Har du et godt overblik, og er du god til at skabe struktur? Trives du samtidig i en stilling med megen menneskelig kontakt, hvor hverdagen ikke altid er forudsigelig? Så er det dig, vi leder efter.
Vi søger to afdelingssekretærer, der vil blive en del af en spændende forskningsinstitution, som blandt andet rådgiver offentlige myndigheder og private virksomheder i Danmark og Grønland inden for eksempelvis grundvand, energi, klima og mineraler. Stillingerne ønskes besat snarest muligt.
Om stillingen Som vores nye afdelingssekretær skal du understøtte GEUS’ administrative funktioner i hverdagen. Du skal agere afdelingssekretær for to af GEUS’ forskningsafdelinger, hvoraf den ene sekretær skal understøtte afdelingerne inden for klima og mineraler, mens den anden skal understøtte afdelingerne inden for energiressourcer og grøn omstilling. Du vil i dit arbejde have en nær kontakt til den øvrige GEUS-administration, ligesom du skal deltage i to ugentlige møder med henholdsvis
HR og Offentlig ret og
Økonomi og Kontrakter omkring administrative, budget- og regnskabsmæssige opgaver.
Dit job vil være alsidigt, men vil bl.a. omfatte håndtering af løbende praktiske opgaver, klassisk sekretærarbejde og enkelte økonomirelaterede opgaver. Du vil både skulle løse praktiske hverdagsopgaver, deltage i forberedelsen og afholdelsen af møder, være medansvarlig for processerne omkring modtagelsen af nye medarbejdere og fratrædelser samt lejlighedsvis stå for arrangering af konferencer og workshops. Inden for økonomiområdet skal du håndtere afdelingernes indgående fakturaer og hjælpe med rejseafregninger for afdelingernes medarbejdere. Derudover vil du skulle tage dig af forskellige personaleadministrative opgaver - fx opfølgning på tidsregistrering og registrering af sygemeldinger samt yde praktisk støtte til afdelingslederne.
Du vil få en helt central rolle i afdelingernes daglige liv og vil i mange sammenhænge være afdelingernes bindeled i dagligdagen. Derfor vil du også blive en person, der er på fornavn med alle, og som ofte er efterspurgt.
Hvem er du? Vi forestiller os, at du har en kontoruddannelse – og du kan enten være nyuddannet eller have erfaring fra lignende stillinger. Derudover lægger vi stor vægt på, at du har erfaring med eller lyst til at arbejde struktureret og effektivt med en blanding af økonomiske og kontorpraktiske opgaver. Du trives i en omskiftelig hverdag med megen personlig kontakt, og du arbejder både selvstændigt og løsningsorienteret. Du er imødekommende og har en naturlig evne til at skabe gode relationer. Kendskab til RejsUd, Indfak og mTIME samt en generel interesse for klima, energi og den grønne omstilling vil desuden være en fordel.
Det er ligeledes en fordel, hvis du som minimum taler, læser og skriver engelsk på forretningsniveau. Endelig sætter vi altid pris på godt humør og en indstilling, hvor man hjælper hinanden, når der er travlt.
Vi er dine nye kollegaer Den ene sekretær vil blive en del af forskningsafdelingerne
Kortlægning og Mineralske Råstoffer og
Glaciologi og Klima, mens den anden sekretær vil blive afdelingssekretær for
Geofysik og Sedimentære Bassiner og
Geoenergi og -lagring.
De pågældende afdelinger er primært engageret i opgaver inden for energiressourcer, mineraler, grøn omstilling og klima. Aktiviteterne omfatter deltagelse i nationale og internationale forskningsprojekter samt kortlægning og forskning i samarbejde med de danske og grønlandske myndigheder i forbindelse med eksternt finansierede forsknings- og konsulentopgaver. Opgaverne dækker en række områder, herunder CO2-lagring, geotermi og energilagring, geologisk kortlægning af Grønland, forsyningskæder for kritiske råstoffer, overvågning af Grønlands indlandsis og gletsjere samt klima og miljø i Arktis.
En lang række medarbejdere tilbringer deres somre med feltarbejde i Grønland, mens andre betjener afdelingernes forskellige laboratorier.
Et arbejdsmiljø med fokus på faglig udvikling og trivsel Der er mange gode grunde til, at du skal vælge et arbejdsliv i GEUS.
Vi er en mangfoldig medarbejderskare på cirka 300 engagerede medarbejdere. I GEUS er tillid og fleksibilitet nøgleord. Arbejdsmiljøet er levende, uformelt og internationalt. Vores arbejdsopgaver er alsidige, og der er god mulighed for, at du selv får indflydelse på udviklingen af din opgaveportefølje.
Vi prioriterer faglig udvikling, blandt andet ved at tilbyde adgang til kurser og anden efteruddannelse. Det sociale er også vigtigt i GEUS, og vi har for eksempel et rigt foreningsliv med personale- og kunstforening.
I GEUS prioriterer vi den enkelte medarbejders generelle trivsel højt. Vi prioriterer, at personaleledere er tæt på medarbejderne, og vi har fleksible arbejdstider, der muliggør, at du kan tilrettelægge dit liv, så der er plads til det, der betyder noget for dig. Hvis der er behov for en enkelt hjemmearbejdsdag, er der også mulighed for det.
Derudover har vi træningsfaciliteter med tilknyttet fysioterapi på arbejdspladsen.
Løn og ansættelsesforhold Løn og ansættelsesforhold sker i henhold til den relevante overenskomst.
Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle interesserede uanset køn, alder, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
Yderligere oplysninger Hvis du ønsker supplerende oplysninger, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder for
Kortlægning og Mineralske Råstoffer, Mikael Pedersen, på tlf. 2221 6575, e-mail:
mp@geus.dk eller afdelingsleder for
Geofysik og Sedimentære Bassiner, Nina Skaarup, på tlf. 2222 1676, e-mail:
nsk@geus.dk.
Er du interesseret? Er du interesseret i stillingen, hører vi gerne fra dig. Ansøgningen skal være vedlagt dit CV samt relevante eksamenspapirer på dansk eller på engelsk.
Ansøgningen sendes via GEUS’
hjemmeside senest
søndag den 31. maj 2026.
Ansøgninger eller andet materiale modtaget efter tidsfristen vil ikke blive taget i betragtning.