Det Kongelige Danske Musikkonservatorium søger en engageret timelønnet underviser i hovedfaget klassisk sang for AM-studerende og brugssang for AM-studerende
fra studieåret 2026/2027.
Stillingsindhold Som timelønnet hovedfagsunderviser skal du kunne varetage undervisning på BA og KA niveau i klassisk sang på AM. Derudover skal du kunne varetage undervisning i brugssang for andre instrumentalister på AM-uddannelsen på BA-niveau.
Kvalifikationer - Kunstnerisk uddannelse fra et musikkonservatorium eller fra en anden højere videregående uddannelsesinstitution med klassisk sang som hovedfag
- Undervisningserfaring fra et musikkonservatorium eller fra en anden højere videregående uddannelsesinstitution inden for det ansøgte fagområde
- Omfattende erfaring fra kunstnerisk praksis inden for det ansøgte område
- Viden om og indsigt i pædagogiske metoder og pensum/repertoire inden for fagområdet
Om undervisning i klassisk sang som hovedfag for AM I hovedfaget sang på BA arbejdes med at udvikle og styrke den studerendes individuelle, musikermæssige identitet på soloinstrumentet, hvad angår såvel tekniske som musikalske udtryksfærdigheder.
Om undervisning i brugssang på BA I faget brugssang er formålet dels at udvikle og styrke såvel tale- som sangstemmen med henblik på hensigtsmæssig anvendelse i undervisningssammenhænge, dels at give den studerende stilmæssig vokal erfaring og indsigt i et bredt repertoire, som kvalificerer til vokal instruktion og ledelse inden for uddannelsens pædagogiske hovedfag.
Om stillingen Undervisningsåret starter i slutningen af august og er fordelt på 24 undervisningsuger og et antal projekt- og eksamensuger fordelt på to semestre. Stillingen opslås under forudsætning af det nødvendige timegrundlag og vil kunne variere fra studieår til studieår fra 0-5 timer pr. undervisningsuge.
Opgaverne omfatter ugentlig undervisning og undervisningsforberedelse i løbet af studieåret samt deltagelse som censor og forberedelse ved egne studerendes eksamener i eksamensperioderne. Censorvirksomhed ud over det nævnte aflønnes adskilt.
For yderligere information om indholdet af undervisningen henvises til studieordningerne, der findes på konservatoriets hjemmeside.
Forventninger Vi forventer, at du har en høj grad af ansvarsfølelse, fleksibilitet og kan tage ansvar for selvstændig undervisningsplanlægning inden for studieordningernes rammer.
Vi forventer, at du vil indgå i et fagligt fællesskab med de øvrige undervisere i faggruppen, faggruppelederen og uddannelseslederen inden for dit fagområde på konservatoriet.
Konservatoriet er en uddannelsesinstitution med et internationalt studiemiljø, hvor det er naturligt, at alle undervisere udover at kunne undervise på dansk/skandinavisk, også kan varetage undervisning på engelsk.
Ansættelsesprocedure Der vedlægges motiveret ansøgning, cv samt evt. dokumentation for kvalifikationer i form af andet materiale. Alle ansøgere gennemgår en kvalifikationsbedømmelse ud fra ovenstående kriterier. Hvis du tidligere har fået foretaget kvalifikationsbedømmelse, bedes du vedlægge denne med din ansøgning.
Et bedømmelsesudvalg nedsat af konservatoriets rektor udfører en samlet vurdering af ansøgernes generelle kvalifikationer i forhold til stillingsopslagets krav. En godkendt kvalifikationsbedømmelse er en forudsætning for at kunne blive ansat, men ikke en garanti for ansættelse.
Det skal fremgå af ansøgningen, hvorvidt man i studieåret 2026/2027 forventer fuldtidsansættelse andet sted.
Yderligere oplysninger om stillingen fås ved henvendelse til faggruppekoordinator Kirsten Juul Seidenfaden på
kirsten.juul@dkdm.dk eller uddannelsesleder Katja Elkjær-Pedersen på
katja.elkjaer@dkdm.dk.
Løn- og ansættelsesforhold Ansættelsen sker i henhold til Finansministeriets cirkulære om timelønnet undervisning, sats 1. Lønnen pr. undervisningstime (inkl. forberedelse +90 min) udgør kr. 708,72 (niveau 1.11.2025). Hertil kommer 12,5% i feriepenge. Frigørelsesattest udstedes efter anmodning. Ansøgningsfrist
fredag den 8. maj 2026.