Vil du udarbejde og formidle analyser, der kan danne grundlag for politikudviklingen på det arbejdsmarkedspolitiske område? Interesserer du dig for økonomiske modeller og samfundsøkonomi? Og kunne du tænke dig at være med til at sætte tal på, hvad store og små ændringer på beskæftigelsesområdet koster? Så er du måske vores nye kollega i Beskæftigelsesministeriets Kontor for Økonomi og Analyse. Bliv en del af et stærkt fagligt miljø, hvor vi leverer analyser og økonomiske beregninger til den politiske proces Beskæftigelsesministeriet har ansvar for arbejdsmarkedspolitikken og indkomstoverførslerne og dækker en bred vifte af politikområder, herunder blandt andet pension og tilbagetrækning, aktiv arbejdsmarkedspolitik, dagpenge, kontanthjælp, førtidspension, arbejdsmiljø, international arbejdskraft og overenskomstsystemet.
I Økonomi og Analyse har vi ansvaret for ministeriets analyser, konsekvensberegninger, finanslovsarbejde og styring af et samlet budget på ca. 300 mia. kr. Det er vores opgave at sikre, at politiske beslutninger og prioriteringer på beskæftigelsesområdet sker på et solidt, fagligt og økonomisk velbelyst grundlag. Det gør vi blandt andet ved at lave datatunge analyser og udarbejde skøn over de økonomiske konsekvenser af ændringer på området, herunder også påvirkningen af arbejdsudbuddet. Det kan være beregninger, der fx skal bruges i det regeringsinterne arbejde ved forberedelse af politisk udspil, under konkrete forhandlinger eller i svar til Folketinget mv. Det kan også være analyser af udviklingen på arbejdsmarkedet, effektevalueringer eller bidrag til nye regneprincipper på beskæftigelsesområdet.
I Økonomi og Analyse arbejder vi på tværs af hele ministeriets område og løser opgaverne i tæt samarbejde med andre kontorer i departementet, styrelserne og andre ministerier. Vi bruger i videst muligt omfang de omfattende data, der er til rådighed, herunder registerdata. Vi har et tæt samarbejde med Finansministeriet om kvalificering af konkrete beregninger og anvendelse af regneprincipper på beskæftigelses- og overførselsindkomstområdet.
Som vores nye kollega vil dine opgaver blandt andet kunne omfatte:
- datatunge analyser, fx på registerdata
- økonomiske konsekvensberegninger i økonomiske modeller
- udvikling af ministeriets regneprincipper vedr. adfærdsberegninger
- formidling af komplekse beregninger og analyser på en let og forståelig måde
- betjening af ministeren, departementschefen og andre beslutningstagere i sager af økonomisk eller analytisk karakter.
Om kontoret Du bliver en del af et kontor med ca. 32 dygtige kollegaer, hvor stærk faglighed går hånd i hånd med godt kollegaskab. Vi lægger vægt på høj faglig kvalitet, samarbejde og en kultur, hvor vi hjælper hinanden og løfter i fællesskab. Vi lægger derfor stor vægt på, at du er en god kollega, der har lyst til at indgå i et fagligt og socialt fællesskab.
Bliv vores nye kollega Vi søger en kollega, der har lyst til at arbejde med analyser, beregninger og politikudvikling på beskæftigelsesområdet. Du kan være nyuddannet eller have et par års erfaring fra en lignende stilling. De konkrete opgaver og områder vil blive tilpasset efter dine kompetencer, erfaring og interesser.
Vi forestiller os, at du har en relevant samfundsfaglig uddannelse, fx cand.polit., cand.oecon., cand.scient.oecon., cand.scient.pol. eller lignende. Du har en analytisk stærk profil, et højt fagligt niveau og interesse for økonomisk teori, metode og samfundsøkonomiske problemstillinger.
Vi ser også gerne, at du:
- kan lide at arbejde med store datasæt, fx registerdata
- har interesse for økonomiske modeller og konsekvensberegninger
- har erfaring eller kendskab til SAS og/eller Python samt Excel
- kan formidle komplekse analyser og beregningsresultater på en let og forståelig måde
- er god til at samarbejde på tværs – både internt i ministeriet og med eksterne samarbejdspartnere
- har lyst til at arbejde i en politisk styret organisation og tæt på politiske processer.
Løn- og ansættelsesvilkår Stillingen er en fast fuldtidsstilling. Vi forestiller os, at du kan starte til august.
Du bliver ansat efter overenskomsten for akademikere i staten og vil blive indplaceret som fuldmægtig eller konsulent afhængigt af dine kvalifikationer.
Dit daglige arbejdssted er Holmens Kanal 20, 1060 København K.
Spørgsmål og ansøgning Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Sabrina Hansen på tlf. 29 79 17 80 eller souschef Anette Kvist på tlf. 72 20 51 38.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte specialkonsulent Maiken Bastholm i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf. 2147 0742.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede ansøgere uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Vi har valgt at gøre ansøgningsprocessen enklere. Du skal derfor kun sende et motiveret CV. Det betyder, at du i dit CV indledningsvis kort beskriver din motivation for at søge stillingen, og hvordan dine kompetencer matcher opgaverne. Du skal derfor ikke sende en motiveret ansøgning.
Send dit motiverede CV og eksamenspapirer
senest mandag den 25. maj 2026. Vi forventer at holde samtaler i uge 22 og 23. Du vil få en kort case, som du skal forberede inden første samtale.
Vi ser frem til at læse din ansøgning.