Vil du bidrage med din erfaring til at understøtte kommunernes arbejde med den grønne trepart? I KL's Enhed for Grøn Trepart & Klimahandling søger vi en teknisk specialist, der har lyst til at være i centrum for implementeringen. Der er tale om en tidsbegrænset stilling af fem års varighed (2026-2030).
Den grønne trepart er ikke længere blot en politisk vision - det er en bunden opgave, hvor kommunerne spiller hovedrollen. I Enheden for Grøn Trepart og Klimahandling arbejder vi konkret med at gøre både Grøn Trepart og kommunernes klimahandleplaner til virkelighed. Vi er bindeleddet mellem de nationale beslutningstagere og de 98 kommuner, der skal omsætte den politiske aftale til genoprettet natur, renere vandmiljø og bæredygtig landbrugsudvikling.
Din hverdag i KL
Vi har igangsat projektet 'Kommunernes Vej til et Grønt Danmark,' som er en 5-årig indsats finansieret med 35 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden. Formålet er at sikre, at alle danske kommuner har den nødvendige viden og kapacitet til at gennemføre arealomlægningen. Det sker gennem fire centrale arbejdspakker, der bl.a. omfatter faglige kurser i f.eks. hydrologi og kvælstofregnskaber, understøttelse af lokale netværk i de 23 lokale treparter samt direkte starthjælp til mindre kommuner. Projektets formål er at opbygge viden og ressourcer i kommunerne, så de kan omsætte visioner til handling.
Vi søger en specialist, der vil få til opgave at bidrage til projektets arbejdspakker, herunder etableringen af et nyt fagligt kompetencecenter og udvikling af kurser til kommunale medarbejdere. Som en del af enheden bliver du en nøglespiller i at sikre, at kommunerne har den faglige viden og de praktiske værktøjer, der skal til for at lykkes med den historiske opgave. Du får stor mulighed for at påvirke KL's aktiviteter på området.
Om dig
Vi søger en kollega, der har lyst til at arbejde med konkret kapacitetsopbygning i kommunerne. Det er bærende, at du allerede har et solidt kendskab til den grønne trepart og kan se dig selv som en central ressource i den nationale implementering.
Vi forestiller os, at du:
- Har en relevant uddannelsesmæssig baggrund, f.eks. som agronom (cand.cur.), biolog, geograf, landskabsforvalter eller en teknisk/planfaglig baggrund kombineret med stærk forvaltningsforståelse.
- Har solid praksiserfaring fra den kommunale opgaveløsning - f.eks. med udtagningsprojekter, lokal trepart eller konkrete indsatser inden for natur- og vandmiljø.
- Du kender også til det myndigheds- og projektarbejde, der følger med netop udtagningsprojekter.
- Kan være drivkraft bag kapacitetsopbygning, herunder udvikling og facilitering af specialiserede kurser, webinarer og læringsforløb, der taler direkte ind i de kommunale praktikeres hverdag.
- Har erfaring med koordination eller understøttelse af samarbejdsfora i regi af den grønne trepart.
- Kan omsætte teknisk ekspertise til konkrete værktøjer og vejledninger, der skaber direkte værdi ude i kommunerne.
Vi tilbyder dig
Du bliver en del af KL's Center for Klima og Tværkommunalt Samarbejde, som består af knap 70 medarbejdere, der arbejder med fagområderne klima og miljø, planlægning og landdistriktsudvikling, turisme- og erhvervsudvikling, teknik og forsyning, data og digitalisering samt kultur og fritid. Alt sammen i et tæt samarbejde med kommunerne, kommunernes toppolitiker- og ledere, ministerier, styrelser og øvrige samarbejdspartnere. Ligeledes er ansvaret for KL's regionalpolitiske organisering med fem Kommunekontaktråd (KKR) forankret i centeret.
Vi tilbyder personlig udvikling i et attraktivt fagligt og socialt miljø i en stærk interesseorganisation med stor politisk gennemslagskraft og indflydelse på samfundsudviklingen. Du får masser af ansvar og medindflydelse på dine opgaver og med fleksible muligheder for at tilrettelægge din arbejdsdag.
Som konsulent vil du indgå i Enheden for Grøn Trepart og Klimahandling bestående af ca. 10 medarbejdere.
Du kan læse mere om KL's organisering og centerets politikområder her: Klima og Erhverv https://www.kl.dk/klima-og-erhverv
Det praktiske
Hvis stillingen lyder som noget for dig, kan du sende os din ansøgning senest den 8. marts 2026. Vi håber at kunne byde dig velkommen den 1. maj 2026.
Der kan blive gennemført case i forbindelse med 2. samtalerunde, ligesom der forud for ansættelsen indhentes referencer.
Løn- og ansættelsesvilkår følger den relevante overenskomst i KL med mulighed for forhandling af tillæg på baggrund af dine kvalifikationer.
Der er tale om en tidsbegrænset stilling af fem års varighed til og med 2030.
Er du nysgerrig på at høre mere?
Har du spørgsmål eller vil du vide mere om stillingerne kan du kontakte programchef Julie Leth på 33703866 / jlet@kl.dk eller projektleder Andreas Hemmingsen-Alberg på 33703122 /anvh@kl.dk.
KL er interesse- og medlemsorganisation for de 98 kommunalbestyrelser i Danmark. KL bidrager til at udvikle og fastholde et stærkt lokalt demokrati. KL varetager kommunernes fælles interesser og er kommunernes samlede forhandlingsorganisation, videnscenter og forum for fælles initiativer og beslutninger.
KL ser forskellighed i medarbejdersammensætningen og i ledelsen som en af vores styrker og opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge vores ledige stillinger.
Kig forbi vores KL Karriereunivers og lær mere om os som arbejdsplads og medarbejdere. https://virtuel.kl.dk/karriereikl/index.html?lang=da#/scene/5367/5368