Fuldtidsstilling i Park & Mobilitet, Esbjerg Kommune
Er du optaget af grøn drift, struktur og kvalitet i opgaveløsningen? Har du lyst til at arbejde med både planlægning og opfølgning tæt på de grønne områder? Så er det måske dig, vi leder efter.
Hos Park & Mobilitet arbejder vi for at skabe og vedligeholde grønne områder, der fungerer i hverdagen og bidrager til Esbjerg Kommunes udvikling. Vi arbejder med kvalitet, ansvar og langsigtede løsninger, hvor drift og udvikling går hånd i hånd. Nu søger vi en kollega, der kan være med til at løfte den opgave.
Om stillingen
Vi søger en struktureret og fagligt nysgerrig kollega til en alsidig stilling i Parkteamet. Du bliver en del af et team med syv kolleger og får ansvar for en del af kommunens grønne områder med fokus på drift, planlægning og opfølgning.
Din baggrund kan være jordbrugsteknolog, skov- & landskabsingeniør, landskabsforvalter, anlægsgartner med videregående erfaring eller en anden praksisnær grøn uddannelse. Det vigtigste er, at du har forståelse for drift, kan arbejde struktureret og trives med ansvar.
Du kommer ikke til at kunne det hele fra start, og det forventer vi heller ikke. Du får en grundig introduktion til opgaverne og vores arbejdsgange, og vi sikrer, at du er godt klædt på, inden du står med det fulde ansvar.
Opgaverne omfatter blandt andet ansvar for drift og udvikling af grønne områder i et geografisk distrikt, planlægning og gennemførelse af mindre projekter, udvikling af rekreative muligheder og friluftsliv, prioritering og opfølgning på vedligehold, samt faglig stillingtagen til beplantning og løsninger i byrummet. Derudover indgår du i dialog med borgere, brugere og samarbejdspartnere, og du arbejder løbende med økonomi og opfølgning på budget inden for dit område.
Der er i stillingen fokus på overblik, systematik og dokumentation. Du skal kunne planlægge dine opgaver, følge op og sikre, at beslutninger og aftaler bliver omsat til praksis.
Stillingen indeholder både kontorarbejde og arbejde ude i marken. Det er derfor en forudsætning, at du har gyldigt kørekort kategori B.
Om os og hvorfor vælge os
Park & Mobilitet består af cirka 28 medarbejdere fordelt på to sektioner. Parkteamet arbejder med drift, planlægning og udvikling af kommunens grønne og rekreative arealer, herunder parker, byrum og naturarealer.
Vi arbejder ud fra en klar værdiramme, hvor kvalitet i opgaveløsningen, ansvar for helheden og respekt for både faglighed og samarbejde er centrale elementer. Vi tror på, at de bedste løsninger opstår i dialog, og at en god hverdag kræver både struktur og fleksibilitet.
Du bliver en del af en arbejdsplads med høj faglighed og et stærkt kollegialt fællesskab. Vi arbejder tæt sammen på tværs af opgaver og fagligheder, og du får mulighed for at præge dine egne opgaver og tilrettelægge din arbejdsdag inden for de rammer, vi sætter i fællesskab.
Der er fleksible arbejdstider og mulighed for hjemmearbejde op til to dage om ugen, når du er godt inde i opgaverne.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en fuldtidsstilling med tiltrædelse 1. juni 2026 eller snarest muligt. Arbejdsstedet er Frodesgade 30, 6700 Esbjerg. Løn og ansættelsesvilkår fastsættes efter gældende overenskomst.
Går du videre efter ansættelsessamtale, vil der blive indhentet referencer fra nuværende og/eller tidligere arbejdsgiver, hvis du fortsat er i betragtning til stillingen. Du vil blive informeret inden, at der bliver indhentet en reference.
I Esbjerg Kommune arbejder vi tillidsbaseret og ser menneskelig forskellighed som en styrke. Alle kvalificerede ansøgere – uanset køn, alder og etnisk baggrund – opfordres derfor til at søge stillingen.
Ved ansættelse indhentes straffeattest.
Spørgsmål og kontakt
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder for Park, Lars Helmer Reinau på telefon 6052 4017.
Sådan søger du
Ansøgningsfrist: onsdag den 15. april 2026
Samtaler forventes afholdt mandag den 20. april 2026
Send din ansøgning, CV og relevant dokumentation elektronisk via linket ”Send ansøgning” nederst.
| Firma | Esbjerg kommune Følg |
| Kontaktperson | Lars Reinau |
| Arbejdsadresse | Frodesgade |
| Postnr.: | 6700 |
| Kommune | Esbjerg |
| Telefonnr. | 60524017 |
| lamr@esbjerg.dk | |
| Ansøgningsfrist | 15/04/2026 |