FE skal kunne monitorere, detektere og operere effektivt i den digitale sfære og levere den nødvendige viden og varsling til danske beslutningstagere på Christiansborg og i Forsvaret. For at løse den opgave er en stærk OSINT-faglighed forudsætningsgivende, fordi den giver den fleksibilitet, hastighed og evne til at varsle, som er nødvendig. FE’s OSINT-kapacitet søger derfor et antal nye kollegaer, som bevæger sig hjemmevant i det digitale landskab og som er drevet af en nysgerrighed til at blive ved indtil målet er nået.
Vi leder efter folk, der kan se sig selv løse opgaver indenfor følgende tre felter:
Taktisk/operativ OSINT Indenfor dette felt søger vi erfarne OSINT-specialister, der kan håndtere både akutte kriser og planlagte operationer, undervise analytikere, hurtigt skabe situationsforståelse, bidrage til måludpegning eller danne overblik over netværk og trusselsmiljøer. Den gode kandidat til arbejdet i dette felt har følgende kompetencer:
- Du har erfaring med open source og/eller monitorering og er vant til at stå på mål for produkter og vurderinger.
- Du har kendskab til den brede vifte af kommercielle værktøjer der findes i OSINT-miljøet og deres forskellige styrker/svagheder.
- Du er en udadvendt profil der trives med at række ud i resten af tjenesten og til samarbejdspartnere, og kan godt lide rollen som underviser/instruktør.
- Du har måske arbejdet som graverjournalist, men kan også have baggrund i forsvaret, fra andet efterretningsarbejde, fra det private eller det offentlige – det er underordnet. Men det er centralt, at dine kommunikationsevner er i top og at du kan trives med, at det engang imellem skal gå rigtig stærkt.
- Det er en klar fordel, hvis du har erfaring med Linux og VM’er, og forstår hvordan en VPN-forbindelse fungerer. En basal forståelse for teknologi og for, hvordan internettet virker, gør en stor forskel i dit daglige arbejde.
- Sprogkundskaber i russisk, arabisk eller kinesisk vil være en fordel.
Data Til data-området søger vi en analytisk skarpskytte, der kan håndtere store datastrømme fra både kommercielle leverandører og de skjulte afkroge på internettet. Du vil hjælpe med at sikre, at data hurtigst muligt bliver gjort tilgængelig for vores analytikere og operatører, så de kan omsætte rå information til værdifuld indsigt.
Du er en oplagt kandidat til dette felt, hvis du kan se dig selv i følgende beskrivelser:
- Du navigerer hjemmevant på darkweb og forstår begreber som RaaS, escrow og stealerlogs.
- Du har i kraft af din teknologiforståelse indblik i, hvordan data i det hele taget genereres og handles og i hvilke kommercielle sammenhænge, det foregår.
- Du interesserer dig for nye teknologier og deres anvendelsesområder, hvad enten den interesse er kommet til dig som privatperson eller i professionelt regi.
- Du har indblik i, hvilke metoder kriminelle benytter sig af, når de forsøger at agere anonymt online, og du er selv bevidst om dine egne digitale fingeraftryk.
- Mens dine kompetencer i dataanskaffelse er centrale, er dine kommunikations- og samarbejdsevner næsten lige så vigtige: Du kan høre en analytiker formulere et vagt behov, oversætte det til en opgave, som du kan løse, og ved at inddrage kolleger fra forskellige dele af organisationen tager du også ansvar for at følge opgaven helt til dørs.
- Måske er du allerede en erfaren efterretningsmedarbejder – du har derfor forståelse for de operative og analytiske behov, har et stærkt drive og den fornødne erfaring til at skaffe os de relevante data. Men du vil også passe ind i rollen, hvis du har erfaring med sikkerhedsundersøgelse, efterforskningsarbejde eller cybersikkerhed. Det vigtige er din personlighed: Du er vedholdende, kreativ og føler ansvar for hele produktionskæden.
Teknisk/metodisk udvikling Til vores udviklingsarbejde søger vi en kreativ og teknisk stærk profil, som sammen med resten af teamet skal sikre, at FE er på forkant med digitale trends og strømninger indenfor OSINT. I et konstant forandrende digitalt landskab skal du kunne sætte dig ind i nye og oftest fremmede digitale økosystemer med et globalt perspektiv, hvor der ikke nødvendigvis findes vejledninger eller dokumentation. Du er måske den første, som arbejder med en given webapplikation eller teknologi i FE, og din grundighed og research vil ofte være afgørende for om vi kommer i mål med et givent projekt. Der findes mange indgangsvinkler til arbejdet.
- Du har måske arbejdet med de tekniske aspekter af OSINT eks. dekonstruktion og reversering af applikationer, generativ AI, webscraping eller med cyberkriminalitet og har derigennem opnået indsigt i kriminelle grupperingers modus herunder de tekniske færdigheder, som anvendes af disse.
- Du kan have erfaring med IT-efterforskning, digital forensics herunder mobil teknologi og udlæsninger af devices samt egentlig web- og app udvikling i private virksomheder.
- Vi forventer at du har en bred basisviden om teknologi. Derudover skal du have kendskab til Linux, emulatorer, mobiltelefoner samt netværk og opsætning af disse.
Vi tilbyder en plads i et stærkt og tætknyttet hold med et godt navn i organisationen. Vi har meget forskellige baggrunde og profiler og vi sætter pris på vores behagelige og uformelle omgangstone. Når vi læser din ansøgning, kigger vi ikke på din formelle uddannelse, men er derimod interesserede i, hvilke evner og talenter du bringer med dig, samt hvad dit personlige udviklingspotentiale er.
Vi forventer af dig, at du er vedholdende, selvstændig og kreativ og kan bidrage med noget særligt for at løfte vores fælles indsats. Teamet har snitflader til store dele af FE’s organisation, hvorfor gode samarbejdsevner og lyst til at arbejde holdbaseret er afgørende. Vi forventer derfor, at du har lyst til og evner at drive samarbejde på tværs af faggrænser, kulturer og personligheder. Vi forventer endvidere høj grad af selvmotivation, indlæringsevne og et højt fagligt ambitionsniveau. Du giver ikke op på udfordringer, og du ved, at vedholdenhed er nødvendigt for at opnå resultater. Du trives med at arbejde selvstændigt og ikke altid blive stillet klart definerede opgaver, men i stedet selv opsøge og løse problemer.
Din nye arbejdsplads FE er Danmarks udenrigsefterretningstjeneste og arbejder – hemmeligt og åbent – for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden.
Vi er ikke alene om at beskytte Danmark, men vi er den eneste myndighed, der har fået mandat til at udnytte helt særlige midler til at afdække, hvad andre stater og udenlandske aktører forsøger at holde hemmeligt. Det giver mening for os at bidrage til fred, tryghed og sikkerhed for danskerne, både i den analoge og i den digitale verden og det gør vi ved at afdække, vurdere, rådgive om og modvirke både aktuelle trusler og trusler under udvikling.
Vi værdsætter styrken i vores mangfoldighed med dybe fagligheder og specialister og vi er en helt speciel og operativt orienteret vidensorganisation, der har mange forskellige opgaver, men fælles for dem alle er det vidensgrundlag, som vores efterretningsarbejde skaber.
Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som FE betaler.
Som ansat i FE er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet.
Ansøgere må være indstillet på at gennemføre en prøve.
Sådan søger du stillingen Du skal sende din ansøgning og CV via stillingsopslaget, senest tirsdag den 2. juni 2026. Vi forventer at afholde 1. samtaler i uge 25.
Vi stiler mod en ansættelse 1. august eller hurtigst muligt derefter. I din ansøgning bedes du angive, hvilke(n) af profilerne, du ser dig bedst afspejlet i
Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner per mail på fe-2602@fe-ddis.dk, hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger.
Du kan også læse mere på
www.fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores ”INDBLIK” og kan få et mere detaljeret indblik i FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige spørgsmål.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.