Har du solid faglighed, blik for helheden og lyst til at koordinere den veterinærfaglige opgaveløsning på tværs af tre slagterier? Så søger vi en fagkoordinerende embedsdyrlæge til Fødevarestyrelsens Kødkontrol i Rønne, Glumsø og Hvidebæk.Om jobbet Vi søger en fagkoordinerende embedsdyrlæge til en fast fuldtidsstilling på 37 timer om ugen.
Som fagkoordinerende embedsdyrlæge får du en central rolle i den faglige planlægning og koordinering af dyrlægernes opgaver ved Danish Crown i Rønne, Glumsø Slagtehus og Hvidebæk Slagteri. Du bliver den gennemgående faglige funktion på tværs af de tre kontrolenheder og skal bidrage til en ensartet, professionel og fagligt velfunderet kontrol.
Du arbejder tæt sammen med sektionslederen og de øvrige embedsdyrlæger om blandt andet planlægning, faglig sparring, kvalitetssikring og implementering af nye regler og arbejdsgange. Som fagkoordinerende dyrlæge har du en central rolle i at styrke det faglige fællesskab og samarbejdet. Du skal koordinere det faglige arbejde og være med til at sikre en ensartet faglig retning på tværs af de tre lokationer.
Samtidig indgår du i den daglige myndighedskontrol og arbejder tæt på produktionen med opgaver inden for dyrevelfærd, dyresundhed og fødevaresikkerhed. Stillingen kombinerer således den praktiske opgaveløsning som embedsdyrlæge med et særligt ansvar for den faglige koordinering.
Du bliver en del af et dyrlægeteam, der varetager kontrollen på tre slagterier fordelt på Bornholm og Sjælland. I teamet lægger vi vægt på godt samarbejde, høj faglighed og en uformel omgangstone. Hos os skal det være trygt at spørge om hjælp, dele erfaringer og udvikle sig fagligt.
Samtidig bliver du en del af et større fagligt fællesskab med embedsdyrlæger og øvrige kolleger i Kødkontrollen samt et fagligt netværk på tværs af landet. Vi arbejder aktivt med videndeling, samarbejde og fælles faglig udvikling, både inden for teamet og på tværs af kontrolenheder.
Dine arbejdsopgaver Stillingen består både af faglig planlægning og koordinering samt opgaver som embedsdyrlæge.
Faglig planlægning og koordinering- Ansvar for den løbende faglige planlægning og koordinering på de tre slagterier
- Udarbejdelse, koordinering og opfølgning på kontrolplaner
- Sikring af en ensartet faglig praksis på tværs af kontrolenhederne
- Faglig sparring og understøttelse af embedsdyrlægerne
- Bidrag til kvalitetssikring af kontrol, dokumentation og sagsbehandling
- Koordinering og implementeringen af nye regler, instrukser og arbejdsgange
- Formidling af relevant faglig viden og understøttelse af videndeling
- Tæt samarbejde med sektionslederen om prioritering og udvikling af den faglige opgaveløsning
Opgaver som embedsdyrlæge- Sagsbehandling og udarbejdelse af kontrolrapporter
- Auditering af virksomhederne
- Ante mortem-inspektion, herunder vurdering af dyrevelfærd og transportegnethed
- Kontrol med dyretransporter ved aflæsning
- Kontrol med fødevaresikkerhed, dyresundhed, dyrevelfærd, hygiejne og eksport
- Tilsyn og udstedelse af certifikater
- Veterinærfaglige opgaver på slagtekæden, herunder håndtering af sygemærkede dyr og mistanke om sygdom. Den almindelige båndkontrol varetages hovedsageligt af tilsynsteknikere
Stillingen kræver, at du håndterer myndighedsrollen professionelt og kommunikerer klart og præcist også i pressede situationer. Gennem tydelig kommunikation bidrager du til, at reglerne overholdes, samtidig med at du er med til at bevare et konstruktivt samarbejde med kolleger og eksterne aktører.
Om dig Det er et krav, at du har eller kan opnå dansk autorisation som dyrlæge inden tiltrædelsen.
Herudover ser vi gerne og lægger vægt på, at du:
- har relevant veterinærfaglig erfaring, gerne fra kødkontrol, myndighedsarbejde eller fødevareområdet
- kan skabe struktur og overblik på tværs af flere arbejdssteder
- kan koordinere, skabe retning og følge op uden at have personaleansvar
- kan formidle kompliceret fagligt stof klart og anvendeligt
- tør træffe faglige beslutninger og tage ansvar, også når der er travlt
- arbejder selvstændigt og samtidig formår at inddrage og understøtte kollegerne
- har forståelse for balancen mellem myndighedsrollen og et konstruktivt samarbejde med virksomhederne
- er fagligt nysgerrig og engageret og trives i et team, hvor sparring og erfaringsudveksling er en naturlig del af hverdagen
- har gode samarbejdsevner og bidrager med godt humør i dagligdagen
- behersker dansk mundtligt og skriftligt på et funktionelt niveau, da dansk er vores myndighedssprog
- er rutineret bruger af Office-pakken og har let ved at sætte dig ind i nye systemer
- er indstillet på fortsat at udvikle dine kompetencer inden for faget
Om os Fødevarestyrelsen er en statslig organisation med stor samfundsmæssig betydning. Vi arbejder for, at fødevarer er sikre, og at dyr behandles forsvarligt. Kødkontrollen kontrollerer alle slagtedyr på danske slagterier og har fokus på smitsomme sygdomme, dyrevelfærd og fødevaresikkerhed.
Teamet består af 10 tilsynsteknikere og op til 8 embedsdyrlæger fordelt på de tre lokationer. Slagterierne har udelukkende daghold, men arbejdet starter nogle dage tidligt om morgenen.
Derudover er der mulighed for at indgå i forskellige faglige netværk med embedsdyrlæger fra andre slagterier i landet, hvor der løbende afholdes møder med fokus på faglig udvikling, sparring og videndeling.
Det praktiske- Arbejdssted: Stillingen omfatter Kødkontrollen ved Danish Crown i Rønne, Haslevej 19, 3700 Rønne, Glumsø Slagtehus, Søvej 5, 4171 Glumsø, og Hvidebæk Slagteri, Industrivej 17 D, 4490 Jerslev. Der må forventes regelmæssig tjenesterejseaktivitet mellem Bornholm og Sjælland. Den nærmere tilrettelæggelse af fremmøde og rejser aftales under hensyn til opgaverne på de tre lokationer.
- Omfang: Fuldtid, 37 timer om ugen, med tiltrædelse snarest muligt.
- Arbejdstid: Arbejdstiden ligger inden for tidsrummet mandag-torsdag kl. 04.45-16.00 og fredag kl. 04.45-13.00 afhængigt af lokation og dagens opgaver.
Ansættelsen sker efter gældende protokollat til overenskomst for akademikere i staten om Fødevarestyrelsens dyrlæger ved eksportslagterier mv.
Pr. 1. august 2026 er:
- Startlønnen (trin 4) i alt 39.123,44 kr. inkl. slagteritillæg og særligt slagteritillæg for en nyuddannet dyrlæge.
- Slutlønnen (trin 8) i alt 47.434,38 kr. inkl. slagteritillæg og særligt slagteritillæg samt eventuelt kvalifikationstillæg.
Det vil være muligt at forhandle et kvalifikationstillæg afhængigt af den enkeltes kvalifikationer i relation til stillingen. Pensionsbidraget for dyrlæger ved eksportslagterier udgør 18,07 %.
Ansættelsesområdet er Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri med tilhørende institutioner.
Vil du vide mere? Hvis du har yderligere spørgsmål til stillingen eller ønsker at komme på besøg, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Lasse Heebøll på telefon 72 27 61 89.
Du kan læse mere om Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri på
www.fvst.dk. Du kan også se en film om arbejdet som dyrlæge i Kødkontrollen
her.
Overvejer du at flytte til Bornholm? Så står Bornholms Tilflytterservice klar til at hjælpe dig og din familie godt på plads. De tilbyder rådgivning om bolig, skole, job til ægtefælle og fritidsaktiviteter. Kontakt dem på telefon 31 21 88 80 eller mail tilflytter@bornholm.biz.
Ansøgning Vi ser frem til at modtage din motiverede ansøgning, CV og eksamensbevis online i vores rekrutteringssystem på
www.fvm.dk/job snarest og senest 28. september 2026.
Ansættelsessamtaler afholdes løbende, da vi ønsker at ansætte snarest muligt.
Fødevarestyrelsen betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge.