Har du lyst til at arbejde med styring og forvaltning af materiel ved Etablissement- og Terrænkommandoen?Vi søger en dygtig, respekteret og samarbejdsorienteret materielmester til vores team.Om os Materielsektionen er en del af Driftsafdelingen, som består af seks sektioner. Vi understøtter og bidrager til rammesætningen for den udførende driftsorganisation i hele landet og varetager særligt opgaver inden for materielforvaltning, drift og controlling af driftsrelaterede kontrakter inden for blandt andet arealpleje, affaldsområdet, teknisk drift og rengøring.
Driftsafdelingen er forankret i Servicedivisionen, som med ca. 1.000 medarbejdere håndterer Facility Management for hele Forsvaret.
Materielsektionen består af 11 medarbejdere fordelt på civile og militære ansatte, hvoraf to har arbejdsplads på Kastellet i København.
Randi fra materielsektionen udtaler: "At arbejde i Materielsektionen er yderst givende – både i forhold til det kollegiale sammenhold og den personlige udvikling. Jeg bliver udfordret med mange spændende opgaver, da etablissementspartnerelementerne i hele landet løbende henvender sig til Materielsektionen. Her skal man kunne tage stilling til udfordringerne og handle på dem. På vores mange arbejdsrejser spiller vi hinanden gode, og vi udvikler løbende både vores individuelle og fælles kompetencer. Jeg mener, at stillingen passer perfekt til dig, der ønsker faglige udfordringer i hverdagen og trives med selvstændigt ansvar. Som en ekstra gevinst får du nogle fantastiske kolleger."Om stillingen Materielsektionen har det overordnede ansvar for de administrative forvaltningsprocesser i DeMars vedrørende det materiel, som de 28 materielbærende etablissementspartnerelementer råder over i deres myndighedsbeholdning. Materiellet understøtter deres kerneopgave, som er Facility Management af Forsvarets garnisoner samt sø- og flådestationer i hele landet.
Inden for kontrolområdet får du ansvar for et eller flere etablissementspartnerelementer. Her skal du gennemføre egenkontrol og tilsyn samt sikre, at det fysiske materiel stemmer overens med registreringerne i DeMars. En tæt og løbende dialog med chefer og medarbejdere ved etablissementspartnerelementerne er afgørende for sektionens opgaveløsning. Der må derfor forventes en del rejse- og besøgsaktivitet i forbindelse med blandt andet kontaktbesøg og egenkontrol. Rejserne vil typisk vare mellem én og fire dage og forekomme op til to gange om måneden. Det er derfor et krav, at du har kørekort til kategori B.
Din primære opgave bliver at fungere som sektionens hovedsagsbehandler og faglige specialist inden for skydemateriel. Du skal sikre en effektiv forvaltning og høj tilgængelighed af Forsvarets skydebanemateriel gennem koordinering, planlægning og sagsbehandling. Formålet er at understøtte både den daglige drift og den fortsatte udvikling af Forsvarets skydebaner.
Hovedopgaver
- Varetage den overordnede forvaltning af Forsvarets skydebanemateriel.
- Sikre tilstedeværelse, anskaffelse, bestilling, udskiftning og returnering af materiel inden for ansvarsområdet.
- Koordinerer vedligeholdelse, reparation og ombytning af skydebanemateriel i samarbejde med relevante aktører.
- Følge op på materielstatus, beholdninger og fremtidigt behov.
- Gennemføre sagsbehandling vedrørende materielanskaffelser, vedligeholdelsesopgaver og øvrige forhold relateret til skydebanemateriel.
- Varemodtagelse.
- Deltage i faglige seminar, og mødefora vedrørende Forsvarets skydebaner og tilhørende materiel.
- Bidrage til udvikling og optimering af processer inden for materielforvaltning og skydebaneområdet.
- Yde faglig sparring og rådgivning til de medarbejder, der varetager den daglige drift og anvendelse af materiellet på skydebanerne.
- Indsamle erfaringer fra de driftsansvarlige med henblik på forbedring og materielanvendelse.
- Koordinerer samarbejdet mellem de driftsansvarlige og øvrige interessenter.
Funktionen samarbejder tæt med driftsansvarlige på Forsvarets skydebaner, indkøbs- og vedligeholdelsesfunktioner samt øvrige interne og eksterne samarbejdspartnere med tilknytning til skydebaneområdet.
Derudover vil dine arbejdsopgaver også omfatte:
- Sagsbehandling inden for materiel- og forsyningsforvaltning.
- Planlægning og koordinering af kontrolmiljøet for forsyningsprocessen, herunder egenkontrol, mønstring og optællingskontrol af ETK's myndighedsbeholdninger.
- Daglig håndtering af sektionens kontrolpostkasse ETK-KTP-MAT samt identifikation og løsning af indkomne opgaver.
- Omlagringer af materiel og forbrugsmaterialer.
- Varemodtagelse.
- Afskrivninger.
- Udarbejdelse af transitlister.
- Vedligeholdelsesprocesser (VH-M og VH-O).
- Materiel- og lagerstruktur.
- Deltagelse i materielanskaffelsesprojekter.
- Systemkontrol (controlling i DeMars).
Om dig Det er vigtigt for os, at du både fagligt og personligt passer ind i sektionen og kan bidrage til vores stærke team. Vi lægger vægt på dine kompetencer, din motivation og din evne til at skabe resultater – både individuelt og i samarbejde med andre.
Vi søger en selvstændig, imødekommende og ansvarsbevidst kollega, der bevarer overblikket og arbejder målrettet mod sine opgaver og mål. Du trives i en hverdag, hvor tempoet til tider er højt, og hvor opgaverne er varierede.
Det er en fordel, hvis du har erfaring med materiel- og forsyningsforvaltning. Erfaring med DeMars – særligt MM- og PM-modulerne – eller administrativ materiel- og forsyningsforvaltning er ligeledes en fordel, men ikke et krav.
Har du ikke disse kvalifikationer, er det ikke en hindring. Det vigtigste er, at du er lærenem, engageret og villig til at gennemføre de nødvendige DeMars-kurser. Med den rette indstilling vil du hurtigt kunne tilegne dig den nødvendige viden.
Som person er du imødekommende, tillidsvækkende og god til at skabe relationer. Du bidrager aktivt til et inspirerende og dynamisk arbejdsmiljø, hvor høj faglighed går hånd i hånd med sparring, trivsel, godt humør og en uformel omgangstone.
Du har lyst til at udvikle dig fagligt, tilegne dig ny viden og påtage dig nye ansvarsområder. Samtidig tager du ansvar for helheden og de fælles mål og ser værdien i at hjælpe og inspirere dine kolleger, så vi sammen lykkes med opgaven.
Ansættelsesvilkår Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10 – Centralorganisationen af 2010 og Organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for civilt ansatte under Forsvarsministeriets myndighedsområde inden for Centralforeningen for Stampersonels forhandlingsområde (tidligere Forsvarets Civil-Etat).
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Hjørring
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionschef Michael Ø. Larsen på telefon 2938 9612.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Pia Knudsen på telefon 3266 5783.
Ansøgningsfristen er den 10. juli 2026 og samtaler afholdes løbende idet stillingen er til besættelse snarest.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Etablissement- og TerrænkommandoenEtablissement- og Terrænkommandoen (ETK) støtter og servicerer militære og civile myndigheder under Forsvarsministeriet. Vores opgave er at levere og udvikle attraktive fysiske rammer, som er nødvendige for deres daglige virke. Vi bygger nyt, vedligeholder, driver kantiner og gør rent på tjenestesteder i hele landet. Vi har på vegne af Forsvarsministeriets koncern ansvaret for det grønne område, der blandt andet omfatter miljø, energi og naturpleje. Vores hovedkontor er i Hjørring, men vi har medarbejdere i hele landet. Vi er i alt 1600 ansatte, der tæller både civilt og militært ansatte. Vi er en organisation baseret på stærke fagfællesskaber, og vi prioriterer det tværgående samarbejde højt. • Vi har ansvaret for over 600 lokationer spredt ud over hele Danmark. • Vi administrer over 6000 bygninger og forvalter øvelsesområder, der samlet set er på størrelse med Mors. • Vi bygger og vedligeholder i år for knap en milliard og er blandt andet bygherre på store projekter som campus til de nye F35-kampfly.