Vil du være med til at bygge bro mellem forretningens behov og fremtidens IT-arkitektur i Aarhus Kommune? Og har du lyst til at dykke ned i et af vores mest centrale områder – infrastruktur, brugerstyring, implementeringsassistance? Så har vi en klar plads til dig på holdet! Fælles IT og Digitalisering i Borgmesterens Afdeling er i en spændende udvikling. Vi er arbejder altid med en løbende optimering, forbedring og modernisering af kommunens komplekse IT-landskab. Vi udskifter legacy-systemer til fordel for en moderne, enkel arkitektur, hvor den Fælleskommunale Infrastruktur (FKI) spiller tæt sammen med Cloud infrastrukturer og vores strategier om digital handlefrihed.
Som vores nye IT-arkitekt med forretningsarkitektbaggrund bliver du en nøglespiller i at sikre, at vores løsninger skaber reel værdi for forretningen, samtidig med at de tekniske tandhjul falder i hak.
Om jobbet og dine opgaver Du bliver en del af et stærkt arkitektmiljø, hvor dit primære fokus bliver rådgivning og støtte i anskaffelser af it-systemer inden for alle kommunens virkeområder samt at blive sparringspartner til din arkitektkollega omkring
brugerstyring, IGA/IAM og anskaffelse og implementering af systemer ude omkring i kommunen. Det er et område med stor strategisk bevågenhed, stor kompleksitet og berøring med hele kommunens organisation.
Dine opgaver vil primært bestå i at:
- Bygge bro og afklare behov: Identificere og afdække forretningens behov inden for intelligent adgangsstyring, og omsætte dem til skarpe, arkitektonisk velfunderede løsningsforslag og til at lave designs, så vores udviklere står godt i moderniseringen af systemlandskabet.
- Rådgive i projekter: Bidrage med din arkitekturviden i anskaffelses- og implementeringsprojekter, så nye systemer lander rigtigt i vores landskab.
- Sætte retning og governance: Bidrage aktivt til udformningen af langsigtede strategier, principper og arkitekturkrav for brugerstyringsområdet.
- Tænke i helheder: Sikre, at tekniske løsninger (f.eks. integrationer til FKI og eksterne systemer) hænger sammen med de forretningsmæssige processer og compliancekrav.
- Klæde beslutningstagere på: Formidle komplekse IT- og arkitekturmæssige problemstillinger, så både IT-chefer og forretningsansvarlige kan træffe beslutninger på et oplyst grundlag.
Hvem er du? Vi leder efter en profil, der først og fremmest er en stærk formidler og analytiker, og som trives i rollen som den praktiske brobygger.
Dine faglige kvalifikationer:- Du har gerne 4 års erfaring eller mere som forretningsarkitekt, digitaliseringskonsulent eller lignende – meget gerne fra en kommunal eller offentlig kontekst, eller leverandør som har leveret til det offentlige.
- Du har en naturlig interesse for – og gerne erfaring med – digital infrastruktur, brugerstyring, IGA/IAM og dataafgrænsning.
- Du har forståelse for systemlandskaber og teknik, så du kan sparre kvalificeret med de dybe tekniske specialister.
- Du har erfaring med agile metoder og samarbejde på tværs af faggrupper
- Du har erfaring med dokumentation, løsningsdesigns og løbende samarbejde med udviklere.
Det er et plus (men ikke et krav), hvis du har kendskab til:- Den Fælleskommunale Infrastruktur (FKI), rammearkitektur og KOMBIT.
- Arkitekturrammer (f.eks. CBAP eller TOGAF) og noteringssprog som ArchiMate eller BPMN.
- Det kommunale leverandørmarked og udbudsprocesser.
Dine personlige kompetencer:- Du er en udpræget brobygger: Du lytter og kan oversætte komplekst IT-sprog til noget, forretningen forstår og omvendt.
- Du er helhedsorienteret og tålmodig: Du bevarer overblikket i et systemlandskab i transition, og du ved, at store skibe tager tid at vende i en politisk styret organisation.
- Du er en holdspiller: Du skaber gode relationer og kan koordinere indsatser på tværs af teams og afdelinger.
Derfor skal du vælge os Hos os bliver du en del af et ambitiøst, men uformelt hold, hvor det gode humør og høj kvalitet går hånd i hånd. Vi tilbyder kollegial sparring på højt niveau og en moderne arbejdskultur, hvor der er tillid til din faglighed. Vi har travlt, er passionerede omkring vores opgaver og sætter en ære i at være proaktive samarbejdspartnere for resten af Kommunen.
Vil du vide mere? Kontakt Teamleder Henrik Emil Arens, aseh@aarhus.dk / tlf. 24 83 09 83 eller Sektionsleder Thomas Vinther Andersen, thva@aarhus.dk
Løn og ansættelsesvilkår Stillingen er fast. Arbejdstiden kan ligge mellem 32 og 37 timer ugentligt, alt efter hvad der passer bedst ind i dit liv. Løn og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst og efter principperne om lokal løndannelse.
Ansøgningsfrist: 15. september 2026 kl 23.59. Vi forventer at afholde 1. samtale den 21. september og med mulighed for 2. samtale den 24. september.
Aarhus kommune ser mangfoldighed som en styrke. Derfor opfordrer vi alle uanset køn, alder, handicap, religion, seksuel orientering eller etnisk baggrund til at søge job hos os.