Er du PhD med erfaring inden for biomarkør-, spørgeskema- og register-data og interesseret i at arbejde i et professionelt og inspirerende forskningsmiljø, der inkluderer både forskning og drift? Har du erfaring med opsætning og indsamling af data i storstilede laboratorieprojekter? Kan du lide analytisk arbejde med store og komplekse data samt publicering af videnskabelige artikler? Så har vi jobbet til dig.
Vi søger en forsker til Det Danske Bloddonorstudie (DBDS). Du kommer til at arbejde som en del af DBDS med base på afdelingen Blodbank og Immunologi hos lærestolsprofessor Christian Erikstrup.
Stillingen er tidsbegrænset til 2 år og er som udgangspunkt en fuldtidsstilling. Tiltrædelse pr. 1. februar 2026 eller efter aftale.
Arbejdspladsen tilbyder
DBDS er et stort nationalt forskningsprojekt. Studiet bygger på en af verdens største biobanker med 175.000 deltagere, der kombinerer laboratorieforskning, registerdata og indsamlede fænotypedata fra fx spørgeskemaer. Der forskes i bl.a. genetiske og plasma-biomarkører for sygdom.
Vi tilbyder et interessant, udfordrende, professionelt og inspirerende miljø, der inkluderer både forskning og drift. Du bliver en del af et voksende videnskabeligt fællesskab. Vi har videnskabelige møder på afdelingen og nationale videomøder ugentligt samt større seminarer om såvel studiets drift som videnskab.
Jobbet
Du får en central rolle i alle aspekter af studiet, lige fra rekruttering af donorer til fremstillingen af studiets resultater i videnskabelige artikler og på internationale konferencer. Dette vil være i tæt samarbejde med forskellige personalegrupper på de forskellige matrikler i Region Midtjylland. Derudover er der et tæt samarbejde med Region Nordjylland, Region Syd, Region Sjælland og Region Hovedstaden, hvor der også rekrutteres donorer til studiet. Forskningsprojekterne favner bredt og omfatter både undersøgelser af livsstilsfaktorer, infektioner, miljøpåvirkninger og genetik og deres sammenhænge med sygdomsrisiko og biomarkører.
Du skal
- Koordinere og udføre forskellige laboratorieprojekter
- Deltage aktivt i forbindelse med driften af DBDS herunder opsætning og validering af nye spørgeskemaer
- Udføre selvstændig forskning inden for projektets rammer
- Analysere data
- Deltage aktivt i udformningen af dataanmeldelser, etiske protokoller, juridiske aftaler samt fondsansøgninger
- Deltage aktivt i møder med udenlandske samarbejdspartnere, der kan forekomme i udlandet
- Fremme samarbejder med andre forskere med DBDS som platform
- Koordinere og udføre fremfindinger fra vores biobank
- Deltage i vejledningen af speciale- og ph.d.-studerende i DBDS-forskningsgruppen
- Klargøre og sammenlægge DBDS og registerdata
- Deltage aktivt i vores ugentlige videomøder i DBDS og forskergruppemøde for yngre forskere
- Være kontaktperson for personalet fra de relevante afdelinger ifm. inklusion af donorer i DBDS
Vi lægger vægt på følgende kompetencer
- Du har en PhD inden for lignende forskningsfelt og har erfaring med koordinering af større projekter
- Du har en baggrund som molekylærbiolog eller lignende
- Du har erfaring med biomarkørmålinger og kvalitetskontrol på Mesoscale platformen
- Du er god til at samarbejde med mange forskellige faggrupper
- Du har solid forskningserfaring inden for statistik, epidemiologi og immunologi samt kendskab til ICD-10 nomenklatur
- Du har indgående kendskab til arbejdsgange i de danske blodbanker og tappesteder
- Du har publiceret videnskabelige artikler som førsteforfatter i internationale, peer-reviewed tidsskrifter
- Du kan arbejde med programmeringssprog og analyseværktøjer, f.eks. R og STATA, på en sikker server
- Du har erfaring med analyser af register og spørgeskemadata
- Du har en høj kvalitetssans, blik for detaljer og kan håndtere mange bolde i luften samtidig
- Du er i stand til både at arbejde selvstændigt og som en del af et team
- Du har stærke kommunikationsfærdigheder på dansk og engelsk – både i skriftlig og mundtlig form
- Du har erfaring med at søge midler ved fonde
- Du har kendskab til og forståelse for sundhedsjuridiske problemstillinger og processer
- Erfaring med deltagelse i internationale og nationale konferencer er en fordel
- Erfaring som projektleder og underviser vil være en fordel
- Erfaring med flowcytometri er en fordel
- Erfaring med at håndtere biobanker er en fordel
- Du har 4 års erfaring eller mere med kompetencer inden for ovennævnte områder.
Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelsen vil ske i henhold til gældende overenskomst i Region Midtjylland med mulighed for tillæg efter kvalifikationer.
Tjenestesteder hos Blodbank og Immunologi Aarhus Universitetshospital vil være Palle Juul-Jensens Boulevard 99 og Olof Palmes Allé 38, 8200 Aarhus N.
Ansøgning og kontakt
Ansøgningen sendes via nedenstående link og bedes udformet på dansk og skal være modtaget senest den 2. januar 2026. Ansættelsessamtaler forventes afholdt umiddelbart derefter.
Ansøgningen skal ledsages af curriculum vitae, komplet publikationsliste og anbefaling fra tidligere ansættelser.
Yderligere spørgsmål til opslaget kan rettes til leder af forskningsgruppen lærestolsprofessor Christian Erikstrup; christian.erikstrup@skejby.rm.dk
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.