Vil du være med til at implementere AI-løsninger i en vigtig samfundsinstitution med store ambitioner? Trives du i et arbejdsmiljø, hvor der er mulighed for faglig fordybelse, og hvor du er med til at udvikle og sætte standarden for Rigsrevisionens brug af data og ny teknologi? Så læs nærmere her om vores ledige stilling i Rigsrevisionens kontor for dataanalyse, AI og metode.
Om jobbet
En af Rigsrevisionens kerneopgaver er at gennemføre undersøgelser af den statslige og regionale forvaltning. Undersøgelserne afrapporteres til Statsrevisorerne som beretninger. Vi har et stort strategisk fokus på at udnytte kunstig intelligens til at gøre gennemførelsen af disse undersøgelser mere effektiv.
I Rigsrevisionens kontor for dataanalyse, AI og metode søger vi derfor en medarbejder, som kan hjælpe os med at identificere potentialerne i AI og omsætte denne viden til nye løsninger til gavn for husets brugere.
Din store faglige styrke ligger inden for teknisk udvikling af AI-løsninger, hvor du besidder en stor viden om sprogmodellers muligheder og begrænsninger og kan udvikle effektive prompts, herunder baseret på brug af API’er og RAG. Det er en fordel, hvis du har erfaring med arbejde med AI i en organisatorisk kontekst, hvor du både har skullet tænke it-understøttelse og brugervenlighed ind i dine projekter.
Du vil fungere som både rådgiver og udførende på implementering af AI. Ud over at designe, udvikle og implementere AI-løsninger vil du løbende skulle bistå med at udvikle området, bl.a. ved at opdyrke lovende metoder, afprøve nye teknikker, undervise og videreformidle erfaringer til kolleger.
Du vil i dit arbejde have et tæt samarbejde med fagkontorerne i huset, så vi sammen sikrer, at vi leverer de løsninger, som organisationen har brug for.
Om dig
Som ny medarbejder forestiller vi os, at du både motiveres af at sætte dig ind i nye teknologier, udvikle løsninger og interagere med slutbrugere for at løfte brugen af kunstig intelligens i Rigsrevisionen. Vi forventer, at du:
har en akademisk uddannelse
har et højt fagligt niveau og stærke metodiske kompetencer inden for data science
har erfaring med programmering, gerne i R og/eller Python
har erfaring med sprogmodeller og prompting
kan arbejde selvstændigt og resultatorienteret
er god til interessenthåndtering og trives med projektbaseret arbejde.
Det er en fordel, hvis du har erfaring med AI i en organisatorisk kontekst med fokus på it-understøttelse og brugervenlighed.
Du er velkommen til at søge uanset dit erfarings- og anciennitetsniveau. Din erfaring og anciennitet vil afgøre løn og stillingskategori.
Om kontoret
Vi har i Rigsrevisionen seks kontorer, der arbejder med større undersøgelser på de forskellige ministerområder. Kontorerne er understøttet af kontoret for dataanalyse, AI og metode (8. kontor), som du vil blive del af. 8. kontor er et tværgående kontor, som bistår med dataanalyse, AI og metode på tværs af de øvrige kontorer og varetager forskellige udviklingsprojekter. Kontoret er p.t. bemandet med 11 medarbejdere og en student. Vi har et bredt samarbejde med Rigsrevisionens øvrige kontorer. Vi har et stort fokus på indbyrdes sparring og gensidig læring samt kontinuerlig kompetenceudvikling inden for kvantitativ metode og AI.
Har du yderligere spørgsmål til stillingen, kan du kontakte kontorchef Morten Lihn Jørgensen på tlf. 33 92 86 70 eller souschef Snorre Frid-Nielsen på tlf. 33 92 83 61.
Ansættelsen
Gennemsnitligt har vi en 37-timers arbejdsuge (inkl. frokost), men der vil være perioder med ekstra travlhed. Vi har flekstid, så du har gode muligheder for at skabe balance mellem karriere og fritid. Vi prioriterer kompetenceudvikling højt og tilbyder gode efteruddannelsesmuligheder. Dine løn- og ansættelsesvilkår er efter overenskomst og kvalifikationer. Ved ansættelse skal du fremvise en straffeattest og kunne sikkerhedsgodkendes.
Du kan læse mere om Rigsrevisionen på www.rigsrevisionen.dk.
Ansøgning
Send din ansøgning, så vi har den senest søndag den 16. august 2026. Hvis du ikke modtager en bekræftelse på din ansøgning, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 92 83 76.
Vi afholder samtaler mandag den 24. august 2026.
Rigsrevisionen opfordrer alle uanset alder, køn, religion og etnisk baggrund til at søge.
| Firma | Rigsrevisionen Følg |
| Kontaktperson | Nicoline Funder |
| Arbejdsadresse | Landgreven |
| Postnr.: | 1301 |
| Kommune | København |
| Telefonnr. | 33928376 |
| nwf@rigsrevisionen.dk | |
| Ansøgningsfrist | 16/08/2026 |