Grønnebakken søger en uddannet pædagog 32-37 t/u, til vores børnehave.
I Grønnebakken er vores vision at blive Gentofte Kommunes grønneste børnehus, hvor naturpædagogik, bæredygtighed og udeliv får lov at fylde.
Børnehuset Grønnebakken er beliggende i Hellerup, hvor to vuggestuegrupper og tre børnehavegrupper har til huse – og så har vi en Skovhytte som børnehavegrupperne på skift kører til med bus hver tredje uge. Vi er Gentofte Kommunes eneste delvise udflytterbørnehave, og har derfor det unikke udgangspunkt, at kunne tage det bedste fra to måder at arbejde med børnehavebørn på.
I Grønnebakken har vi arbejdet meget med indretning og god akustik, og har stor erfaring om rummets betydning for pædagogikken. På vores lyse nyindrettede stuer er børnemiljøet derfor i højsædet og vi nyder at lade æstetikken fylde. Vi nyder også at boltre os i vores sal og vores lækre puderum, og laver masser af krudtuglelege, rytmik og dansepjat, for her er plads til at slippe kroppen fri. Benene bliver strakt ud på boldbanerne som vi har adgang til fra vores legeplads.
I Skovhytten nyder vi at være ude på vores naturgrund, hvor der er masser af plads både udenfor og indenfor. Vi tager på fisketur til søen, klatrer i træer, bygger huler af grene og er i gang med at indrette et rigtigt værksted med høvlebænke, save, hamre m.m. Tiden løber afsted når vi er ”i skoven”. Dagen er fuld af fordybelse i de pædagogiske aktiviteter, men også af ro, fuglekvidder og plads til bare at være.
Vi arbejder i hverdagen i faste, fleksible, mindre grupper, med gennemgående tematikker for skabe ny viden og nye lege for børnene, og med en tydelig, genkendelig struktur. Vi er optagede af hvordan vi er sammen, sprogets betydning og dannelsen af de sociale kompetencer med legen og samtalen som redskab.
Vi kendetegnes af en stabil og forpligtet personalegruppe, der vil hinanden og den faglige opgave. Vi har stor ære i at være uddannelseshus med både studerende på den ordinære pædagoguddannelse og merit-pædagoger. Vi er nysgerrige sammen og sultne på mere.
Vi har vejledning og uddannelse for pædagogmedhjælperne, både internt og på kommunalt plan.
For pædagoger har vi et stort fokus på efteruddannelse, forberelsestid, kollegial sparring, flexibilitet og faglig ledelse tæt på praksis.
I samarbejde med vores tværfaglige samarbejdspartnere arbejder vi på at skabe de bedste muligheder for alle børn i inspirerende lære- og legemiljøer. Vi har et stort fokus på kvalitet i dagtilbud i kommunen, og nyder at være i et større fagfællesskab der vægter gode normeringer og faglig vidensdeling på tværs.
Så er du til både jord under neglene, bålmad, dialogisk læsning, rytmik, æstetiske læreprocesser med legen i centrum – samt blive en del af et arbejdsfællesskab der går den ekstra mil for nærværet med og kendskabet til det enkelte barn, er Grønnebakken måske det rigtige sted for dig.
Med KIDSmaterialet som fagligt fokus, handleplaner for både det enkelte barn og børnegruppen, og en lille smagsprøve normkritik, byder vi velkommen til både dig der er helt nyuddannet, og dig der har erfaring – vi har er en god blanding af begge slags og mangler bare dig.
| Firma | Gentofte Kommune Følg |
| Kontaktperson | Merit Reimer |
| Arbejdsadresse | Bernstorffsvej |
| Postnr.: | 2920 |
| Kommune | Gentofte |
| Telefonnr. | 39982950 |
| mrem@gentofte.dk | |
| Ansøgningsfrist | 06/10/2026 |