Vil du være med til at styrke arbejdet med data og være en central nøgleperson i arbejdet med at varetage og drive datavarehus, BI-løsninger og ledelsesinformation? Drømmer du samtidig om, at dit arbejde anvendes af og understøtter Danmark Fængslers forretning, og at du dermed vil spille en vigtig rolle på et samfundsområde med stor politisk bevågenhed? Så er du måske vores nye kollega i Data og Analyse i Styrelsen for Danmarks Fængsler, hvor vi bl.a. har ansvaret for datavarehus, BI og ledelsesinformation. Stillingen er placeret i en velfungerende enhed med fagligt dygtige kollegaer, hvor vigtige og spændende opgaver venter på dig.
Om os Data og Analyse er placeret i Afdeling for Økonomi i Styrelsen for Danmarks Fængsler. Kontoret er opdelt i tre enheder, som beskæftiger sig med udarbejdelse af hhv. statistik, analyser og evalueringer og ledelsesinformation. Den ledige stilling er placeret i enheden, der primært arbejder med ledelsesinformation, hvor vi har følgende hovedopgaver:
- Drift og udvikling af Danmarks Fængslers strategiske ledelsesinformation
- Drift og udvikling af Danmarks Fængslers datavarehus, BI og ledelsesinformationssystem (LIS)
Den ledige stilling er knyttet til det forretningskritiske arbejde med drift og udvikling af datavarehus, BI og ledelsesinformation, som er placeret i et LIS-team bestående af tre interne medarbejdere samt en ekstern konsulent. Vores datavarehus og BI-miljø er pt. baseret på Oracle-teknologi (database, Oracle Data Integrator til ETL-platformen samt OBIEE til frontend-løsning). De væsentlige kildedata omfatter klient- samt personaledata.
I øjeblikket er Danmarks Fængsler i gang med udskiftning af et af de største kildesystemer. Opgaverne i de kommende år vil derfor i høj grad blive præget af omskrivning af nuværende datavarehus og BI-løsning til den fremtidige løsning i takt med, at kildesystemet udskiftes. Samtidigt er der en klar ambition om, at forbedre arbejdsgangene omkring drift, vedligeholdelse og udvikling af vores BI-løsning efter agile principper. Vi har et tæt samarbejde med vores IT-afdeling, som har ansvaret for drift og vedligehold af den underliggende IT-infrastruktur.
Arbejdet forudsætter grundighed, ansvarlighed og selvstændighed samt en udpræget logisk sans for data og tal. Desuden skal du være drevet af en stor motivation for at skabe resultater og overblik samt evne at formidle dit arbejde og relevansen heraf til dine kolleger.
Dine opgaver Afhængigt af dine interesser og kompetencer vil dine opgaver primært omfatte:
- Overvågning og kvalitetskontrol af ETL-forløb
- Fejlfinding og fejlrettelser
- Test af nyudviklede eller tilrettede ETL-, DB- og BI-objekter
- Kodegennemgang og sikring af, at de aftalte standarder opretholdes i udvikling af ledelsesinformationssystemet (LIS)
- Versionsstyring af ETL-, DB- og BI-objekter
- Idriftsættelse af ændringer i samarbejde med IT-afdeling
- Konfiguration, udvikling, optimering samt schedulering af ETL-forløb
- Svar på diverse forespørgsler til ledelsesinformationssystemet (LIS)
- Datakvalitetskontrol
Du vil få en vigtig rolle i LIS-teamets opgave med at sikre en glidende overgang til en ny BI-løsning. Der vil desuden være mulighed for at arbejde med opgaver, som omfatter modellering, udvikling og vedligehold af alle lag i BI-løsningen.
Hvem er du? Du har en længerevarende uddannelse, som typisk vil være IT-relateret, og det er ideelt, hvis du har praktisk erfaring med:
- Drift af et datavarehus og BI-løsninger
- SQL-programmering og dataudtræk
- Værktøjer inden for BI-området
Det vil desuden være en fordel, hvis du også har erfaring med:
- Oracle-teknologi inden for BI- og dataintegrationsområde, herunder ODI og OBIEE
- Microsoft-teknologi inden for BI- og dataintegrationsområde
- Metoder og principper for modellering af datavarehuse
For at trives i stillingen er det vigtigt, at du:
- Trives med driftsopgaver generelt og har interesse i at arbejde efter agile principper
- Har interesse for at bidrage til vedligeholdelse og udvikling af BI-løsninger
- Tager ansvar for dine opgaver, herunder for at skabe fremdrift
- Er god til at samarbejde og skabe relationer, samtidig med at du kan arbejde selvstændigt og fokuseret med dine opgaver
- Er fleksibel og sætter pris på et uformelt miljø
Nyuddannede kandidater med relevant uddannelsesbaggrund inden for IT og med praktisk erfaring inden for BI-området vil også komme i betragtning.
Hvad tilbyder vi dig? Vi tilbyder naturligvis relevant oplæring og introduktion til dit arbejde, mulighed for løbende sparring med kolleger og leder samt evt. relevant efter-/videreuddannelse. Du vil desuden få udfordrende og varierende arbejdsopgaver, som indebærer en bred berøringsflade i organisationen, hvor ansvar og kompetencer følges ad.
Derudover tilbyder vi:
- Et stærkt fagligt miljø med kvalificerede og tværfagligt orienterede kolleger og leder
- En uformel omgangstone med et åbent og trygt arbejdsmiljø
- Fleksible arbejdsforhold, hvor der tilstræbes en god balance mellem arbejdsliv og privatliv
Vi er ambitiøse, men vi prioriterer tid til et godt grin og det gode samarbejde i kontoret – og med dem, vi arbejder sammen med. Arbejdsopgaverne i kontoret er i konstant udvikling, og der vil være stor mulighed for faglig udvikling og ansvar samt at påvirke retning og indhold.
Løn- og ansættelsesvilkår Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og AC for akademikere i staten. Der vil herudover kunne aftales tillæg afhængig af erfaring og kvalifikationer.
Stillingen er en fuldtidsstilling med en gennemsnitlig arbejdstid på 37 timer om ugen.
Ansættelsesområdet er Danmarks Fængsler. Arbejdsstedet er beliggende Strandgade 100, 1401 København K.
Stillingen ønskes besat snarest muligt.
Ansøgning Stillingen søges elektronisk via link ”Søg stillingen”.
Ansøgning, CV, dokumentation for uddannelse og eksamenskarakter samt andet relevant materiale skal være modtaget
senest den 10. juni 2026. Vi forventer at afholde samtaler i uge 25.
Hvis du indkaldes til samtale, skal du til samtalen medbringe identifikation, f.eks. pas eller kørekort.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du i forbindelse med samtalen giver dit samtykke til, at Danmarks Fængsler må indhente oplysninger om dig i det Centrale Kriminalregister.
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du meget velkommen til at ringe til souschef i Data og Analyse, Else-Marie Rasmussen på telefon 7255 4696.
Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.