Medarbejder søges som bindeled mellem Forsvaret og erhvervslivet i Grønland inden for forsvarsindustrielt samarbejde Har du interesse i at sikre, at Forsvarets styrkede tilstedeværelse i Arktis og Nordatlanten kommer lokale aktører til gavn? Vil du bidrage til at sikre, at grønlandsk erhvervsliv indtænkes proaktivt i implementeringen af forsvarsforliget og Forsvarets opgaveløsning i Grønland? Så er du måske den rette kandidat til stillingen i FMI som bindeled mellem Forsvarsministeriet, grønlandske virksomheder og myndigheder i Grønland.
Om FMI Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) har ansvaret for anskaffelse, drift og afhændelse af Forsvarets materiel samt for dialog og samarbejde med industrien. FMI arbejder i krydsfeltet mellem operative behov, politiske rammer og industrielle muligheder og understøtter udviklingen af Forsvarets samlede kapacitet.
Om os Forsvarets Industrikontor er en del af Udviklingsdivisionen i FMI og varetager dialog, samarbejde og koordination mellem Forsvaret og industrien. Kontoret arbejder for at sikre sammenhæng mellem Forsvarets behov og industrielle løsninger og understøtter udvikling af robuste og operationelt relevante kapaciteter i tæt samspil med nationale og internationale aktører, herunder også i Grønland. En del af kontorets opgaveportefølje vedrører forhold i Arktis og Nordatlanten, hvor særlige geografiske og organisatoriske vilkår gør en målrettet og koordineret indsats nødvendig for at sikre, at det grønlandske erhvervsliv inddrages.
Om stillingen Med Delaftale 2 om Arktis og Nordatlanten under forsvarsforliget for 2024-2033 blev det besluttet at styrke dialogen mellem Forsvarsministeriet og grønlandske virksomheder ved at etablere et bindeled. Bindeleddet skal bidrage til forhold i dialog mellem relevante parter for at sikre, at det grønlandske erhvervsliv i højere grad indtænkes proaktivt i implementeringen af relevante forligsinitiativer. Stillingen er placeret i Forsvarets Industrikontor og har fokus på forsvarsindustrielle forhold i Arktis og Nordatlanten, herunder samarbejde med virksomheder og myndigheder i Grønland samt samspillet med danske virksomheder. Stillingen er både koordinerende og operationel og indebærer tæt dialog med industrien, interne fagmiljøer i Forsvaret og relevante offentlige aktører.
En væsentlig del af stillingen er at fungere som bindeled mellem Forsvaret, industrien og grønlandske myndigheder og virksomheder i relation til arktiske og nordatlantiske forhold og at understøtte konkrete samarbejder, tests og demonstrationer af løsninger i geografisk og operationelt krævende miljøer. Stillingen indebærer regelmæssig rejseaktivitet til Grønland, forudset til ca. én uge ad gangen med jævne mellemrum. I perioder uden rejse varetages opgaver primært fra FMI i Ballerup.
Dine vigtigste ansvarsområder- Håndtering, kvalificering og koordinering af industrielle henvendelser med relation til Arktis og Nordatlanten.
- Løbende dialog, afholdelse af informationsmøder og relations opbygning med virksomheder og offentlige aktører i Grønland og Danmark.
- Koordination af arktiske og nordatlantiske industrisager internt i FMI og sikring af rettidig inddragelse af relevante fagmiljøer, herunder Etablissements kommandoens Industrikontor.
- Proaktivt arbejde med sikringen af, at grønlandsk erhvervsliv kan bidrage til implementeringen af relevante forligsinitiativer.
- Opfølgning på igangværende industrisamarbejder og modning af nye samarbejdsmuligheder, herunder varetage et samarbejdsforum bestående af repræsentanter på tværs den grønlandske Naalakkersuisut, Forsvarsministeriet, Grønlands Erhverv og Grønlands arbejdsgiverorganisation for hjemmehørende virksomheder NUSUKA.
- Planlægning og gennemførsel af tests og demonstrationer af industrielle løsninger i arktisk og nordatlantisk kontekst.
- Udarbejdelse af sagsfremstillinger, notater og beslutningsoplæg til ledelsen.
- Bidrag til løsning af generelle opgaver i Forsvarets Industrikontor, herunder markedsdialoger, arrangementer og tværgående analyser.
Om dig Du arbejder struktureret og selvstændigt og kan skabe overblik i komplekse sager. Du samarbejder naturligt på tværs af organisationer og omsætter dialog og input til konkrete, anvendelige resultater.
Du har kendskab til grønlandske samfundsforhold og geografi – gerne med et netværk i det grønlandske erhvervsliv. Du har en professionel og tillidsskabende tilgang i samarbejdet med både offentlige og private aktører og formår at opbygge relationer over tid. Du forstår betydningen af kontinuitet, forventningsafstemning og rettidig opfølgning, særligt i samarbejder med Grønland, hvor lokale vilkår og administrative strukturer har stor betydning.
Du er komfortabel med rejseaktivitet og kan repræsentere FMI professionelt i dialog med virksomheder og myndigheder – også i krævende situationer, hvor relationer og dømmekraft er afgørende.
Faglige krav Du har en relevant videregående uddannelse på kandidatniveau eller tilsvarende og erfaring fra statslig, regional eller kommunal administration – eller fra en organisation med tæt samarbejde med offentlige myndigheder. Erfaring med sagsbehandling, koordinering og udarbejdelse af beslutningsgrundlag er en forudsætning.
Du er fortrolig med interessenthåndtering og kan navigere professionelt i en politisk styret organisation og komplekse administrative rammer. Kendskab til det grønlandske offentlige system er en fordel, ligesom erfaring med industrisamarbejde eller forsvarsrelaterede forhold vægtes positivt.
Du har erfaring med tværgående koordinering og kan omsætte input til klare forslag og løsninger. Erfaring fra større organisationer, samarbejde med industrien eller arbejde med forretningsudvikling er en fordel.
Personlige egenskaber Du har stærke samarbejdsevner og kommunikerer klart og præcist – både skriftligt og mundtligt. Grønlandske sprogkompetencer er en fordel.
Du er tillidsskabende, ansvarsbevidst og trives i en selvstændig rolle med stor kontaktflade, herunder rejseaktivitet og arbejde i geografisk og organisatorisk komplekse rammer.
Succes i rollen Du skaber værdi ved at sikre en sammenhængende og professionel håndtering af industrirelaterede sager i Arktis og Nordatlanten. Gennem stærke relationer til virksomheder og myndigheder i Grønland og Danmark omsætter du dialog til konkrete resultater for FMI og Forsvaret samt bidrager til lokal inddragelse i forligsimplementeringen.
Du er samtidig med til at opbygge et solidt kendskab til det grønlandske erhvervsliv i Forsvaret, som danner grundlag for stærke og tillidsfulde samarbejder mellem Danmark og Grønland på forsvarsområdet.
Ansættelsesvilkår Er du akademiker ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).
Hvis du har en kontoruddannelse eller en anden relevant uddannelse ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Ballerup med hyppige rejser til Grønland.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Chef for Forsvarets Industrikontor Nicolai Andersen på telefon +45 2946 9214 eller via mail på
FMI-U-CHIFI@mil.dk.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Liv Rasmussen på telefon 3266 5557.
Ansøgningsfristen er den 27. april 2026 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf. Stillingen er til besættelse den 1. juni 2026, eller snarest muligt.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet.
FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for. Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.