Vil du opleve arbejdet i et ministerium helt tæt på? Har du afsluttet en gymnasial uddannelse og lyst til at få indblik i den politiske hverdag, så er det måske dig, vi søger som piccolo/piccoline til Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab.Om Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab har ansvaret for at forebygge, modstå og håndtere større ulykker, kriser, katastrofer og andre hændelser, der udfordrer samfundets grundlæggende funktioner – uanset om det er cyberangreb, sabotage, spionage eller ekstreme vejrhændelser, som rammer. Ambitionen er at samtænke beredskab, krisestyring og robustgørelse på tværs af sektorer, så vores samfund står stærkere – både til hverdag og under kriser.
Ministeriet består af et departement og to faglige styrelser: Styrelsen for Samfundssikkerhed og Beredskabsstyrelsen.
Du bliver en del af Minister- og Ledelsessekretariatet, som er ansvarlige for betjeningen af ministeren for samfundssikkerhed og beredskab, departementschefen og direktionen samt ministerens og ministeriets interne og eksterne kommunikation.
Om stillingen Som piccoline/piccolo skal du i tæt samarbejde med dine kollegaer i Minister- og Ledelsessekretariatet sørge for at få den daglige sekretariatsbetjening og servicering af ministeren og departementschefen til at gå op i en højere enhed.
Dit arbejde vil hovedsageligt bestå af praktiske og koordinerende opgaver, som at hente gæster, bistand i forhold til forplejning til ministerens og departementschefens møder, håndtere post, print af materiale samt ærinder ude i byen. Samtidig vil du skulle bistå dine kolleger i Minister- og Ledelsessekretariatet med andre forefaldende opgaver afhængig af dine kompetencer.
Om dig Du har afsluttet en gymnasial uddannelse og er i en periode, hvor du godt kunne tænke dig at arbejde fuldtid, indtil du eventuelt skal læse videre på en samfundsvidenskabelig uddannelse. Samtidig er du nysgerrig på, hvordan det er at arbejde i et ministerium og indstillet på fleksible arbejdstider.
Vi forventer, at:
- Du er serviceminded og trives med praktiske og varierede opgaver
- Du arbejder ansvarsbevidst, struktureret og er mødestabil
- Du kan arbejde selvstændigt og formår at prioritere dine opgaver i en travl hverdag
- Du er fortrolig med IT og har let ved at sætte dig ind i nye systemer
- Du trives i et dynamisk miljø med højt tempo og kan bevare overblikket, når der opstår hasteopgaver
- Du kommunikerer sikkert og professionelt på dansk – både mundtligt og skriftligt.
Ansættelsesvilkår Du vil blive ansat i henhold til organisationsaftale for HK og OAO-fællesoverenskomst.
Forventet tiltrædelse er den 15. august 2026 eller snarest muligt.
Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes.
Ansættelsesområdet er Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab med tilhørende institutioner.
Tjenestestedet er Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, departementet, Slotsholmsgade 12, 1218 København K.
Vil du vide mere Har du lyst til at vide mere om stillingen, herunder til ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte kontorchef Kathrine Mariager Andersen, send gerne en sms til 91337107 og aftal tidspunkt.
Din ansøgning Send din ansøgning, CV og eksamensbevis
senest den 31. maj 2026. Du søger stillingen ved at klikke på ”Søg stillingen” i opslaget og udfylde ansøgningsformularen.
Vi forventer at holde én samtalerunde. Samtaler afholdes i uge 23.
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab opfordrer alle interesserede uanset race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse til at søge.