Er du struktureret, og har du erfaring med koordinering og planlægning? Kan du bevare overblikket og den gode tone i en travl hverdag? Og sætter du en ære i at udarbejde vagtplaner af høj kvalitet, hvor både medarbejdernes og organisationens behov bliver tilgodeset? Så er det netop dig, vi søger! Hos Holmely Plejehjem i Aarup søger vi en engageret og struktureret vagtplanlægger.
Stillingen er på 25-28 timer ugentligt med tiltrædelse den 1. april 2026 eller hurtigst muligt.
Hvem er vi Holmely er et plejehjem, hvor livet leves hele livet.
Vi tør at gribe de små øjeblikke i hverdagen og gøre noget andet, end det vi plejer og skabe stjernestunder, der bringer glæde og mening i beboernes liv, så de mærker, at de lever.
Vi tillægger fællesskabet stor værdi i forhold til at lykkes med at skabe de allerbedste forudsætninger for vores beboere og deres pårørende.
Lyder dette værdisæt som noget, du kan se dig selv i? Og vil du være med til at skabe de bedste forudsætninger for dine kollegaer i plejen? Så er denne stilling lige noget for dig.
Gennem en stærk og struktureret vagtplanlægning sikrer du, at de rette kompetencer og den nødvendige bemanding går op i en højere enhed, så opgaven kan løses med høj kvalitet og faglighed.
Hvem er du Vi lægger vægt på, at du:
- fremstår smilende, imødekommende og professionel i din tilgang til andre
- formår at bevare roen, overblikket og en god tone – også i en travl og omskiftelig hverdag
- sætter en ære i at udarbejde vagtplaner af høj kvalitet, hvor både medarbejdernes og organisationens behov bliver tilgodeset
- har solid erfaring med planlægning, strukturering og koordinering samt stærke kommunikative kompetencer
- har gode IT-kundskaber og erfaring med KMD Opus vagtplanssystem
- kender til relevante overenskomstområder
- er stabil, fleksibel og loyal i dit arbejde
- er en udpræget teamplayer, der bidrager aktivt til samarbejdet og formår at få andre til at lykkes.
Du behøver ikke nødvendigvis at have en sundhedsfaglig uddannelse, men du skal have kendskab til, hvad opgaveløsningen kræver af kompetencer.
Om stillingen Som vagtplanlægger spiller du en central rolle i den daglige drift og i sikringen af en stabil og velfungerende bemanding, hvor din primære opgave er, at vagtplanen går op i en højere enhed.
Vi ønsker at fremme retfærdighedsprincippet, give forudsigelighed og mulighed for at ønske og holde fri på en måde, der både tilgodeser den enkeltes behov, men også driften og økonomi.
Dine arbejdsopgaver vil bl.a. være at:
- varetage daglig arbejdsplanlægning, herunder have overblik over fordeling af ressourcer og kompetencer og sikre rettidig ændring i vagtplan
- modtagelse, registrering og dækning af sygemeldinger eller lignende og indkalde ekstra medarbejdere ved behov efter aftale med leder
- udfyldelse, afstemning og kopiering af ressourcesedler
- koordinering og planlægning af aktiviteter og møder med fokus på bemanding
- holde overblik over fremtidige vagtplaner og ressourcer, herunder også opgørelse af normperioder
- stå for oprettelse, planlægning, ændring og udrulning af rulleplaner
- sikre overholdelse af arbejdstidsregler og gældende overenskomst
- planlægge ferie og helligdage og sikre, at ferie, omsorgsdage og seniordage afholdes i overensstemmelse med gældende aftaler
- koordinering og planlægning af onboarding af nye medarbejdere
- oprette nye medarbejdere i OPUS vagtplan og løbende opdatering af medarbejderoplysninger.
I stillingen vil du have løbende dialog med leder om bl.a. personalenormering, og samarbejde med de øvrige vagtplanlæggere i kommunen.
Du kan også læse mere om stillingen i
funktionsbeskrivelse vagtplanlæggere i KMD Opus.
Løn og ansættelsesvilkår Løn og ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst og lokal løndannelse.
Vi gør opmærksom på, at der indhentes straffeattest ved ansættelse.
Derudover gør vi opmærksom på, at Assens Kommune har røgfri arbejdstid.
Vil du vide mere Du er altid velkommen til at kontakte leder af Holmely Tabita Skiby Schmidt på tlf. 21 68 91 93 for at høre mere.
Det kunne også være hyggeligt, hvis du havde lyst til at kigge forbi til en uforpligtende snak – ring og lav en aftale med Tabita.
Ansøgningsfristen er den 22. februar 2026 kl. 23.59, og vi holder samtaler løbende.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
Flyt til Vestfyn Overvejer du at flytte til Vestfyn? Så kan du finde mere info om alt det, Vestfyn har at byde på, her:
www.flyttilvestfyn.dk.
Du er også meget velkommen til at kontakte vores bosætningskonsulent Louise Skøtt Christensen på tlf. 64 74 71 55.