Er du en visionær og erfaren leder med stærke personalejuridiske og administrative kompetencer og betydelig erfaring med organisationsudvikling? Kan du kombinere strategisk tænkning med operationel gennemslagskraft? Er du en dygtig personaleleder og god til at samarbejde? Så er det måske dig, der er ny HR-chef i Koncern HR i Slots- og Kulturstyrelsen.
Om jobbet Som HR-chef bliver du ansvarlig for den daglige drift af styrelsens HR-enhed og større udviklingsprojekter, fx styrelsens nye kompetencestrategi samt medarbejder- og ledelsesudvikling. HR-enheden varetager en række koncernopgaver i form af personaleadministrative opgaver for departementet og personalejuridisk rådgivning og tilsyn vedrørende statsinstitutionerne på ministerområdet. Du vil derfor skulle arbejde tæt sammen med HR og Organisation i Kulturministeriets departement og statsinstitutioner på Kulturministeriets område.
Dine opgaver vil bl.a. være at:
- Sikre en professionel og effektiv drift af alle HR-opgaver, herunder personaleadministration, styring af lønbudgetter, personalejuridisk sagsbehandling, m.m.
- Varetage samarbejdet med departement og statsinstitutioner
- Varetage samarbejde og løbende dialog med Medarbejder- og Kompetencestyrelsen om overenskomstforhandlinger, tvister på ministerområdet samt øvrige HR-indsatser i relation til Rigsrevisionens løbende lønrevisioner på ministerområdet
- Være ansvarlig for Facility Management i styrelsen
- Understøtte et godt arbejdsmiljø i styrelsen i samarbejde med samarbejds- og arbejdsmiljøudvalg.
- Fungere som sparringspartner for direktionen
- Udvikle og implementere strategiske udviklingsprojekter på HR-området, herunder styrke anvendelsen af data i alle processer.
HR-chefen refererer til styrelsens direktør.
Vi tilbyder I Slots- og Kulturstyrelsen arbejder vi dagligt for at være en attraktiv arbejdsplads med højt til loftet og med et stærkt fokus på at levere effektive og holdbare løsninger af høj faglig kvalitet til gavn for vores mange interessenter og samarbejdspartnere. Som HR-chef i styrelsen får du stort selvstændigt ansvar og mulighed for at samarbejde med en bred kreds af fagligheder og aktører internt og eksternt. Du bliver del af et velfungerende ledelsesteam og kommer selv til at stå i spidsen for en veletableret og velfungerende enhed med 15 engagerede og kompetente medarbejdere, der er organiseret i et administrativt team og et partnerteam.
Om dig Du har en relevant uddannelse og solid erfaring med HR og organisationsudvikling samt erfaring med personaleledelse og håndtering af ledelsesopgaver. Det er vigtigt, at du har gode samarbejds- og formidlingsevner, da HR-enheden er omdrejningspunkt for mange af organisationens aktiviteter. Vi forventer, at du er proaktiv og har blik for at håndtere såvel større projekter som mindre daglige opgaver. Du har en god organisationsforståelse, så du kan sætte dig ind i styrelsens behov og omsætte behovene til konkrete indsatser og aktiviteter.
Desuden forventer vi, at du
- Er ambitiøs og visionær i hele dit virke, herunder sætter høje faglige standarder og evner at lede, udvikle og skabe resultater gennem medarbejderne
- Har stærk personalejuridisk og -administrativ viden og forståelse
- Har politisk tæft og skarpe strategiske og analytiske kompetencer, herunder erfaring med at drive større organisatoriske forandringsprojekter
- Har situationsfornemmelse og god dømmekraft i forhold til at kunne begå dig i mange forskellige kontekster.
Ansættelsesvilkår Ansættelsen vil ske på baggrund af rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten og på åremålsvilkår. Stillingen er placeret i gruppe 1. Der kan forhandles tillæg afhængig af kvalifikationer.
Stillingen ønskes besat pr. 1. august 2026 eller hurtigst muligt derefter.
Det er en betingelse for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at du kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen under ansættelsen.
Information og ansøgning Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til styrelsens direktør Sigmund Lubanski på mobil 20757810 eller
silu@slks.dk Du kan læse mere om Slots- og Kulturstyrelsen på
www.slks.dk Ansøgning sendes via det elektroniske ansøgningsmodul på
www.slks.dk/job senest søndag, den 7. juni 2026.
Du bedes vedhæfte CV, eksamensbeviser og andre relevante bilag. Vi forventer at holde jobsamtaler i uge 24 og 26.
Der kan blive tale om test i forbindelse med ansættelsesforløbet.
Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.