Cyberdivisionen søger IT-konsulent til VMware server Har du en passion for overvågning og drift samt SCCM DePloy, SCCM Monitorering af Server Agenter status og udrulning af patches med efterfølgende genstart af servere?
Så er stillingen som IT-konsulent ved IT-Operations Applikation, System og Infrastrukturdrift i Cyberdivisionen drift måske noget for dig.
Vi søger en ny kollega til vores drift i Hvidovre. Vores team består pt. af en erfaren kollega på området og vi tilbyder et spændende og udfordrende job inden for overvågning og drift af Forsvarets servere.
Om os Forsvaret indeholder en af landets største IT-virksomheder. Vi løser en række spændende drifts- og udviklingsopgaver, som skaber fundamentet for kommunikation og IT for vores ansatte. Forsvaret stiller krav om en IT-infrastruktur af meget høj kvalitet, der både er sikker, effektiv og som tilbyder moderne tjenester baseret på efterprøvede teknologier fra bl.a. Hitachi, HP, Cisco, VMware og Microsoft.
Vi er en af landets største IT-organisationer og leverer IT-service til mere end 20.000 brugere nationalt og internationalt. Vi skal både være effektive og samtidig levere gode brugervenlige IT-tjenester til alle Forsvarets ansatte. Åbenhed, ærlighed og loyalitet er kodeordene for et godt samarbejde hos os.
Vi er en sektion med engagerede militære og civile kollegaer, som alle er dygtige specialister, sagsbehandlere og teknikere. Vi arbejder tæt sammen for at sikre drift, overvågning, udvikling og design af vores Exchange-servermiljøer og den bagvedliggende infrastruktur – både i eksisterende løsninger og i forbindelse med nye implementeringer og projekter.
Vi lægger vægt på et godt arbejdsmiljø i moderne rammer med en arbejdsuge på gennemsnitligt 37 timer, fleksibel arbejdstid og betalt frokostpause. På vores unikke arbejdsplads har du med andre ord tid til et liv ved siden af, uden du skal give afkald på kompetenceudvikling og relevante udfordringer.
Din daglige arbejdsplads vil være i Hvidovre.
Vi tilbyder fleksibilitet i hverdagen, men da dele af arbejdet er af sensitiv og driftskritisk karakter, vil mulighederne for hjemmearbejde være begrænsede.
Om stillingen Som vores nye kollega kommer du med ombord i en travl, hektisk og sjov hverdag, hvor vi løfter i flok og får IT-hjulene til at køre rundt på tværs af landet og afdelinger. Vi arbejder med alt inden for drift, teknisk vedligehold, udvikling, overvågning og service.
Du bliver en del af et nyt team med ansvar for drift og overvågning af koncernens servermiljøer og infrastruktur – både i eksisterende og nye miljøer. Opgaverne spænder bredt fra daglig drift og vedligeholdelse til deltagelse i projekter, optimering og teknisk sparring.
Du kommer til at arbejde tæt sammen med en erfaren kollega, som allerede i dag driver og overvåger miljøerne og bidrager til en stabil og sikker drift. Sammen får I mulighed for at præge teamets udvikling og være med til at styrke infrastrukturen i en organisation med fokus på kvalitet, stabilitet og udvikling.
Du kommer til at beskæftige dig med en lang række opgaver, herunder:
- Drift, installation, vedligeholdelse og udvikling af vores Windows-servere samt VMware-miljøer
- Opdatering og vedligeholdelse af en stor og varieret Microsoft serverplatform
- Overvågning af servere og infrastruktur samt håndtering af alarmer og fejlsøgning
- Support og assistance på 3rd level i forbindelse med fejlfinding og genstart af servere
- Oprettelse og håndtering af IT-sager vedrørende serverfejl og manglende opdateringer
- Deltagelse i projekter og løbende optimering af infrastrukturen
Om dig Du er samarbejdsorienteret, har flair for IT og trives i et dynamisk miljø, hvor dagene sjældent er ens. Du motiveres af at finde løsninger, tage ansvar og bidrage til en stabil og sikker drift, som understøtter virksomhedens operative opgaver på tværs af organisationen.
Du forstår værdien af teamwork og bidrager aktivt til et godt samarbejde med både kollegaer og øvrige afdelinger. Samtidig arbejder du struktureret og bevarer overblikket – også når tempoet er højt, og flere opgaver skal håndteres samtidig.
I opstartsperioden vil du blive støttet af erfarne og hjælpsomme kollegaer, som introducerer dig til vores mange systemer, arbejdsgange og den vigtige opgave i at sikre stabil drift samt beskyttelse af virksomhedens systemer og data.
Det er en fordel, hvis du:
- Har erfaring med Microsoft Windows-servere og VMware – gerne fra større organisationer
- Har kendskab til ITIL og WAN
- Har gode dansk- og engelskkundskaber i både skrift og tale
- Har interesse for drift, overvågning og udvikling af moderne infrastrukturløsninger
- Er nysgerrig på ny teknologi og har lyst til løbende faglig udvikling
Ansættelsesvilkår Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte elementsleder Henrik Baun Grubak på telefon 7281 4406 eller 5162 8122.
Har du spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Morgan Mathilde Nancke på telefon 3266 5492.
Ansøgningsfristen er den 22. juni 2026, og vi forventer at holde samtaler efter ansøgningsfristens udløb. Stillingen ønskes besat pr. 1. august 2026 eller efter aftale.
Samtalerne vil blive afholdt ved Cyberdivisionen Helseholmen 1, DK-2650 Hvidovre.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet. FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, it og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og it for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores it-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for. Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.