Vil du være med til at implementere generativ AI i en række uddannelser i Forsvaret, og samtidigt selv blive klogere på generativ AI i relation til uddannelse? Vi søger en pædagogisk kompetence, der er nysgerrig på generativ AI i relation til uddannelse, og som vil være en del af et fællesskab, der arbejder for, at der skabes den bedst mulige læring i Forsvaret og Forsvarsministeriets koncern i øvrigt.Om os Forsvarsakademiets Uddannelsescenter er en del af Uddannelsesafdelingen ved Forsvarsakademiet og holder primært til på Svanemøllens Kaserne på Østerbro i København. Forsvarsakademiet har dog medarbejdere placeret mange steder i landet, og vi understøtter dem alle.
Der er sat fokus på brugen af generativ AI på og i Forsvarsakademiets uddannelser, og i den forbindelse er der oprettet flere nye stillinger. Dette er en af dem, og vi er ved at blive klogere på, hvordan vi kan inddrage generativ AI i vores arbejde, og rådgive om anvendelsen af generativ AI i relation til pædagogik, didaktik og læringsplatforme.
Uddannelsescentret har til formål at støtte Forsvarsakademiet, Forsvarets myndigheder og styrelser under Forsvarsministeriet med pædagogisk og didaktisk udvikling og rådgivning, kompetenceudvikling samt udvikling og drift af koncernens læringsplatforme, som går under betegnelsen Forsvarets Elektroniske Skole.
Uddannelsescenteret er opdelt i to teams benævnt henholdsvis. Læring og Udvikling samt Digital Understøttet Læring, og vi består af en blanding af militære og civile medarbejdere. Der samarbejdes, drøftes, udvikles og handles ofte på tværs af de to teams for at sikre rådgivning, støtte og læring af høj kvalitet med bred faglig fundering.
Om stillingen Vi har allerede nogle kompetencer og noget viden om generativ AI, og har behov for at bringe denne eksisterende erfaring, ny teori, empiri og brug af generativ AI ind i det militære uddannelsesfelt via relevante pædagogiske og didaktiske virkemidler.
Du bliver ansat i Uddannelsescentret, og vi forventer, at du sammen med resten af os vil forfølge Forsvarsakademiets vision omkring generativ AI. Vi har brug for, at du kan indgå i pædagogiske og didaktiske dialoger med kollegaer i Uddannelsescentret, og også række ud til resten af organisationen, for selvstændigt at tage drøftelser med de kollegaer, der er her.
Dine arbejdsopgaver bliver bl.a., at:
- Sikre den praktiske sammenhæng og synergi mellem den viden, der allerede er om generativ AI, ny viden som måtte blive indsamlet eller genereret i Uddannelsescentret og Forsvarets og Forsvarsakademiets strategiske retninger for anvendelsen af generativ AI
- Gennemføre syn på eksisterende – især digitale – uddannelses- og kursusforløb, med henblik på at identificere og udpege muligheder, for anvendelse af generativ AI på disse uddannelses- og kursusforløb
- Vejlede og sparre om balancen mellem sociale interaktioner mellem mennesker kontra anvendelse af AI i undervisningen
- Udvikle brugen af AI i regi af Forsvarsakademiets uddannelser samt støtte med implementering af AI i uddannelsespraksis
Du vil indgå i team Digital Understøttet Læring, men vil have en meget tværgående rolle – såvel i Uddannelsescentret som på Forsvarsakademiet i øvrigt.
Vi tilbyder gode muligheder for, at du kan videreudvikle dine kompetencer inden for generativ AI, uddannelsesudvikling, samt selvstændig projektledelse af opgaver med mange forskellige interessenter.
Da vi understøtter i hele landet og på grund af deltagelse i konference- og netværksaktiviteter, vil der forekomme rejseaktivitet i ind- og udland, hvilket kan inkludere overnatninger. Det vil derfor være en fordel, hvis du har kørekort til bil.
Om dig Du har faglighed omkring pædagogik og didaktik, projektledererfaring eller lignende samt erfaring med anvendelse af generativ AI i uddannelsesmæssig sammenhæng – eller er nysgerrig herpå.
Du arbejder selvstændigt og fungerer i et opgavespænd, der kan være meget omskifteligt, med både komplekse og simple opgaver, der kan have varierende deadlines.
Du kan formulere dig klart, tydeligt og præcist på skrift, og veksle imellem at udforme lange, detaljerede skriftlige produkter med analytisk kompleksitet og korte, præcise instruktioner.
Det vil være en fordel hvis du har undervisningserfaring og kan relatere denne til en eksisterende viden om generativ AI.
Det vil ligeledes være en fordel, hvis du har erfaring med at arbejde med skærmoptagelser, dokumentation af processer o.l.
Ansættelsesvilkår Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er på Svanemøllens Kaserne i København.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte centerchef Henrik B. på telefon 7281 7171 eller teamleder Allan N. på telefon 7281 7181.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Katrine Glyngbo på telefon 3266 5542.
Ansøgningsfristen er den 28. maj 2026 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf. Stillingen er til besættelse den 1. august 2026.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarsakademiet Forsvarsakademiet (FAK) bidrager til Forsvarets opgaveløsning ved at levere relevante og tidssvarende uddannelser samt forskning og rådgivning til Forsvarets medarbejdere og myndigheder. Dertil støtter FAK koncernen med kursusadministration samt vejledning i pædagogik og digitale læringsformer.
FAK består af tjenestesteder i henholdsvis København, Varde, Slagelse, Karup og Frederikshavn og udbyder grund- og videreuddannelserne, herunder sergent- og officersuddannelser, inkl. sprogofficersuddannelsen, Den Militære Akademiuddannelse samt Master i Militære Studier. Derudover udbyder FAK en lang række efteruddannelser, der bidrager til, at Forsvarets medarbejdere og reserven kan løse deres opgaver effektivt og professionelt gennem hele karrieren.
FAK gennemfører forskning og udvikling indenfor de tre militære kerneområder; militære operationer, militær strategi og militær ledelse samt tilknyttede områder som krigshistorie, kulturforståelse og militær teknologi. FAK indgår i samarbejder med både danske og udenlandske forsknings- og uddannelsesinstitutioner og bidrager til udvikling af NATO's doktriner og forskningsprojekter. Vidensproduktionen understøtter uddannelserne, men anvendes og formidles også bredt til gavn for Forsvaret, nationale og internationale samarbejdspartnere samt samfundet som helhed. Læs mere på fak.dk.