Er du klar til at tage skridtet ind i ledelse – med fokus på faglig kvalitet og udvikling? Og vil du være med til at sikre trygge rammer og meningsfulde hverdage for borgere i eget hjem i Køge Kommune?
Så er det måske dig, vi søger i vores nyoprettede stilling som assisterende teamleder i Lokalteam Ølby.
Vi har fast base lige ved siden af Ølby Station med gode offentlige transportmuligheder i både nord- og sydgående retning. Derudover ligger Køgebugt Motorvejen tæt på, og vi har gode parkeringsmuligheder.
Om jobbet
Som assisterende teamleder bliver du en del af et engageret ledelsesteam, hvor du sammen med teamlederen har medansvar for den daglige drift og faglige udvikling i lokalteamet. Du får en central rolle i at sikre kvaliteten i opgaveløsningen, understøtte medarbejderne og bidrage til et sundt og motiverende arbejdsmiljø.
Dine opgaver vil bl.a. være:
- Medansvar for den daglige ledelse af lokalteamets medarbejdere – herunder fordeling af opgaver og koordinering af ressourcer.
- Faglig ledelse: Sikre kvalitet i plejeopgaverne, følge op på kvalitetsstandarder og audits, håndtere klagesager i samarbejde med teamlederen samt omsætte ny viden til praksis.
- Personaleledelse: Ansættelser, afskedigelser og omsorgssamtaler, afholde MUS/GRUS, introduktion af nye medarbejdere samt kompetenceafklaring og -udvikling.
- Facilitere tværfaglige møder og sikre triage.
- Deltage i survey, ældretilsyn og arbejdsmiljøtilsyn.
- Bidrage til implementering af velfærdsteknologiske tiltag og nye arbejdsgange.
- Deltage i lederfora og tværgående samarbejde med interne og eksterne partnere.
Det er vigtigt, at du kan se dig selv arbejde loyalt overfor organisationen og de politiske og administrative udmeldinger – herunder gældende standarder og lovgivning. Du vil ligeledes få medansvar for at sikre en økonomisk ansvarlig planlægning og drift.
Du bliver en del af en organisation, der arbejder aktivt med faglighed, læring og udvikling – og hvor vi prioriterer samarbejde og trivsel.
Hvem er vi
Vi dækker borgere i eget hjem i Ølby-området og Lille Skensved. Vores personalegruppe består af 50-60 engagerede medarbejdere med baggrunde som social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter, ergoterapeut, fysioterapeut og sygeplejersker. Vi er desuden uddannelsessted for både elever og studerende og har et tæt tværfagligt samarbejde med fysioterapeuter, ergoterapeuter og Visitationen.
Hos os tager arbejdet udgangspunkt i ældrelovens principper om helhedspleje. Vi arbejder ud fra den enkelte borgers konkrete behov, og prioriterer kontinuitet, så færrest muligt medarbejdere kommer i borgerens hjem.
Vi arbejder i tværfaglige miniteams, der varetager hele paletten af opgaver – sygepleje, rehabilitering, rengøring, træning, pleje og omsorg. De enkelte miniteams er selvtilrettelæggende.
I Lokalteam Ølby har vi en god omgangstone, hvor høj faglighed går hånd i hånd med humor, omsorg og varme. Det skaber tryghed og giver mulighed for at lære af hinanden.
Hvem søger vi
Det er et krav, at du har en relevant sundhedsfaglig uddannelse som fx sygeplejerske med dansk autorisation, social- og sundhedsassistent eller terapeut. Derudover er det et krav, at du påbegynder diplom i ledelse efter et års ansættelse, hvis ikke du allerede har en lederuddannelse.
Vores rette kandidat har:
- Lyst til ledelse og mod på at udvikle dig i rollen.
- Evnen til at skabe struktur og overblik – og til at motivere og udvikle medarbejdere.
- Gode kommunikationsevner, og bruger dem respektfuldt og anerkendende til at sætte dit budskab tydeligt igennem.
- En ledelsesstil der er nærværende, synlig og anerkendende.
- Fokus på at arbejde med ledelse efter kommunens personalepolitiske værdier samt principper for social kapital.
Ansøgning og vilkår
Stillingen er på fuldtid. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation.
Ansøgningsfristen er mandag den 2. februar 2026, kl. 12.00. Vi forventer at holde samtaler i uge 6.
Vi foretrækker, at du søger stillingen online: Klik på ”Søg stillingen” og vedhæft din ansøgning og dit CV.
Stillingen ønskes besat snarest muligt og senest pr. 1. april 2026.
Du vil få tjenestested på Ølby Center 64, 4600 Køge.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte driftsleder Michael Thamdrup på tlf.: 51 46 13 30.
I Køge Kommune bliver du en del af en organisation med dedikerede medarbejdere, der hver dag forenes i et fælles mål om at skabe værdi for borgerne. I kommunen ser vi mangfoldighed som en ressource, og ønsker at fremme ligestillingen. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede ansøgere til at søge stillingen – uanset køn, etnisk oprindelse, religion, alder eller eventuel funktionsnedsættelse.
Så bliv en del af holdet! Vi tilbyder dig et forskelligartet arbejdsmiljø og en lang række forskellige personalegoder, såsom sociale aktiviteter og adgang til vores feriehuse.
Læs mere om Køge Kommune på www.koege.dk