Kunne du tænke dig at arbejde med jura tæt på politiske beslutninger – og være med til at sikre høj kvalitet i både dagtilbud og folkeskoler i hele landet? Trives du med komplekse juridiske problemstillinger, hvor løsningerne har betydning for børn og unge? Så er du måske en af vores nye kolleger i Center for Dagtilbud og Folkeskole i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK).
Om os og opgaven I STUK arbejder vi for, at politiske aftaler og lovgivning bliver omsat til praksis, og at dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner leverer høj kvalitet og efterlever reglerne. Det gør vi via følgende kerneopgaver:
- Som brobygger mellem politik og praksis sikrer vi, at både ministerbetjening og sektorunderstøttelse er vidensbaseret, har udsyn og blik for helheder.
- Som myndighed understøtter vi sektoren i at kende og overholde de lovbestemte krav til deres arbejde samt i at tilrettelægge effektiv drift med god kvalitet. Vi fører tilsyn af hensyn til elever og kursister. Og vi administrerer tilskud og støtteordninger effektivt og korrekt.
- Som kvalitetsudvikler står vi på et fundament af dyb indsigt i regler, viden og data. Vi omsætter lovgivning og politiske ambitioner til indhold i fag, test og prøver samt indretning af uddannelser. Endvidere understøtter vi sektoren i at omsætte alt dette til god kvalitet i undervisning og pædagogisk praksis.
Center for Dagtilbud og Folkeskole spiller en central rolle i dette arbejde. Vi arbejder med både dagtilbuds- og folkeskoleområdet og har samtidig en vigtig tværgående funktion i styrelsens juridiske arbejde.
I de kommende år står vi over for omfattende og komplekse juridiske opgaver, herunder implementering og fortolkning af nye regler på både dagtilbuds- og folkeskoleområdet. Bl.a. medfører den politiske aftale af 15. januar 2026 om fravær og specialundervisning et betydeligt behov for juridisk understøttelse i form af vejledning og bekendtgørelsesarbejde i sammenhæng med forventet ny lovgivning i efteråret 2026.
Om stillingen Vi søger et antal erfarne jurister, der kan bidrage til at styrke vores juridiske kapacitet og løfte komplekse og principielle opgaver fra dag ét.
Du får en varieret hverdag tæt på både politiske processer og den kommunale praksis i dagtilbud og folkeskoler. Du kommer til at arbejde på tværs af dagtilbuds- og folkeskoleområdet og vil indgå i et stærkt fagligt miljø med høj grad af sparring og samarbejde.
Dine opgaver kan bl.a. være:
- Lovfortolkning og løsning af komplekse juridiske problemstillinger, herunder juridisk sparring til kolleger på tværs af teams og fagligheder
- Juridisk sagsbehandling og vurdering af komplekse problemstillinger som led i tilsynsopgaver eller sagsbehandling i Den Nationale Klageinstans mod Mobning
- Udstedelse af bekendtgørelser og udarbejdelse af bidrag til lovforslag
- Udarbejdelse af faglige bidrag til politiske udspil eller besvarelse af folketingsspørgsmål
- Besvarelse af anmodninger om aktindsigt, pressehenvendelser og juridisk komplicerede henvendelser fra kommuner
- Strategisk kommunikation til kommunale forvaltninger med fokus på at vejlede tydeligt om regler og inspirere til god praksis
- Udarbejdelse af notater med afklaringer på juridiske problemstillinger
- Opfølgning på, hvordan lovgivningen på området administreres ude i kommunerne, herunder om den generelt overholdes og fortsat er hensigtsmæssig
Afhængigt af din profil vil du også kunne få en rolle i udvikling af juridisk praksis og styrkelse af det tværgående juridiske arbejde i styrelsen.
Om dig Du er cand.jur. og har solide juridiske kompetencer. Vi ser gerne, at du har erfaring fra fx centraladministrationen eller en kommune – og evner at arbejde selvstændigt med komplekse problemstillinger.
Vi lægger vægt på, at du:
- har et stærkt juridisk blik og kan håndtere komplekse og principielle sager
- har interesse for samspillet mellem jura, politik og praksis
- kan formidle juridiske problemstillinger klart og præcist
- arbejder selvstændigt, struktureret og med god dømmekraft
- trives i et miljø med mange samarbejdsflader og skiftende opgaver
Derfor skal du vælge os Du får:
- et meningsfuldt arbejde med stor samfundsmæssig betydning
- opgaver tæt på politiske beslutningsprocesser
- stærke faglige fællesskaber og gode sparringsmuligheder
- mulighed for både specialisering og bredde på tværs af dagtilbud og folkeskole
- gode muligheder for faglig udvikling – bl.a. gennem juridisk netværk og interne kurser
Vi har en uformel omgangstone og et arbejdsmiljø præget af høj faglighed, samarbejde og engagement.
Om centeret Center for Dagtilbud og Folkeskole har ansvaret for styrelsens opgaver på dagtilbuds- og folkeskoleområdet (med undtagelse af bl.a. prøver og test). Vi arbejder bl.a. med regeludvikling, tilsyn, vejledning og implementering af politiske aftaler.
I Center for Dagtilbud og Folkeskole bliver du en del af et team, hvor du får en teamleder som personaleleder. Centret er organiseret i fem teams og med to kontorchefer.
Som jurist hos os får du mulighed for at blive del af styrelsens juridiske netværk, som er et fagligt og socialt fællesskab for jurister på tværs af styrelsens ansvarsområder. Netværket mødes fire gange årligt og drøfter aktuelle og relevante juridiske problemstillinger. Netværket giver dig bred videndeling og faglig udvikling. Styrelsen tilbyder også interne juridiske kurser for at sikre medarbejdernes fortsatte faglige udvikling og efteruddannelse i styrelsen.
Løn- og ansættelsesvilkår Du vil blive ansat som fuldmægtig eller konsulent på baggrund af dine kvalifikationer efter fællesoverenskomst for akademikere i staten indgået mellem Finansministeriet og Akademikerorganisationerne. Der kan være mulighed for at forhandle tillæg afhængigt af dine kvalifikationer. Ansættelsesstart er den 1. august 2026.
Ansættelsessted: Kalvebod Brygge 47, 1560 København V.
Hvis du har spørgsmål til stillingerne, er du velkommen til at kontakte teamleder Marie Bender på telefon 23 45 80 41 eller kontorchef Janne Samuelsson på 23 28 06 90. Du kan læse mere om vores arbejde på vores hjemmeside
www.stukuvm.dk eller www.uvm.dk/job.
Sådan søger du Send din ansøgning, CV, kandidatbevis og karakterudskrift via stillingsopslaget på vores hjemmeside senest
19. maj 2026. Vi forventer at holde samtaler i uge 21-23. Der vil indgå en eller flere cases i ansættelsesforløbet, hvorigennem det vurderes, hvordan du går til og løser en konkret opgave.