Har du lyst til et arbejde drevet af relevans og aktualitet, og hvor din indsats gør en tydelig og efterspurgt forskel? Vil du være med til at sikre dansk støtte til Ukraine – både nu og på længere sigt?
Så skal du søge en af de to stillinger vi mangler besat i Ukrainesektionen i Udviklings- og Plan-lægningsstaben. Vi skal bruge sagsbehandlere, der kan dække det landmilitære - og det maritime domæne og som er klar på at søge udfordringer sammen med et hold af dygtige og højt motiverede kollegaer.
Om os
Sektionen består af en chef og på sigt op til 15 medarbejdere. Vi synes selv, at vi er en sektion, der er præget af dedikerede kollegaer, teamwork, godt humør og sammenhold.
Vores hverdag er karakteriseret med skiftende arbejdsintensitet, stor berøringsflade med internationale samarbejdspartnere, høje krav om kvalitet, men også med fleksibilitet og opmærksomhed på den enkeltes arbejdsvilkår.
Vi er ansvarlig for den overordnede koordinering og sagsbehandling af arbejdet med Forsvarets donationer til Ukraine. Som led heri varetager vi Forsvarets deltagelse i internationale fora rettet mod moderniseringen af det ukrainske forsvar samt indgår i tæt samarbejde med store dele af Forsvaret relateret til danske Ukraineaktiviteter.
Dertil varetager vi mere generel sagsbehandling som del af Forsvarsstaben for at understøtte forsvarschefens samlede virke.
Om stillingen
Din primære opgave bliver at varetage sagsbehandling af donationer til Ukraine. Det kan være i forbindelse med danske uddannelsesaktiviteter eller som direkte støtte til Ukraine. Vi arbejder tæt sammen med Operationsstaben og andre entiteter i Forsvaret om støtten til Ukraine.
Vi favner både donationsstøtten i forskellige internationale fora samt til særlig klassificerede projekter som rummer det taktiske samt operative niveau. Derfor er kompetencer inden for det maritime og landdomænet såvel som det værnsfælles niveau efterspurgt.
For at kunne lykkes i stillingen skal du kunne se muligheder frem for begrænsninger, du skal kunne omsætte ideer og visioner til konkrete militære anbefalinger og kunne holde mange bolde i luften på en gang.
Du skal evne at respektere forskelligheder, omfavne dem og sammensætte disse i løsninger, der både opnår det operative formål, udnytter rådige ressourcer bedst muligt samt tilgodeser den militærstrategiske som politiske målsætning.
Som sagsbehandler i Udviklings- og Planlægningsstaben arbejder du tæt sammen med Forsvarsministeriet, de operative kommandoer og støttende styrelser. Du skal sammen med kompetente kollegaer udarbejde beslutningsoplæg til Forsvarets ledelse, herunder militære anbefalinger til det politiske niveau samt omsætte beslutninger til direktiver mv. for Forsvarets myndigheder.
Du bliver en del af en sektion, hvor vi prioriterer og værdsætter hinanden. Det er vigtigt for os, at vi støtter hinanden i opgaveløsningen og trækker aktivt på vores forskellighed, styrker og erfaringer. Vi forventer, at du er villig til at investere i vores fælles sociale kapital og bidrage til at styrke os som hold.
Stillingens nærmere indhold fastsættes ud fra dine specifikke kompetencer og erfaring samt de konkrete opgaver i sektionen, herunder dit ambitionsniveau.
Ukrainesektionen er aktuelt placeret i København, men der kan etableres et element i Karup. Der er gode muligheder for at arbejde hjemmefra, og du vil løbende være i dialog med chefen om, hvordan du tilrettelægger din arbejdsuge bedst muligt, så du både kan lykkes på arbejdet og på hjemmefronten. Selvom sektionen på sigt kan blive geografisk opdelt, er det hensigten, at vi på månedsbasis samler sektionen i København eller i Karup, da det er vigtigt for os at styrke det kollegiale sammenhold.
Om dig
Du har en relevant akademisk uddannelse.
Som person er du analytisk og selvstændigt tænkende med udpræget helhedsforståelse. Du kommunikerer klart og præcist i skrift og tale. Det kan være en fordel, hvis du har indsigt i militære kapaciteter, herunder de områder vi særligt arbejder med, men i sidste ende er det dine personlige kompetencer, der er vigtigst.
Du udstråler personlig autoritet gennem dine faglige og sociale kompetencer. Du kobler mange elementer sammen til en helhed, der forstås og accepteres af andre.
Du prioriterer og får opgaverne i mål. Du ser muligheder og er klar på at starte nye projekter, følge dem til dørs og derved være med til at skabe de bedste mulige forudsætninger for den ukrainske frihedskamp.
Du håndterer selvstændige og komplekse arbejdsopgaver, og du præsenterer din viden kort og præcist.
Du vil opleve, at vi i ansættelsessamtalen prioriterer din person højt. Både fordi vi vil sikre os, at du passer ind i vores team, men også at teamet passer for dig.
Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Som ansat i Forsvaret er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal blandt andet kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Kontakt og ansøgning
Hvis du er interesseret i at høre mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte sektionschef oberstløjtnant Pelle Holager på fko-u-chukr1@fiin.dk.
Har du som officer spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Karin Dupont på telefon 7281 9178.
Send din ansøgning, CV og uddannelsesbevis snarest og senest 16. juni 2026, og vi forventer at gennemføre samtaler i uge 26.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarskommandoen
Forsvarskommandoen er Danmarks og Rigsfællesskabets øverste militære myndighed.
Forsvarskommandoen løser opgaverne under mottoet ”Værd at kæmpe for”, og vores primære ansvar er at udvikle, producere og indsætte de militære kapaciteter og enheder i nationale og internationale opgaver.
Forsvarskommandoen ledes af forsvarschefen, der samtidig er forsvarsministerens øverste militærfaglige rådgiver. Forsvarschefen har tillige ansvaret for den operative ledelse af de danske militære styrker. Forsvarskommandoen består af Forsvarsstaben og de fem kommandoer; Hærkommandoen, Søværnskommandoen, Flyverkommandoen, Specialoperationskommandoen og Arktisk Kommando.