Er du drevet af at arbejde med udvikling og drift af apps som AltID, kørekort og sundhedskortet? Og vil du understøtte brug af eID, beviser og dokumentation på tværs af landegrænser i EU? Har du lyst til at lede et stort kontor af dygtige tekniske profiler, UX’ere og generalister? Så søg stillingen som kontorchef for eID og apps.
Kontor for eID og apps Som kontorchef får du ansvaret for videreudvikling, vedligehold og drift af Danmarks nye officielle app for ID og beviser, AltID. Appen er netop blevet lanceret, og kontoret skal sikre den fortsatte udvikling af nye beviser til appen. Kontoret har også ansvar for digitalt kørekort og digitalt sundhedskort, der også på sigt skal integreres i AltID.
Derudover varetager kontoret opgaver, der knytter sig til brugen af elektroniske ID’er (eID), for eksempel MitID, på tværs af landegrænser, og er ansvarlig for udvikling, vedligehold og drift af eID gateway og Once Only Technical System, der understøtter identifikation og udveksling af dokumentation på tværs af EU.
Endelig har kontoret ansvaret for koordinering af den danske implementering af EU-forordningerne Electronic Identification and Trust Services (eIDAS) og Single Digital Gateway (SDG) og EU-samarbejdet på eID-området, der blandt andet omfatter forhandlinger om implementering af forordningerne.
Kontoret består af en souschef og 42 medarbejdere med mange forskellige baggrunde, for eksempel it-arkitekter, generalister, projektledere og jurister.
Dine arbejdsopgaver Kontorets hovedopgaver er centreret omkring følgende opgaver:
- Videreudvikle, vedligeholde og drive de offentlige apps AltID, digitalt kørekort og sundhedskort og eID-infrastrukturen, herunder eID gateway og Once Only Technical System, og styring af leverandørerne af løsningerne.
- Implementere EU-krav til identitetsløsninger og digital selvbetjening på tværs af landegrænser og forhandle de tekniske standarder og krav på området i EU.
- Koordinere samarbejdet med eksterne partnere og øvrige kontorer i Digitaliseringsstyrelsen for at sikre høj standard for nuværende og kommende løsninger.
Om dig Lyder det som noget for dig? Vi leder efter en kontorchef med personalelederfaring og en lang videregående uddannelse. Du vil passe godt til stillingen, hvis du kan genkende dig selv i et eller flere af nedenstående punkter:
- Du kan lede, motivere og udvikle dit team.
- Du har dokumenteret erfaring med udvikling, vedligehold og drift af it-løsninger i den offentlige sektor og gerne erfaring med apps.
- Du har erfaring med digitale identitetsløsninger og den offentlige digitale infrastruktur.
- Du har erfaring med EU-arbejde, herunder forhandling om tekniske krav og implementering.
- Du har politisk tæft og kan navigere i politiske processer på tværs af den offentlige sektor.
Du har lyst til at indgå i et tæt samarbejde med souschefen om at udvikle kontoret og fastlægge rammer og retning for arbejdet. Vi lægger vægt på, at du er en dygtig og empatisk leder, der formår at udvikle dit kontor og dit fagområde. Du er analytisk og processtærk, og du kan fastholde og udbygge stærke samarbejdsrelationer både internt og eksternt.
I Digitaliseringsstyrelsen har vi løbende fokus på trivsel og udvikling for alle vores ledere og medarbejdere. Det er derfor afgørende, at du som person bidrager til et tillidsfuldt og uformelt arbejdsmiljø. Du vil blive del af en dynamisk organisation, hvor du som kontorchef har en vigtig rolle i den løbende udvikling af medarbejderne. Vores hverdag er travl og præget af kompleksitet og mange samarbejdsflader.
Digitaliseringsstyrelsen som arbejdsplads Du kender os måske for MitID, Digital Post og borger.dk. I Digitaliseringsstyrelsen står vi i spidsen for en ambitiøs digital udvikling af Danmark, der skaber værdi for borgere, virksomheder og offentlige organisationer og bidrager med løsninger på samfundets store udfordringer. Vi er en styrelse med cirka 600 medarbejdere under Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet.
Vi tager et fælles ansvar for at være en god arbejdsplads, hvor det er sjovt at gå på arbejde, og hvor der er plads til at udvikle sig. Vi bruger hinandens forskellige kompetencer, og tror på, at vi kommer bedre og hurtigere i mål, når vi samarbejder, videndeler og koordinerer. Vi tilbyder spændende faglige netværk og mange sociale arrangementer på tværs af huset.
Du kan læse mere om, hvordan det er at arbejde hos os på digst.dk.
Ansættelsesvilkår Vi regner med at byde vores nye kollega velkommen den 1. oktober 2026.
Digitaliseringsstyrelsen er placeret på Landgreven 4, 1301 København.
Løn‑ og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen er indplaceret i løngruppe 1. Stillingen ønskes besat på åremål på overenskomstvilkår.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes og efterfølgende opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode. I forbindelse med ansættelsen vil du blive bedt om at fremvise en privat straffeattest.
Ansættelsesområdet er Digitaliseringsstyrelsen under Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet.
Flere oplysninger Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til, fra 29. juli, at kontakte vicedirektør, Adam Lebech, på telefon 61 63 44 33. Send Adam en SMS eller læg en besked, så ringer han dig op.
Ansøgning Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen Søg stillingen senest den 5. august 2026.
Vi forventer at holde samtaler i uge 33.
Der vil være et testforløb mellem 1. og 2. samtale. Forløbet ventes at blive afviklet i uge 34. Der vil være en case som en del af rekrutteringsforløbet.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.