Så er du måske vores nye sekretariatsmedarbejder i 15 timer!Vi leder efter en kollega i en 15-timers stilling, der trives i en alsidig og supporterende rolle, hvor du bidrager til, at få vores hverdag hænge sammen – og hvor du bliver en vigtig del af et center med faglighed, humor og stærkt samarbejde.
En hverdag med meningHos os bliver du en del af Center for Politik og Organisation, der understøtter hele Lyngby Taarbæk-Kommune – fra dagtilbud og plejecentre til kulturinstitutioner og rådhus. Vi arbejder for at skabe de bedste rammer for både borgere og kolleger, og vi gør det med engagement, kvalitet og altid godt humør.
Denne stilling er en del af vores ledelsessekretariat, hvor du understøtter flere fagområder med opgaver, der kræver overblik, præcision og gode samarbejdsevner.
Mere end et arbejdeSom kommune gør vi en positiv forskel i borgernes liv, og det er vi stolte af. Du kommer til at spille en vigtig rolle i den daglige drift og udvikling af vores administrative processer som en del af teamet i Ledelsessekretariatet – og vores arbejde i kulissen for alle de kolleger, der arbejder direkte med borgerne, er uundværlig. I teamet vil dine fem kolleger give dig et fagligt fællesskab og kollegial kampgejst sammen med afdelingens øvrige 14 kolleger. For at kunne gøre en forskel for vores borgere og kolleger, skal vi også selv trives. Derfor arbejder vi hele tiden på at styrke vores arbejdsmiljø og balancen mellem job og fritid – med respekt for, hvor vi er i livet. Dine dage bliver ikke ens.
Her er et udsnit af de opgaver, du skal jonglere med:
- Når der skal kommunikeres og journaliseres –komponerer du gerne flydende tekster til vores hjemmeside og intranet og husker vores journaliseringspligt
- Når der skal være styr på økonomien – sikrer du rettidig betaling af fakturaer eksternt og internt og mestrer opfølgning på budgetposter.
- Når arbejdsgange skal optimeres – har du et skarpt blik for at gøre ting smartere
- Når de praktiske opgaver banker på – er du aldrig bleg for at tage fat og løse ad hoc opgaver af enhver karakter med et smil
Opgaverne fordeles i tæt dialog med dig, så du får en hverdag, der både passer til dine kompetencer og giver mulighed for udvikling.
Vi forestiller os, at du kommer med…
- En kontoruddannelse eller tilsvarende administrativ erfaring
- Er rutineret i almindelige administrative opgaver og er struktureret, serviceminded og god til at skabe overblik
- Har let ved at sætte dig ind i nye systemer og rutiner
- En nysgerrig, imødekommende tilgang og trives med at arbejde sammen med mange forskellige kolleger
- Evnen til at navigere i en hverdag, der veksler mellem rutineopgaver og hasteopgaver, så du skal arbejde selvstændigt og kunne prioritere
Send os verdens bedste ansøgningKan du se dig selv hos os? Så send os dit CV og skriv en ansøgning, som vi ikke kan modstå, senest den 18. marts 2026. Vi indkalder løbende til samtaler for at se, om vi har god kemi.
Det praktiske:Du starter i det gode selskab senest den 1. maj 2026 – gerne før. Stillingen er på 15 timer og aflønnes efter gældende overenskomst. Den fysiske placering er i centrum af Lyngby, på Lyngby Rådhus.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, så er du velkommen til at ringe til Annette Begtoft eller Neva Olsen i Ledelsessekretariatet på tlf. 45 97 30 00 på hverdage mellem 09:00 - 12:00.
I Lyngby-Taarbæk bliver du del af et stærkt fagligt fællesskab med høje ambitioner i en organisation med ca. 4.000 medarbejdere, der alle arbejder med det fælles mål – at skabe værdi for borgere og erhvervsliv. Vi lægger vægt på god ledelse, trivsel, faglige og personlige udviklingsmuligheder, kreativitet og nytænkning samt balance mellem arbejdsliv og fritidsliv. Vi ser mangfoldighed som en ressource og værdsætter, at medarbejdere hver især bidrager med deres særlige baggrund, personlighed og evner.