Vil du være med til at understøtte stabil, sikker og professionel it-drift til statens vigtigste arbejdspladser?
Hos Statens It søger vi en ny medarbejder til Team UM Drift, som har ansvaret for drift og sikkerhed i sikkerhedssøjlen. Opgaverne spænder fra koordinering og teknisk afklaring med kunder til udarbejdelse af faglige notater. Derudover understøtter teamet styringen af Statens TIL TJENESTEBRUG (TTJ)-løsning – en sikker kontorarbejdsplads med journalisering og print til håndtering af klassificeret information for Statens Its kunder.
Om stillingen Vi søger en systematisk og skrivestærk koordinator, som kan stå i spidsen for den interne udbygning af løsningen med nye services samt den interne styring af leverancen. Som koordinator vil du desuden skulle udarbejde notater og oversigter til brug for revision og kontrol af løsningen.
Dine ansvarsområder vil være at:
- prioritere ønsker til nye services og features i sikkerhedssøjlen
- sikre, at videreudvikling af løsningen følger den definerede arkitektur
- yde bistand til styring af leverancen Statens TTJ
- udarbejde dokumentation for gennemførsel af it-revisionskontroller
- bistå med at udarbejde materiale til brug for re-akkreditering af Statens TTJ
- udarbejde notater og præsentationer omkring sikkerhedssøjlen
Om dig Vi forestiller os, at du:
- har forståelse for it-sikkerhedsarkitektur og it-revision
- har evne til mundtligt og skriftligt at kommunikere komplekse sikkerhedsemner klart og effektivt
- har selvstændig og metodisk tilgang til opgaveløsning
- er god til at samarbejde på tværs af teams
Om os Statens It har ca. 750 ansatte, som dagligt arbejder med at levere sikker og stabil it-drift til ca. 60.000 brugere på 25 ministerområder.
Statens It er i vækst og har løbende fokus på at udvikle fundamentet for den videre digitalisering af staten. Vi har ansvaret for at drive en effektiv it-understøttelse og sikre en høj og ensartet it-service på tværs af staten. Vi lægger vægt på at tilbyde en attraktiv it-arbejdsplads med rigtig gode muligheder for faglig udvikling og specialisering.
Vi tilbyder et job i en åben og dynamisk organisation, præget af et meget højt fagligt niveau og med en uformel og fleksibel arbejdsform med kompetente kolleger. Du får mulighed for at være med til at præge udviklingen på it-området på tværs af statens mange institutioner.
Hos os betyder tilstedeværelse sammen med vores kollegaer meget, og vi mener, at samarbejde og videndeling på tværs af styrelsen er afgørende for et godt arbejdsmiljø. Samtidig vil vi gerne sikre fleksibilitet for vores medarbejdere, og hjemmearbejde kan løbende aftales mellem chef og medarbejder, når det er foreneligt med opgavevaretagelsen.
Ansættelsesvilkår Du ansættes efter gældende overenskomst med mulighed for forhandling alt efter kvalifikationer.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes til HEMMELIGT og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode. Du vil i forbindelse med ansættelsen blive bedt om at fremsende en privat straffeattest, som du rekvirerer via www.politi.dk eller ved fysisk fremmøde på din lokale politistation. Vi fortæller mere om dette undervejs i ansættelsesforløbet.
Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, p.t. Finansministeriets departement, Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, Statens Administration, Statens It og Økonomistyrelsen.
Yderligere oplysninger Hvis du vil vide mere om stillingen, så er du velkommen til at kontakte teamleder Fred Slüter på telefon 7231 1630 på hverdage mellem kl 09:00 og 16:00.
Ansøgning Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg stillingen” senest den fredag den 29. maj 2026.
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler løbende og vi håber at kunne byde vores nye kollega velkommen pr. 1. juli 2026.
Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Vi ser frem til at høre fra dig og tilbyder en spændende mulighed for at være en del af vores meget dedikerede sikkerhedsteam.