Er du vores nye medspiller?
Er du udadvendt og god til at skabe relationer?
Udviser du ro og nærvær?
Er du til det tætte makkerskab?
Vores plejehjem skal være et rart sted at komme. Det skal være et hjem, og det arbejder vi på i fællesskab. Derfor søger vi nu en ny aktivitetsmedarbejder i en tidsbegrænset stilling til den 15. august 2027.
Som aktivitetsmedarbejder på Ulleruphus Plejehjem vil du blive en del af et fællesskab, der ligeværdigt inddrager beboerne og deres familier i hverdagens beslutninger og gøremål, samtidig med at vi understøtter trivsel og arbejdsglæde.
Du vil skulle have fokus på, og evne til, selv at planlægge og udføre aktiviteter i tæt dagligt samarbejde med en makker og beboerne, hvor dialog og den gode relation er omdrejningspunktet. Det betyder, der er brug for, du fremstår afbalanceret med en god, tæt og ligeværdig kommunikation, hvor beboernes ønsker er i centrum.
Vi søger en kollega, der er godt velfunderet i egen faglighed fra sit uddannede område, og som ønsker at bringe denne i spil til gavn for vores beboere. Det behøver ikke at være via en kreativ uddannelse; det vigtige er, at du tør tænke anderledes og ser muligheder i de små ting. Vi vægter dine personlige kompetencer højt.
Ulleruphus Plejehjem – Et hjem med trivsel i fokus.
Ulleruphus består af 45 plejeboliger fordelt på to etager. Ulleruphus er en selvejende institution, hvor der er en tosproget kultur, da vi har både døve og hørende beboere og medarbejdere. Vi stiller ikke nogen krav om tegnsprogskompetencer i din ansættelse, men forventer gode kommunikative evner, både verbalt og nonverbalt. Som ansat i vores hus er du med til at sætte retning i samarbejde med kollegaer og ledelse, som et åbent fællesskab.
Tæt samarbejde med Madsbyhus Plejehjem
Madsbyhus er et lille plejehjem med plads til 14 beboere, som alle har en demenssygdom. Madsbyhus er placeret i forlængelse af Ulleruphus Plejehjem. Her arbejdes der også ud fra Eden Alternative, hvor din makker er placeret. Du vil skulle hjælpe til på Madsbyhus Plejehjem, ved fester, ture, særlige lejligheder, og i det omfang der har interesse. Herunder vil du dække din makker ved ferier mv.
Vores værdier og tilgang
Vi arbejder ud fra strategien ”Glæden ved gode hverdage” og er i gang med at implementere Eden Alternative. Vores mål er at skabe et meningsfuldt liv for beboerne ved at forebygge ensomhed, styrke relationer og imødekomme individuelle behov. Vi lægger vægt på at inddrage beboernes egne ønsker og livshistorier samt deres familiers perspektiver. Hverdagen kan dermed udfolde sig både individuelt og i fællesskab. Her vil du naturligt blive den tætte medspiller.
Respekt, empati og samarbejde.
Mødet med beboerne sker altid med naturlig lyst til kontakten, respekt, lydhørhed og menneskelig forståelse. Vi ser familien som en vigtig ressource og prioriterer et stabilt og ligeværdigt samarbejde. Det er afgørende for os, at beboerne føler sig trygge og anerkendt i deres hjem her.
Som aktivitetsmedarbejder vil du også skulle samarbejde med vores øvrige medarbejdere og samarbejdspartnere. Vi har frivillige der bidrager til hverdagens aktiviteter og får også besøg ude fra af den lokale børnehave, besøgshunde, skoler, musikere, kulturelle indslag, kor og hvad der ellers ser vores vej. Og så er vi selv opsøgende på, hvad lokalsamfundet kan bidrage med. Her sætter kun fantasien grænser.
I alt er vi ca. 65 dedikerede kolleger på Ulleruphus, der ”går samme vej”, men ikke nødvendigvis i takt. Vi værdsætter hinandens forskellighed og muligheden for at se tingene fra forskellige perspektiver.
Vores beboere er lige nu særligt glade for aktiviteter som: Højtlæsning, udeliv, bankospil, stolegymnastik og bowling.
Der skal tages hensyn til beboernes individuelle vaner, men impulsive indslag er lige så vigtige at bringe i spil.
Vi kan tilbydeVil du vide mere
Kontakt plejehjemsleder Charlotte Alnor, tlf. 2551 2793, charlotte.v.alnor@fredericia.dk eller tillidsrepræsentant Cathe Poulsen Jensen, 4173 1954.
Har du interesse for jobbet, vil vi gerne opfordrer dig til at komme ud og se, hvordan vi bor, og mærke huset. Vores erfaring er, at det er meget givende for begge parter. Du skal blot kontakte Cathe P. Jensen for en aftale.
Løn- og ansættelsesforhold
I henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.
Ved ansættelse vil der blive indhentet referencer og bedt om en straffeattest.
Ansættelsen er betinget af, at der kan indhentes en tilfredsstillende straffeattest.
Fredericia Kommune er en tobaksfri arbejdsplads.
Stillingen er på 37 timer. Jf. kommunens personalepolitik kan der indgås dialog om individuelle ønsker til fleksibilitet i arbejdstid og arbejdets tilrettelæggelse. Arbejdstiden vil være i tidsrummet kl. 09.00-21.00 med minimum en aftenvagt om ugen.
Der er tale om en tidsbegrænset stilling, som ophører 15. august 2027.
Tiltrædelse senest 1. juli 2026.
Ansættelsessamtaler
Vi afholder løbende samtaler og sidste gang 28. maj 2026.
Send ansøgning online – benyt browseren Chrome/Edge
Fredericia Kommune benytter et elektronisk rekrutteringssystem, hvor du sender din ansøgning, CV, eksamensbevis, autorisationsnummer og andre relevante erfaringsbilag online.
Læs mere om onlineansøgning på www.fredericia.dk
Ansøgningsfrist
26. maj 2026.
| Firma | Fredericia Kommune Følg |
| Kontaktperson | HR og Organisation |
| Kommune | Fredericia |
| Telefonnr. | +4572106878 |
| Ansøgningsfrist | 26/05/2026 |