I Digitaliseringsstyrelsen står vi i spidsen for den digitale udvikling af Danmark, og vi leder efter en ny kollega til Juridisk Kontor. Du vil komme til primært at arbejde med kontraktstyring og udbudsret, når du skal bistå Digitaliseringsstyrelsen med et bredt felt af opgaver. Vi er en arbejdsplads med kontor i hjertet af København, der har en stærk kultur og faglighed præget af samarbejde og holdånd.
Juridisk Kontor Juridisk Kontor understøtter Digitaliseringsstyrelsens fagkontorer og direktion bredt med juridisk rådgivning og opgaveløsning. Vi er cirka 24 medarbejdere, som blandt andet bistår med kontraktstyring, gennemførelse af styrelsens store it-udbud og kvalitetssikring af indkøb. Samtidig har kontoret ansvaret for udarbejdelse af lovforslag, koordinering af aktindsigtssager og håndtering af databeskyttelsesretlige opgaver.
Vi har opbygget et stærkt juridisk kontor med fokus på kvalitet, udvikling og høj psykologisk tryghed. Vi gør meget ud af at prioritere sociale arrangementer og en improviseret fredagsbar, før vi går på weekend.
I Digitaliseringsstyrelsen har vi desuden Netværk for Jurister, som giver adgang til en masse erfaringer, viden og gode relationer mellem juristerne i de forskellige kontorer.
Dine arbejdsopgaver Med din faglighed kommer du til at bidrage med strategisk kontraktstyring samt udvikling og forvaltning af nogle af de mest samfundskritiske systemer i Danmark, som Digital Post, MitID, borger.dk og NemKonto, samt anvendelsen af nye teknologier som AI.
Du får en bred vifte af juridiske opgaver indenfor kontraktstyring samt udbuds- og kontraktret, herunder:
- Rådgivning om kontraktstyring
- Understøttelse og udvikling de interne principper for brugen af styrelsens contract management system
- Tilrettelæggelse og gennemførelse af indkøb og udbud i samarbejde med projektledere og specialister.
- Indgåelse og udformning af øvrige kontrakter, ændringshåndtering og bistand til eventuelle tvister.
- Udbredelse af awareness om kontraktstyring, indkøb og udbud i Digitaliseringsstyrelsen.
Når du starter hos os, får du et skræddersyet introduktionsforløb, hvor du får en grundig indføring i dine arbejdsopgaver af dine kollegaer.
Vi har stor fokus på din medindflydelse og faglige udvikling. Du bliver således også inddraget i, hvilke typer opgaver du kommer til at varetage, baseret på dine interesser og kompetencer.
Om dig Lyder det som noget for dig? Vi leder efter dig, der er cand.jur., cand.merc.jur. eller har en anden relevant akademisk uddannelse.
Du trives med at arbejde på et højt fagligt niveau sammen med dygtige kollegaer. Vi er et kontor, der lægger vægt på godt samarbejde, og du passer godt ind, hvis du udviser holdånd og helhedsforståelse og har gode evner for samarbejde på tværs af faggrupper.
Det er vigtigt, at du kan formulere dig velstruktureret og præcist i både skrift og tale. Derudover har du interesse for digitalisering og nye teknologier.
Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har erfaring med:
- Kontraktstyring, herunder systemunderstøttet kontraktstyring
- Udarbejdelse og indgåelse af it-kontrakter.
- Offentlige indkøb.
Digitaliseringsstyrelsen som arbejdsplads Du kender os måske for MitID, Digital Post og borger.dk. I Digitaliseringsstyrelsen står vi i spidsen for en ambitiøs digital udvikling af Danmark, der skaber værdi for borgere, virksomheder og offentlige organisationer og bidrager med løsninger på samfundets store udfordringer. Vi er en styrelse med cirka 550 medarbejdere under Digitaliseringsministeriet.
Vi tager et fælles ansvar for at være en god arbejdsplads, hvor det er sjovt at gå på arbejde, og hvor der er plads til at udvikle sig. Vi bruger hinandens forskellige kompetencer, og tror på, at vi kommer bedre og hurtigere i mål, når vi samarbejder, videndeler og koordinerer. Vi tilbyder spændende faglige netværk og mange sociale arrangementer på tværs af huset.
Til daglig mødes vi som udgangspunkt på vores kontor i København tæt ved Kongens Nytorv, men du kan løbende aftale hjemmearbejde med din chef.
Du kan høre mere om, hvordan det er at arbejde hos os på digst.dk.
Ansættelsesvilkår Dette er en fuldtidsstilling på gennemsnitlig 37 timer om ugen, og vi regner med at byde vores nye kollega velkommen 1. marts 2026.
Digitaliseringsstyrelsen er placeret på Landgreven 4, 1301 København.
Du ansættes efter overenskomst for akademikere i staten og vil blive indplaceret som fuldmægtig eller konsulent med mulighed for at forhandle tillæg på baggrund af dine kvalifikationer.
Ansættelsesområdet er Digitaliseringsstyrelsen under Digitaliseringsministeriet.
Flere oplysninger Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte teamkoordinator Dorte Helsberg på telefon:
2250 5827 eller e-mail:
dor@digst.dk eller souschef Christian Schiørring på telefon: 6150 2031 eller e-mail:
chrsch@digst.dk. Du er velkommen til at skrive en sms, så ringer vi dig op.
Ansøgning Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via ”Søg stillingen”-knappen senest søndag den 4. januar 2026.
Vi forventer at holde samtaler i uge 2-3.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.