Vær med til at skabe sammenhæng, kvalitet og fælles retning i arbejdet med sikker og effektiv lufttrafik i Danmark, Færøerne og Grønland. Som fagkoordinator i ATM/ANS-teamet får du en central rolle i den faglige koordinering af vores tilsyn, godkendelser og regulering. Du kommer tæt på både de tekniske og operationelle dele af luftfarten og får mulighed for at bruge din faglighed på tværs af områder som FPD, CNS, AIM/AIS og luftfartsdata.
Du skal ikke være specialist i det hele fra første dag. Det vigtigste er, at du har en solid luftfartsfaglig forståelse og lyst til at skabe overblik, kvalificere komplekse vurderinger og understøtte dine kolleger i at finde gode og ensartede løsninger.
Sammen med teamlederen, den anden fagkoordinator og teamets faginspektører er du med til at udvikle området og skabe de bedste rammer for en sikker, effektiv og velfungerende lufttrafik.
Klar til at møde dit nye team? I Trafikstyrelsens afdeling for luftfart har ATM/ANS-teamet ansvaret for rammerne for lufttrafiktjenester og luftfartssikkerhed i Danmark, Færøerne og Grønland. Vi arbejder med regulering, tilsyn og udvikling – altid med fokus på at skabe de bedst mulige betingelser for en sikker, effektiv og velfungerende lufttrafik.
Som vores nye kollega bliver du en del af et tværfagligt team med bl.a. faginspektører, generalister, piloter, flyveledere og meteorolog. Fælles for os er en høj faglighed, et stærkt samarbejde og en ambition om at gøre en forskel for luftfarten. Vi hjælper hinanden, deler viden og løser komplekse opgaver i fællesskab.
Den faglige koordinering varetages i tæt samspil mellem teamlederen, de to fagkoordinatorer og teamets faginspektører, så faginspektørernes vurderinger understøttes af fælles overblik, sammenhæng og ensartet praksis på tværs af teamets fagområder.
Sådan bliver din hverdag hos os Som fagkoordinator vil din hverdag bestå af en blanding af faglig sparring, koordinering, kvalitetssikring og konkrete myndighedsopgaver. Du er med til at skabe overblik over teamets opgaver og sikre, at arbejdet udføres ensartet og i overensstemmelse med gældende national og europæisk regulering.
Du får en praktisk og fagligt forankret rolle, hvor du både arbejder med koordinering og selv bidrager til at afklare faglige problemstillinger og kvalificere komplekse sager. I tæt samarbejde med teamlederen, den anden fagkoordinator og teamets faginspektører er du med til at prioritere opgaver, sikre fremdrift og understøtte en fælles retning i opgaveløsningen.
Nogle af dine vigtigste opgaver bliver at:
- koordinere og skabe overblik over teamets opgaver inden for ATM/ANS-området
- fungere som faglig sparringspartner for faginspektørerne og bidrage til kvalitetssikring af komplekse sager
- understøtte en ensartet og risikobaseret praksis i forbindelse med tilsyn, godkendelser og regulering
- bidrage til prioritering, fremdrift og udvikling af teamets opgaver og arbejdsformer
- samarbejde med luftfartsbranchen, andre myndigheder og internationale samarbejdspartnere
Vores forventninger til dig Vi forestiller os, at du har relevant erfaring fra luftfartsområdet – enten gennem erhvervserfaring fra sektoren eller gennem en relevant akademisk uddannelse kombineret med praktisk kendskab til luftfartsområdet.
Det er en fordel, hvis du har kendskab til eller erfaring med et eller flere områder som FPD, CNS, AIM/AIS eller luftfartsdata.
Det afgørende er, at du har en teknisk eller operationel forståelse, der gør dig i stand til at følge faglige problemstillinger og indgå i sparring med teamets faginspektører.
Derudover ser vi gerne, at du:
- Trives i en rolle, hvor faglighed, ansvar, samarbejde og sparring er afgørende
- Kan omsætte kompleks faglig viden til klare og velbegrundede vurderinger
- Har erfaring med at koordinere faglige opgaver og skabe overblik i komplekse processer
- Kommunikerer klart og kan formidle komplekse problemstillinger på en letforståelig måde – både mundtligt og skriftligt
Vi forventer ikke, at du kan det hele fra første dag. Det vigtigste er, at du har relevant luftfartsfaglig erfaring, lyst til at tage ansvar og evne til at bidrage til fælles retning, kvalitet og sammenhæng i teamets opgaveløsning.
Det får du hos os Når vi siger, at vi er en fleksibel arbejdsplads, hvor det er vigtigt, at vores medarbejdere oplever balance mellem arbejdstid og fritid – så mener vi det altså.
Vores fikstid er kl. 9-14 og kl. 10-14 om mandagen. Det er her, vi forventer, at du som udgangspunkt er tilgængelig og arbejder, men det betyder ikke, at du kun arbejder i dette tidsrum. Uden for fikstiden har du mulighed for selv at planlægge resten af din arbejdsdag fleksibelt, så længe det passer med opgaver og møder.
Hvis du arbejder mere end dine 37 timer, opsparer du fleks. Den kan du afvikle enten ved hele eller halve fleksdage eller ved kortere arbejdsdage i en periode. Generelt har du god mulighed for selv at planlægge og administrere din arbejdsdag – både når du er på kontoret, og når du er på tilsyn. Du kan desuden arbejde hjemme op til to dage om ugen, hvis dine opgaver tillader det.
Vi er en arbejdsplads med medarbejdere i forskellige livsfaser og med forskellige behov gennem arbejdslivet. Derfor giver vi dig mulighed for tilpassede arbejdstider, orlov, flexjob, plustid og nedsat tid, hvis det er det, du har brug for.
Løn og ansættelsesforhold Stillingen er på 37 timer om ugen. Du ansættes efter den overenskomst, der er relevant for din uddannelsesmæssige og faglige baggrund. Det forventes at være efter CO10-overenskomsten for visse specialister og ledere på Transportministeriets område eller efter overenskomsten for akademikere i staten.
Din løn og indplacering fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer. Ud over basislønnen kommer pension efter den relevante overenskomst samt mulighed for forhandling af lokale tillæg.
Det er en forudsætning for din ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes til niveau FORTROLIGT og opretholde sikkerhedsgodkendelsen.
Lyst til at vide mere? Så kontakt konstitueret teamleder Gert Borchert på telefon +45 41780234. Ved spørgsmål om ansættelsesforhold kan du kontakte vores HR-partner Bénédicte Lotte Thue Neuvecelle på mail
bltn@trafikstyrelsen.dk.
Vil du være en del af Trafikstyrelsen? Så søg stillingen nu og senest d. 16. august ved at trykke på ”Ansøg nu”. Der kan forekomme test og case i rekrutteringsforløbet. Samtaler forventes afholdt i uge 36 og 37.
Trafikstyrelsen ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset alder, køn, etnicitet eller religion till at søge.
Stillingen er til besættelse pr. 1. november 2026 eller snarest muligt derefter.