen for SLKS på Det Kongelige Teaters ejendomme.
Teknikergruppen Operaen tæller i alt 5 medarbejdere fra Slots- og Kulturstyrelsen, og er sammensat af bl.a. elektrikere, smede og VVS’ere.
Vi er et godt team i udvikling, der værdsætter humor, ærlighed, åbenhed og en konstruktiv tilgang til opgaverne.
Ansættelsesvilkår
Der er tale om en fast stilling på 37 timer om ugen. Ansættelse og aflønning sker i henhold til fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område, samt Organisationsaftale for Håndværkere.
Dit tjenestested vil være i Operaen, København, men du skal være indstillet på at flytte dit faste tjenestested til andre lokationer lejlighedsvis eller permanent. Efter endt oplæring vil du indgå i vores vagtordning og dække aften- og weekendvagter.
Det er en betingelse for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at du kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen under ansættelsen.
Information og ansøgning
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til driftschef for Det Kongelige Teaters ejendomme, Jesper Z. Ladegaard på telefon 29 66 89 90 eller på mail jlz@slks.dk. Oplysninger om Slots- og Kulturstyrelsen findes på www.slks.dk:
Ansøgning sendes via nedenstående link seneste den 9. august 2026. Du bedes vedhæfte Ansøgning, CV og andre relevante bilag. Vi forventer at holde 1. samtale onsdag den 12. august 2026 og 2. samtale mandag den 17. august 2026.
Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.