Hjemmeplejen i SYD, Distrikt Kristrup/Vorup, er en meget velfungerende udegruppe, hvor samarbejde, godt arbejdsmiljø og faglig sparring prioriteres højt hver dag
Start er snarest muligt, og er du ved at blive uddannet, så bliver det, når du er færdiguddannet.
Vi søger SOSU-assistenter til faste stillinger, da en af vores gode assistenter skal starte ny uddannelse, og da vi har fået en udvidelse af distriktet på opgaver.
Stillingerne er på 32 - 37 timer pr. uge, alt efter ønske, og kan være stillinger, der kombinerer dag-og aftenvagter, med aften weekend hver 2. weekend i de ulige uger, eller stillinger med primært dagvagter, og weekendtjeneste enten hver 2. eller hver 3. weekend. I dagvagter er mødetiden fra kl. 7:00 alle ugens dage, og i aftenvagt er mødetiden fra kl. 15:30.
Skriv gerne i din ansøgning, hvilke ønsker du har og gerne vil søge.
Distrikt Kristrup/Vorup dækker selv både dag og aften, og i distriktet arbejder SOSU-hjælpere, SOSU-assistenter, distriktssygeplejersker, hjemmesygeplejersker, og fys/ergoterapeuter tæt sammen. Vi har base/personalerum i Vorup, på Bøsbrovej 70 lige nu, men vi ved, at distriktet skal flytte location til Tirsdalen i Kristrup fra 2027.
Om aftenen stilles der bil til rådighed, og om dagen stilles der bil, el-cykel eller scooter til rådighed.
Vi arbejder rehabiliterende, med fokus på kerneopgaven og altid med borgerne i centrum. Alle arbejder med helhedspleje til en aktiv borgergruppe, der ønsker indflydelse på egen hverdag. Om dagen er vi opdelt i 2 teams, og starter hver morgen med et morgen møde, hvor en assistent er mødeleder og hvor der triageres, og der kigges på dagens arbejdsopgaver i hele teamet.
Hver uge holder vi tværfaglige møder (også kaldet DTM møder), hvor sparring og faglige udvikling og det rehabiliterende arbejde med borgerne er i højsædet.
Vi står midt i implementeringen af den nye Ældrelov og Sundhedslov, og vil her i år 2026 begynde tilrettelæggelsen af en ny organisering, så vi har fuld integration af sygeplejen i hjemmeplejen, ligesom der fra år 2027 vil være 2 ledere i distriktet.
Vi tilbyder:
* Uddelegerede sygeplejefaglige opgaver fra sygeplejerskerne til assistenterne
* En stilling med stor variation af opgaver indenfor pleje, omsorg og praktiske opgaver
* Akutte opgaver i samarbejde med hjemmesygeplejerske
* En aktiv og faglig dygtig personalegruppe, der arbejder rehabiliterende og med helhedspleje
* En spændende og til tider uforudsigelig hverdag, med gode faglige udfordringer
* En arbejdsplads med fokus på trivsel, godt arbejdsmiljø og god kommunikation, og på at alle arbejder sammen, og hjælper hinanden færdig i
opgaverne hver dag
* Mulighed for daglig tværfaglig sparring med tætte kollegaer
* God introduktion til arbejdspladsen og jobbet som assistent
Vi ønsker, at du:
* Kan reflektere og være nysgerrig på måden hvordan opgaverne bliver løst
* Arbejder motiverende og anerkenderne, har et godt overblik og kan trives i et godt tempo
* Som assistent kan arbejde med helhedspleje, og deltage i gruppens samlede opgaveløsning, og have forløbsansvarlig rollen på udvalgte borgere
* Har et godt overblik, kan prioritere og delegere opgaver, og at du kan indtage en faglig position som assistent
* Er stabil, fleksibel og omstillingsparat og kan bidrage med ekstra vagter både dag/aften ved sygdom og ferie
* Er du nyuddannet er dette ikke en hindring – vi oplærer meget gerne de rette personer
Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.
I ansøgningen vedlægges: Uddannelsesbevis, autorisationsbevis og relevante udtalelser. Ved en ansættelse skal du kunne fremvise en straffeattest, og aflevere en kopi af dit kørekort.
Sidste frist for at ansøge stillingerne er søndag den 30. august 2026. Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler onsdag den 9. september 2026, eller løbende, hvis du kan starte før.
Ønsker du flere oplysninger er du velkommen til at kontakte distriktsleder Kirsa Lanng på telefon 29 37 20 79, og/eller distriktssygeplejerske Helle Larsen på telefon 20 47 62 46.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning