Kunne du tænke dig et lille job med stor betydning for et andet menneske? Og har du lyst til at hjælpe en kvinde med ledsagelse til aktiviteter og til opgaver i og udenfor hjemmet? Så er dette job måske noget for dig.
På vegne af Skanderborg kommune søger CFD Rådgivning en kontaktperson til en kvinde med nedsat syn og hørelse. Kommunikationen med hende foregår ved direkte og tydelig tale.
Der er tale om timelønnet arbejde seks timer om ugen fordelt på to dage, som udgangspunkt i dagtimerne, med mulighed for ekstra timer ind i mellem.
Kvinden har brug for ledsagelse og synsbeskrivelse (dvs. beskrivelse af omgivelserne) til bl.a. gåture, indkøb, møder, lægebesøg, sociale aktiviteter og andre aftaler.
Der kan også være tale om ledsagelse og synsbeskrivelse på udflugter eller kurser, evt. af et par dages varighed.
Derudover skal du hjælpe med synsbeskrivelse i hjemmet i forbindelse med oplæsning af breve, sortering af post og andre ting, kreative sysler m.v.
Opgaverne kan også bestå i at støtte i kommunikationen med f.eks. læge, sagsbehandlere, kassemedarbejderen i supermarkedet eller andre steder, hvor I færdes.
Hvis du ikke kender til ledsagelse og synsbeskrivelse i forvejen, skal vi nok lære dig det.
Inden du påbegynder arbejdet, skal du gennemgå et e-læringsforløb (samlet cirka 2,5 timers varighed), som giver en introduktion til arbejdet. Denne undervisning foregår hjemme hos dig selv ved din egen computer, og du får løn for den.
Om dig
For at passe godt til stillingen skal du
være positiv og humoristisk
være fleksibel og mødestabil
være tålmodig og have en god situationsfornemmelse
være villig til at lære nyt i tæt samspil med et andet menneske
tale klart og tydeligt dansk
have kørekort.
Oplæring sker ved kvinden selv og gennem instruktion og undervisning fra døvblindekonsulenterne. Som kontaktperson vil du løbende blive inviteret til at deltage i lønnede kursusdage, hvor du også vil møde andre kontaktpersoner.
Mere information og ansøgning
Du kan læse mere om døvblindhed og kontaktpersonordningen her. Og du kan se, hvad andre kontaktpersoner fortæller om deres arbejde i disse korte videoer.
Der er tale om timelønnet deltidsarbejde med tillæg for evt. aften og weekendarbejde. De nærmere forhold i forbindelse med ansættelsen aftales med Skanderborg Kommune, som er ansættende myndighed.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte døvblindekonsulent Jeanette Bille på jebi@cfd.dk eller 5133 6501. Jeg holder sommerferie i ugerne 29, 30 og 32, men uden for disse uger vil jeg besvare din henvendelse hurtigst muligt.
Send din ansøgning og CV snarest muligt til jebi@cfd.dk, og skriv ”Kontaktperson – Ry” i mailens emnefelt.
Vi ønsker stillingen besat hurtigst muligt, så vi afholder samtaler løbende.
Hvis du ikke har hørt fra os senest den 21. august 2026, er jobbet besat til anden side.
OBS: Skriv gerne i din ansøgning, om vi må gemme dine oplysninger. Så kan vi kontakte dig, hvis vi får en ledig stilling i området på et senere tidspunkt. Din ansøgning gemmes i to år, og du kan til enhver tid bede os om at slette den.
| Firma | CFD Århus rådgivning og vejledning Følg |
| Kontaktperson | Jeanette Bille |
| Arbejdsadresse | Evald Krogs Gade |
| Postnr.: | 8000 |
| Kommune | Skanderborg |
| Telefonnr. | 51336501 |
| jebi@cfd.dk | |
| Ansøgningsfrist | 20/08/2026 |