Kan du lede nærværende via distancen, skabe følgeskab, sætte faglig retning og være tilgængelig for dine medarbejdere; fagligt og menneskeligt? Så er her en chance for at blive en del af Forsvarets Veterancenters ledelse.
Om os Rådgivnings- og Rehabiliteringsafdelingen er en del af Veterancentret og arbejder med rådgivning, støtte og rehabilitering til veteraner og deres familier. Afdelingen rummer flere fagligheder og indsatser, som tilsammen skal bidrage til, at veteraner og pårørende får den rette støtte på det rette tidspunkt.
Sektionen for de opsøgende rådgivere arbejder med udsatte veteraner med komplekse sociale problemstillinger. Sektionen består af 14 opsøgende rådgivere og en faglig koordinator. Arbejdet foregår ofte tæt på veteranens hverdagsliv og i samarbejde med blandt andet botilbud, KFUM’s Soldaterrekreation, veteranhjem, psykiatrien, kommuner, civilsamfundsaktører og særligt de øvrige dele af Veterancentret.
De opsøgende rådgivere arbejder med høj faglig selvstændighed og med opgaver, der ikke altid kan løses efter faste standarder. Det stiller krav til faglig kvalitet, etisk refleksion, sikkerhedsmæssig opmærksomhed, relationel styrke og et stærkt kollegialt fællesskab.
Om stillingen Som leder får du ansvar for en fagligt sammensat medarbejdergruppe. Medarbejderne løser opgaver med høj grad af selvstændighed og har tjenestesteder otte forskellige steder i landet. Det stiller særlige krav til tydelig ledelse, nærvær på afstand og evnen til at skabe fælles retning.
Du skal sætte klare rammer for opgaveløsningen og samtidig give medarbejderne tillid og handlerum til at bruge deres faglighed. Du skal understøtte den daglige opgaveløsning gennem sparring, feedback og faglig opmærksomhed, men også kunne følge op, træffe beslutninger og håndtere vanskelige situationer professionelt og konstruktivt.
En væsentlig del af opgaven er at videreudvikle sektionens faglige profil. Det indebærer blandt andet at styrke arbejdet med socialfaglig kvalitet, tværfagligt samarbejde, opsøgende indsatser og fælles faglige tilgange i mødet med veteranerne.
Du får samtidig en vigtig opgave i at skabe trivsel, engagement og et bæredygtigt arbejdsmiljø omkring opgaver, der til tider kan være belastende. Det kræver en inddragende og dialogbaseret ledelsesstil kombineret med tydelighed, prioritering og beslutningskraft.
Om dig Vi ser gerne, at du er en erfaren og relationelt stærk leder, der kan kombinere tydelighed, tillid og ordentlighed. Det er afgørende, at du er i stand til at være nærværende og tilgængelig, også når du leder medarbejdere, der ikke sidder samme sted som dig. Du kan skabe følgeskab, sætte retning og give medarbejderne både faglig frihed og tydelige rammer.
Du har forståelse for socialfagligt arbejde med mennesker i komplekse og udsatte livssituationer. Det kan være gennem en socialfaglig baggrund, gennem ledelse af socialfaglige medarbejdere eller gennem anden relevant erfaring fra eksempelvis psykiatri, rusmiddelområdet, hjemløseområdet, myndighedsarbejde eller opsøgende indsatser.
Du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund, eksempelvis som socialrådgiver, socialpædagog eller med en anden relevant professionsuddannelse eller akademisk uddannelse.
Vi lægger vægt på, at du:
- kommunikerer klart og kan skabe fælles retning for medarbejdere, der arbejder selvstændigt og geografisk spredt
- har forståelse for socialfagligt arbejde med mennesker i komplekse og udsatte livssituationer
- leder med tillid, ordentlighed og respekt for medarbejdernes faglighed
- har erfaring med personaleledelse og kan sætte tydelige rammer, retning og prioriteringer
Ansættelsesvilkår Du ansættes i henhold til den enhver tid gældende overenskomst.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer ugentligt, og den er til besættelse den 1. oktober 2026 eller snarest derefter.
Arbejdsstedet er i Ringsted.
Du skal forvente mindst 40 rejsedage om året inden for landets grænser.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte chef for Rådgivnings- og Rehabiliteringsafdelingen Jimmi Lund Andreasen på telefon 3266 5367.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Birgit Jepsen på telefon 3266 5811.
Ansøgningsfristen er mandag, den 17. august 2026. Der gennemføres to samtalerunder. Første samtale bliver den 24. august og anden samtale bliver den 27. august.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Veterancentret Veterancentret er forankret i Forsvarsministeriets Personalestyrelse og står for en systematisk indsats rettet mod alle veteraner og pårørende før, under og efter udsendelse. Ud over de forebyggende indsatser har alle veteraner og pårørende adgang til tværfaglig støtte fra socialrådgivere, beskæftigelsesrådgivere, opsøgende rådgivere, familieenheden og psykologer, hvis behovet er relateret til udsendelse.
Vi samarbejder med myndigheder, virksomheder og frivillige foreninger, der er i kontakt med vores veteraner. Opgaverne omfatter bl.a. forskning og formidling af viden om veteraner og deres forhold, socialområdet, familieområdet, rehabiliteringsområdet, det militærpsykologiske område, klinisk behandling og koordination af veteranområdets initiativer.
Du kan læse mere om Veterancentrets arbejde på vores hjemmeside, veterancentret.dk.