Klimaforandringer og -tilpasning fylder mere end nogensinde før! Derfor har vi i Kystdirektoratet brug for dine miljøøkonomiske kompetencer til at håndtere klimaforandringer og skabe værdi for mennesker, natur og samfund. Kan du udvikle modeller og værktøjer til samfundsøkonomiske analyser, der kan danne grundlag for klimatilpasningen i Danmark? Så er denne stilling noget for dig. Vi står over for en række nye opgaver, som kræver, at vi både opbygger vores enhed og tilrettelægger arbejdet med de nye udfordringer. Som vores nye kollega vil du blandt andet arbejde med sårbarheds- og risikoanalyser, cost/benefit-analyser, risikohåndtering og risikokommunikation. Arbejdet tager udgangspunkt i konkrete strækninger og deres udfordringer, hvor der i samarbejde med kommunerne skal findes og planlægges konkrete løsninger inden for kystbeskyttelse. Du vil også vejlede kommunerne om klimaforandringernes konsekvenser, herunder oversvømmelser og kysttilbagerykning, og dermed spille en central rolle i deres planlægning og klimatilpasning.
Stillingen giver dig en unik mulighed for at bygge bro mellem naturvidenskab og samfundsøkonomi inden for klimatilpasning. Du kan læse mere om vores arbejde her:
https://kyst.dk/klimatilpasning/klimaaendringer/risiko-og-saarbarhed/kystdirektoratets-arbejde-med-saarbarheder-og-samfundsoekonomi.
I stillingen forventes det, at du selvstændigt kan sætte dig ind i relaterede problemstillinger gennem litteraturstudier og faglige netværk. Samtidig vil du indgå i et tæt fagligt samarbejde med kolleger i teamet, herunder tre øvrige samfundsøkonomer. Afhængigt af dine kompetencer og erfaringer kan du også blive en del af nationale og internationale samarbejdsprojekter.
Om dig Du har gerne erfaring med miljøøkonomisk metode, CBA og værdisætning. Du har en relevant universitetsuddannelse på kandidatniveau og gerne relevant arbejdserfaring, og det er en fordel, hvis du bidrager med viden indenfor både samfunds- og naturvidenskab. Derudover søger vi dig, der har interesse i at anvende og udvikle din viden og erfaring inden for spændingsfeltet mellem klimaforandringer og samfundsudvikling, med særlig fokus på klimatilpasning i forbindelser med oversvømmelser.
Vi forestiller os, at du har:
- Erfaring med samfundsøkonomiske cost-benefit-analyser, især inden for klima- eller bæredygtighedsanalyser
- Kendskab til miljøøkonomisk værdisætning af blandt andet natur og kultur
- Forståelse for betydningen af og udfordringer i anvendelse af økonomi og økonomisk tankegang i forhold til klimaændringer
- Erfaring med analyser af risikovurdering og risikohåndtering på samfundsniveau
- Erfaring med og kendskab til skades- og risikovurderinger samt en grundlæggende forståelse for, at uhåndgribelige sårbarheder som for eksempel kulturarv og natur skal indgå i en risikobetragtning
- Gerne erfaring med/eller interesse i indsamling af både kvalitative og kvantitative data samt brug af geografisk informationssystem (GIS)
Vi lægger vægt på, at du har stærke analytiske kompetencer og er god til formidling, samt at du kan bringe din viden i spil i forhold til vores naturvidenskabelige discipliner og kystzoneprocesser.
Opgaver i enheden og organisering I enhed Kysteknik arbejder vi med den mest dynamiske del af den danske natur – Danmarks over 8.500 km lange kystlinje. Vi løser en bred vifte af statslige opgaver, der spænder fra kysttekniske analyser og udvikling af datamodeller til dimensionering af kystbeskyttelsesanlæg, risikokortlægning og formidling af data og værktøjer som eksempelvis kystplanlægger.dk. Derudover bidrager vi med faglig rådgivning til miljøministeren.
Kystdirektoratet er en del af Miljøstyrelsen, og sammen med flere andre enheden udgør vi Center for Klimatilpasning. Kystteknik, som er placeret i Lemvig, består af 25 dedikerede medarbejdere med forskellige faglige baggrunde – herunder ingeniører, naturgeografer, geologer, oceanografer, miljøøkonomer og fysikere. Vores tværfaglige tilgang sikrer, at vi kan løse komplekse opgaver med høj kvalitet.
De kommende år vil vi spille en central rolle i udviklingen og planlægningen af konkrete kystbeskyttelsesprojekter på udvalgte strækninger i tæt samarbejde med kommunerne. Vi er den ansvarlige myndighed for implementeringen af EU’s oversvømmelsesdirektiv i Danmark og har udviklet det digitale værktøj Kystplanlægger.dk. Sammen med internationale samarbejdspartnere arbejder vi desuden på at udvikle et avanceret modelsæt til vurdering af potentielle skader og brud på havdiger, som skal danne grundlag for en national digestyrkevurdering.
Hos os får du mulighed for at arbejde i et spændende og dynamisk miljø med fokus på faglig udvikling og indflydelse. Vi er med til at forme, hvordan Danmark møder fremtidens klimaforandringer.
Læs mere om Kystdirektoratet og os her:
https://kyst.dk/om-kystdirektoratet/job-og-uddannelse/medarbejderne-fortaeller Vi samarbejder med kommunerne i det vestjyske om bosætning i området. Du kan se mere på
https://kyst.dk/om-kystdirektoratet/job-og-uddannelse/bo-i-vestjylland. Her kan du også kan se links til kommunerne om bosætning.
Løn- og ansættelsesvilkår Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række Akademiker-organisationer for akademikere i staten (Akademiker-overenskomsten). Ansættelsen er fast på 37 timer pr. uge.
Ansættelsesområdet er Miljø- og Ligestillingsministeriet med tilhørende institutioner. Dit tjenestested vil være Kystdirektoratet, Højbovej 1, 7620 Lemvig.
Stillingen ønskes besat pr. 1. juni 2026 eller snarest muligt derefter.
Yderligere oplysninger Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte kontorchef for Kystteknik Thorsten Piontkowitz på tlf. 21 70 10 92 eller funktionsleder Laura Storm Henriksen på tlf. 91 33 84 21.
Sådan søger du stillingen Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV, eksamensbevis m.m. senest den
6. april 2026. Vi planlægger at holde samtaler den 16. april 2026.
Du vil forud for en evt. samtale blive bedt om at forberede en case, der tager cirka 1-2 timer at løse.