Vil du være med til at udvikle og drifte Forsvarets geospatiale infrastruktur? Søger du en rolle, hvor du kan være med til at udvikle en sektion, der arbejder med et område, der er i hastig udvikling, og vil du være med til at bidrage til løsning af Forsvarets mangeartede opgaver nationalt såvel som internationalt? Har du lyst til at blive en del af et team af specialister, som sammen sikrer at Forsvarets brugere har adgang til kort og geospatiale data? Så er du måske vores nye kollega til Geospatial Sektion i Ballerup.
Om os Geospatial Sektion er en del af Joint GEOMETOC Support Centre, som er en del af Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) i Ballerup. Vi er ansvarlige for geospatial støtte til hele Forsvarsministeriet. Vi indsamler, lagrer og formidler geospatiale data og produkter til brug for Forsvarets øvelser og operationer. Vi arbejder med en avanceret IT-infrastruktur bestående af fysiske og virtuelle systemer, storage-løsninger og serviceplatforme. Vi arbejder bl.a. med Esri-platformen og udstiller kort via Esri Enterprise Portal. Geospatial Sektion består af specialiserede medarbejdere, med både militær og civil baggrund.
Om stillingen Geospatial sektionen har ansvaret for, at yde operativ støtte til Forsvarets brugere, primært i form af geospatiale informationer til planlægning og gennemførelse af øvelser og operationer. Sektionen er desuden ansvarlig for udvikling, anskaffelse, implementering og drift af Forsvarets operative geospatiale kapaciteter, som først og fremmest omfatter distributionssystemer, hardware og softwarelicenser.
Du vil indgå i ledelsesdelen af et team bestående af 10 dygtige kollegaer, med baggrunde fra det militære, det private og fra andre offentlige institutioner. I vores sektion vil du komme bredt rundt i Forsvaret, og få muligheden for at arbejde tæt sammen med kollegaer fra Forsvarets Kortelement i Korsør, de Geospatiale Kompetencecentre ved myndighederne, Forsvarets operative enheder samt med vores nationale og internationale samarbejdspartnere.
I afdelingen får du en leder, som lægger vægt på ”frihed under ansvar”, selvstændighed i opgaveløsningen og tillid til dig som ekspert på området. Der er en åben og uformel stemning med høj fokus på faglighed, udvikling og direkte effekt for brugerne.
Som vores nye medarbejder vil du:
- Agere som souschef/næstkommanderende i Geospatial Sektion
- Agere som faglig leder for en række specialister inden for GEO/Rumvejr/Remote Sensing og AIS.
- Medvirke til integration af geospatiale informationer i Forsvarets IT-systemer og øvrige kapaciteter fra strategiske beslutningsstøtte systemer til taktiske systemer i Forsvarets kapaciteter som f.eks. helikoptere, fly, skibe og kampvogne
- Lede eller deltage i geospatiale projekter, samt deltage i relevante anskaffelsesprojekter i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
- Bidrage til sektionens øvrige opgaveløsning
Rejseaktivitet i forbindelse med deltagelse i nationalt og evt. internationalt samarbejde skal påregnes – i opstartsperioden kan ekstra rejseaktivitet forekomme, idet du skal forvente at deltage på kursusaktivitet i udlandet.
”Du vil indgå i en sektion med en alsidig opgaveportefølje, hvor opgaverne i høj grad løses i tæt samarbejde med kollegerne i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og i resten af Forsvaret. Du vil i stillingen blive betroet betragteligt ansvar, ligesom du vil opleve stor frihed i forhold arbejdstider og opgaveløsning.”, fortæller din kommende leder.
Om dig Vi forestiller os, at du har en lang videregående uddannelse inden for geoinformatik eller lignende. Vi ser gerne, at du har minimum 5 års erfaring indenfor området og at du har kendskab til IT-teknologi, specielt indenfor webteknologi og IT-infrastruktur - og meget gerne projektledererfaring indenfor IT-området.
”Vores job kræver i stor grad selvstændighed i opgaveløsningen, men samtidig lysten til at drive udviklingen indenfor et område, som er komplekst og omfatter involvering mange aktører.”, fortæller din kommende leder.
Vi søger en kollega, som
- I udpræget grad er velformuleret, udviklings- og resultatorienteret
- Kan arbejde analytisk, struktureret og kan overskue komplekse problemstillinger
- Kan arbejde med geoinformatik/GIS på en projektorienteret måde
- Har en baggrund inden for GEO og/eller arbejdet med dataanalyse, gerne i en forsvars- eller efterretningskontekst
- Har lyst til at arbejde i et dynamisk, travlt miljø, og have mange bolde i luften
- Er udadvendt og kan skabe gode relationer til dine medarbejdere og eksterne samarbejdspartnere og leverandører
- Er kundeorienteret og kan levere produkter til de operative brugere
- Kan repræsentere Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse i nationale og internationale projekter og samarbejder.
- Kan kommunikere på engelsk både i skrift og tale, idet en stor del af sektionens arbejde relaterer sig til samarbejde med internationale samarbejdspartnere
Det vil være en fordel, hvis du tidligere været ansat i Forsvaret eller en anden statslig myndighed samt hvis du har kendskab til Esri’s ArcGIS platform (Enterprise og Desktop).
Ansættelsesvilkår Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Ballerup.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionschef, orlogskaptajn Max Søborg Thomsen på telefon 2544 7382.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Sofie Gadegaard på telefon 3266 5585.
Ansøgningsfristen er den 7. august 2026 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf. Stillingen er til besættelse snarest muligt.
Du søger stillingen via linket, og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet.
FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for. Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.